Kiøbenhavn, 24. Marts 1855.
Min gode Christian,
Ligesom Du begyndte dit sidste Brev med at sige, at det kunde faae den Overskrift: »dette skal være en Foraarshilsen«; saaledes kunde jeg derimod — ikke anvende den samme; thi Foraaret er snarere længere borte, end det er nærmere, end det var den 8de — sætte en anden Overskrift: »dette skal være et Brev«. Jeg har nu engang fast bestemt, at Du skal have et Brev idag. Det faaer altsaa blive som det kan, kort eller langt, tomt eller fuldt — af Tanker nemlig s. 138— rigt eller fattigt — paa Indhold. Med det lange, det fulde, det rige, vil det ingen Fare have. Tag altsaa til Takke med de modsatte Egenskaber!
Dit ovenfor nævnte Brev berører — hvad jeg uden Tvivl selv ved flere Leiligheder er kommen til at yttre noget om, ogsaa for dig: nemlig, at det egentlig, tilligemed det nødvendige Maal af Tidsbetingelse — er »Stemningen«, der udfordres til et Brev; eller, som Du siger, et Brev, »som ikke blot er en Skrivelse«, skal jo »egentlig bæres af en Stemning, som Baaden af Bølgerne«. — Hvad Du videre siger herom, er baade sandt, og meget smukt sagt. Men Du forbigaaer noget for meget de ydre Vilkaar, som man vel tør kalde physiske, nemlig det fornødne Tidsforraad, og den fornødne Nervekraft eller Hierne-Disposition. Naar jeg havde begge disse Betingelser tilstrækkeligt til min Raadighed, tør jeg være forsikkret om, at ingen Dag vilde gaae hen, uden at jeg i en eller anden Time fandt den omtalte Brevstemning. Jeg maa i den Anledning atter komme til at tænke paa hiin lykkeligere Alder, da jeg i en Tid af halvandet, eller høist to Aar skrev den Pakke af circa halvandet hundrede Breve til Fru Rahbek, som nu ligger begravet iblandt min Correspondance, og som jeg i mange Aar ikke har havt Lyst eller Tid til at see paa, saa-lidt som (med Undtagelse af nogle faa Stykker, som jeg i 1853 tog frem) paa denne Brevvexlings anden Halvdeel. — Det er heller ikke uden anden Grund, at den Tanke nu kommer frem; thi netop i denne Uge er den Opdagelse giort, at vi i Bibliothekets Thottske Manuscript-Samling, blandt et enkelt Nummer af flere Pakker gamle Brevskaber, have en Samling af nogle hundrede Breve til og af Bayle, og deriblandt en god Deel utrykte. Dette viser i det mindste, at der nok vilde finde sig adskillige Curiosa og memorabilia blandt vore Manuscripter, naar de tilbørligt, og af de rette Hænder og Øine giennem-støvedes. Bølling er, efter hans sædvanlige Maade, nu for en Tid bleven exclusiv fordybet i gamle Brevsamlinger, og har i Gaar begyndt paa en anden, der skriver sig fra den berømte hollandske Philolog Grævius, og skal, efter Catalogen, udgiøre 30 Fascikler. Om han gaaer til Enden af denne, vil Tiden lære. Imidlertid maa Pergamentbindenes Skrabning og Titulatur med andre vexlende Yndlingsarbeider hvile. Lykkelig er den, der endnu kan tilfredsstilles ved slig behagelig Syslen med diversa! — hvorimod Du, hvis Du var i Stand til rigtig at sætte dig ind i Sagen, vist nok ikke vilde ganske negte mig Medfølelsens tidt trøstende og velgiørende Erfaring, s. 139hvergang Du forestiller dig, hvad det i min Alder betyder, at skulle Dag ud og Dag ind, nu allerede et heelt Aar gaae i en lexikographisk Trædemølle, eller paa eengang sørge baade for Redaction, Trykning og Correctur af en Ordbog, hvoraf saa at sige ikke et eneste Ark kan tilfredsstille mig selv — fordi den ikke vil indeholde et eneste Ark, hvori der jo kunde opdages desiderata ja reelle Mangler, og hvortil der, ved behørigt Arbeide og Leilighed, lod sig finde Tillæg. (Jeg har allerede oftere tænkt paa, at jeg egentlig ogsaa for Ordbogens Skyld burde læse anden Deel af din Dante i Manuscript, og ønsker virkelig at giøre det, naar Du kommer hertil — i Fald Du kommer, maa jeg lægge til.)— — Det vil være mig snart ligesaa stor Fornøielse og Satisfaction, som om Arbeidet var kommet fra min egen Haand, at see dig et saa betydeligt Skridt nærmere Værkets Fuldendelse. At opleve denne — eller opleve at see dig aabne Dantes Paradiis for danske Læsere, tør jeg vel knap giøre mig Haab om. Men dette, som alt Andet hvad der hører Fremtid — og Nutid til — staaer i høiere Magters Haand. —
Hvor tungt hviler denne (de høiere Magters) Haand over Europas ulykkelige Nationer — meer eller mindre; men ikke een tør man undtage — ikke os selv engang. Thi her, i Mangel af reelle Trængsler og Ulykker, gaaer man videre og videre i en afsindig, eller fiantet, taabelig og latterlig National- og constitutionel Ruus, for hvis barnagtige Illusioner man opoffrer baade Nutid og Fremtid, og — om Tøilen engang blev reent løs — gierne styrtede baade Stat og Nation i Undergangens Svælg. Folkethinget har nu med stærk Majoritet decreteret Rigsrets-Action mod de forrige Ministre. Det skal see ud som et terrible Skrækkebillede, udgaaet fra det souveraine danske Folk — og bliver dog tilsidst, efter alle Aspecter — til en Casino-Comedie. Hvad vil man giøre ved de 5 eller 6 Ministre? At bringe dem til at erstatte 7—800,000 Rdlr? — Deraf maa et Barn lee. At dømme dem til Christiansø paa Livstid? »Der vil ikke blive Plads til os Alle!« sagde General Hansen, som for faa Dage siden besøgte mig, og som jeg havde den Satisfaction at kunne skaffe en Bog (til Ludvig XV. Historie) fra Bibliotheket — en saa sielden og ubekiendt Bog i Paris, at han forgieves, baade ved private Breve, og giennem Hegel havde ladet forespørge om Bogen, for hvilken han vilde betale selv en høi Pris. — Jeg maa til Slutning fortælle en artig Hændelse. For nogle Dage siden — det var i Onsdags eller Torsdags, taltes der i Geheime-Archivet om gamle beskrevne s. 140Pergamentsblade, som Rasmussen er ivrig i at opsøge, og som man der er begyndt at samle paa, ligesom paa Bibliotheket. Wegener meente, at hidtil havde Rasmussens Udbytte kun været smalt. Nei! — sluttede han — kunde de endda f. Ex. finde nogle Fragmenter af Saxo, eller saadant! — og endnu samme Dag, inden han gaaer, opdager Rasmussen to Pergamentsblade om en gammel Regnskabsbog, der have hørt til en Codex af Saxo! — —
C. M.
Fru Jerichau besøgte jeg i Forgaars, og har mange Hilsener til dig. Hun har bl. a. malet Treschow i heel Figur siddende.