Gammelgaard. 17. Juli 1854.
Min gode Christian,
Jeg veed ikke, om disse Linier, som jeg selv medtager til Byen i Eftermiddag, skulle naae til Kiel den 20 Juli. De skulle i det mindste, naar de komme dig for Øine, sige dig, at jeg her har tænkt paa den Dag, som er mig een af de kiæreste i hele Aarets Løb. Jeg vil ønske, at den maa oprinde for dig i Glæde, i det mindste Glæden af Tilfredshed med dig selv og med den virksomme Anvendelse af Livet, uden hvilken det ikke bliver meer end Skyggen, der svinder uden at efterlade noget Slags varigt Spor. Denne Lov, at leve i Gierning, er fælles for vor hele Slægt og for hvert enkelt Individ i Menneskeslægten. At følge den med Frihed er vor Arts store Forret og Fortrin for Dyreverdenen, som kun med Nødvendighed følger Instinktets Bud. Uvirksomhed er hos Mennesket Sløvheds Moder og Dorskheds Amme; og selv de, der lade sig opamme af denne, maa dog altid i det mindste indbilde sig, at de giøre noget meer end at vegetere.
Jeg priser dig lykkelig, som nu er indtraadt i Kraftens rette Alder, med ædle og gode Evner til at bruge den — og med Aand og Stræben til i dens Brug at hæve dig over det Standpunkt, hvor ogsaa det videnskabelige Liv, og selv Konstens Virken, kan blive til et Slags Mechanisme, som fortærer Aandens levende Kilde eller afleder dens klare, rige Væld i en Hob smaa, snevre, ubetydelige Løb. — Jeg glæder mig over, at et naadigt Forsyn har skienket dig fra Ungdommen af en neppe anet Lykke — en Tilværelse, hvori Du, som det forekommer mig, har havt et sieldent Held til at kunne pleie og udvikle dine Anlæg og din Lyst og Stræben paa ønskelig og frugtbringende Veie. Have de synlige Frugter ikke været saa rige, saa mange eller saa mægtige i Virkning, som enkelte Andres — saa har Du dog vundet en rig Skat i din egen Siæl, i dit indre Liv, og i en Dannelse, paa hvis Grundvold jeg tør haabe og glæde mig ved, at Du ogsaa i Fremtiden vil opføre en god, varig og skiøn Bygning, som bliver din egen. — Jeg kan ved denne Leilighed ikke andet end berette, at jeg netop i Gaar endte den anden Giennemlæsning af din Dante, der allerede i Vinter, eller i det tidlige Foraar var begyndt; thi den har været ofte afbrudt, langsom, og med Opmærksomheden henvendt baade paa Poesien og Sproget. Med Hensyn til det første Punkt, da er min tidligere Bevidsthed om, at Dantes Digtergenius og dens største Værk hører til det eiendommeligste, s. 120som nogen Nations Poesie besidder, kun bleven endnu mere bestyrket. Men jeg har derfor ogsaa følt, at det er en Digtning, som — meer end en Mængde andre — egentlig kun er til i Originalsproget; eller laaner en stor og vigtig Deel af sin Værdi af den Magt, Dante har skabt sig over det Tungemaal, han saa at sige først dannede. I øvrigt er det vel ligesaa afgiort, at Inferno kan kaldes et af Digteraandens mest colossale, uhyre, forbausende og originale Værker i alle Tidsaldre, som det endnu kan være tvivlsomt, om man tør kalde det et Skiønhedsværk i Poesien. Totalindtrykket af din Oversættelse og dens Hovedfortieneste forekommer mig at være: at den netop giver os et klart Billede og Indtryk af en i sit Slags eneste, forunderlig og forbausende stor og dristig Composition. Ved at læse Inferno paa Dansk, vil Enhver, som forstaar dette Sprog sige: »Noget saadant have vi aldrig læst tilforn — og faae vel vanskeligt noget lignende at læse«. — Jeg finder i din Oversættelse vel Spor af Vanskeligheden, men ikke af Tvang. Den er tung at læse, fordi Dante er tung; ikke fordi Du har giort ham tung. Den er ofte, eller næsten overalt, streng, knap, ordvægtig og ordfattig eller trængt sammen i det mindste muelige Maal af Sprogstof; men saaledes er Dante; og man kiender ham igien paa Dansk, fordi han vel er iført en anden Sprogklædning — men ikke med Magt og Vold indpiint i en Tvangstrøie, der piner baade Digteren og hans Oversætter. — Nogle enkelte, uudsigelige Vers have ikke behaget mig — saameget mindre, som et og andet saadant let kunde være undgaaet. Men jeg har fundet endeel kraftigt, Vægtigt og Nyt i Sproget, og fornøiet mig over at Du ikke har ladet dig forlede til nogen falsk Peenhed, eller Sky for at bruge ligesaa diærve og kraftige Ord, som Dante paa sine Steder har brugt dem.
Det var i Gaar, da jeg udlæste dette Arbeide, en af de mærkelige Dage, som jeg — for min personlige Deel — ikke let vil glemme. Jeg tilbragte den i saa dyb en Eensomhed, som jeg veed at mindes. Din Broder var reist til Hirschholm, eller Folehave, hvor hans Kone, for at bruge Søbade, har været nogen Tid med Barnet og Pigen. Din Moder har med sin Pige været nogle Dage i Staden. Selv en af Gaardens Piger var gaaet til Kiøbenhavn. Det var Søndag, og alt Arbeide hvilede. Grønlund (Forpagteren) og hans Familie mærkede jeg intet til; de vare formodentlig nogensteds i Besøg. Om Eftermiddagen især blev Eensomheden saa følelig endogsaa for s. 121Hundene, at den sorte Pudel over en Time satte eller opholdt sig ved »Borgeledet« og giøede uophørligt, saaledes at jeg tilsidst maatte bede Jomfruen om at faae ham ind i Huset; imedens Lænkehunden, ellers en ung og ret lystig Siæl, af og til ledsagede Pudelens Giøen med en ynkelig Hylen og Tuden. — Under dette sad jeg nede i din Moders Værelse, og læste i Will. Stillings »Keiser Carl den Femtes Klosterliv« — en Bog, som jeg troer ogsaa vilde i høi Grad interessere dig, men som bør læses paa Engelsk. Dens Indhold er ikke allene af stor Interesse og Nyhed; men den er tillige en sand Triumph for historisk Kritik, da den tilintetgiør eller for største Deel omdanner det hele Billede af Carl V’s indre og ydre Liv i det Kloster, hvor han endte sine Dage 2½ Aar efter at han var nedsteget fra den mægtigste Throne, nogen Monark siden Carl den Store havde beklædt. — Fortællingen om hans Sygdom og Død, som er omstændeligt malende, eller afmalet af Øienvidner, saaledes at den ligesom foregaaer for vore Øine — rystede mig virkeligt. Jeg lagde Bogen i den alvorligste Stemning; men det var en saa mageløs skiøn Sommer-Eftermiddag, som jeg ikke forhen her har kiendt. Imellem 6 og 7 faldt den dalende Sols Straaler over Lunden og Haverne med en uforlignelig skiøn Belysning; og i det jeg, som Pope siger: looked through Nature up to Natures God«, glemte jeg de mørke og tildeels forargelige Scener ved den mægtige Keisers Syge- og Dødsseng, og deelte derimod den Trøst og Glæde, han havde fundet ved al den Skiønhed i Natur og Omgivning, som smykkede det eensomme, i en vild, romantisk Biergegn i Arragonien beliggende Kloster Juste (ikke St. Just, som Alle kalde det), som Keiseren havde valgt til der at ende sine Dage. — Senere, Kl. 8—9, da Luften var afsvalet, gik jeg endnu en Tour i Marken, og tænkte da — som det undertiden skeer — at om cgsaa Gammelgaard skulde blive min »Ødelæggelse« — vil jeg dog neppe kunne skille mig ved dette Sted. — Gid Du var her i denne Tid. Alt er nu paa det Allerskiønneste. En sielden Rigdomsfylde er udbredt over Agre og Marker. Af Ynde, Ro og Eensomhed er her Alt hvad man kan ønske sig.— — Jeg tager ind i Eftermiddag for at hente din Moder ud; og venter i Morgen Middag et lille Selskab af Rigs-Antiquar Hildebrand fra Stockholm, Hegel, Reitzel, Bogtrykker Thiele og en af mine Naboer her paa Egnen. — Vi ville erindre dig med Glæde og Varme; men Ingen vil savne dig meer, end — —
C. M.