Mynster, Jakob Peter BREV TIL: Mynster, Ole Hieronymus FRA: Mynster, Jakob Peter (1806-08-11)

Spiellerup, 11te August 1806.

Min gode Broder!

Du veed altsaa, at jeg i Fredags blev eene, og skiøndt man vel undertiden længes efter Eensomhed, saa føler man det dog, naar man med Eet kommer ind i den. Imidlertid fremkaldte jeg ufortøvet alle de Ideer, Planer og Bestræbelser, som pleje at følge mig, men er som sædvanlig lykkeligere i de to første, end i de sidste. Jeg har Stumper af Planer nok i Hovedet baade til Tragedier, Komedier, Fortællinger og mindre Digte, ogsaa til en Pastoral-Theologie og til et Skrivt om Pædagogiken; men da der for Tiiden Intet udføres, saa er det, da jeg ikke just mangler Fliid, klart, at det for Tiiden heller ikke skal udføres, og hengiver jeg mig da deri, efterdi det ikke kan være anderledes. Egentlig mangler jeg den „Anregung", som Omgang med forstkiellige Mennesker bringer med sig, og naar man — som jeg nu maatte forlade Dig for at giøre — i 2 Timer har snakket med 12 Bønder om Tiende og besørget dem opvartede med Brændeviin og Øll, saa har man derved ikke profiteret mange bedre Ideer. I Mangel af at kunne skrive, læser jeg endeel, rigtignok mangeslags, men dog henhørende for det meeste til min Kram, hvilken da til Lykke er saa stor og omfattende, at jeg dertil kan henføre næsten Alt, hvad jeg bekymrer mig om at viide. Uagtet jeg derved vel efterhaanden faaer endeel ret gode Kundskaber, saa er jeg dog bange, at jeg ikke bliver saa lærd, som jeg gierne vilde være, deels fordi ordentlig Lærdom (ikke blot Erudition) koster megens. 4Tiid at vinde, deels fordi jeg tillige er Poet, hvilken Egenskab kræver sin egen Tiid, ogsaa fordi jeg mangler fast Hukommelse, og formedelst forsømt Opdragelse ikke har elementa cognitionis noksom paa rede Haand. Jeg kan ikke for meget formane Dig og alle Andre, som have Børn, dog at lade dem i deres Ungdom lære saa mange Elementer, som de kunne overkomme, og fornemmelig lære dem ret tilgavns; man savner dem siden saa meget, og lærer dem vanskeligt. — Uagtet disse mine personlige Hindringer, og de, som ethvert Embeds-Forhold bringer med sig, arbejder jeg dog ufortrøden videre, og troer intet Øjeblik paa hvad man siger, at der er en Tiid i Livet, da Charakteer og Hoved ere blevne omtrent hvad de blive. Jeg er endnu saa ung som nogensinde, og ligesaa deeltagelig for Alt, endog det mig Nheste; og uagtet jeg ikke haaber at have levet forgiæves, altsaa haaber at have vundet nogen indvortes Consistents, saa synes mine Ledemod mig dog endnu bøjelige nok til at antage alleslags Former. At faae udført endog kun det Vigtigste af hvad jeg har for, kan jeg vel efter Rimelighed ikke vente, men haaber det desuagtet; og da saa Meget interesserer mig, har jeg den Tilliid, aldrig i nogen længere Tiid af mit Liv at komme til at kiede mig, som jeg da virkelig, endog i min nuværende saa monotone Stilling, meget sjelden kieder mig.

1*

Mine Hviiletimers Lecture er i disse Dage „Gleims &c. Breve", som, jo længere jeg kommer ind i dem, interessere mig meere, nemlig især Heinses, og især de til Jacobi; han var dog et meget udmærket Menneske, fuld af Ild og Aand (om end ikke ganske af den hellig Aand). Gleims' ere kun en godmodig gammel Mands Radotage, og Joh. Müllers ere hidtil ikke betydelige. Naar han skriver Fransk, bliver han selv fransk, og her er Intet at ligne ved hans Breve til Bonstetten. Jeg seer ellers, at han først ikke kunde finde sig i, at Friederike Brun havde udgivet de sidste uden at spørge ham derom, uagtet han kun vanskelig misbilliger Noget af hvad „die herrliche Frau" giør. Endlich hat er sich darin ergeben.

s. 5Min øvrige Lecture interesserer Dig ikke, heller ikke kan jeg faae Tiid til at skrive meere, da Brevet skal bort. Hils Din Kone særdeles venligen, — jeg holder virkelig meget af hende, og agter hende meget. — Dig beder jeg endnu og formaner, at Du ikke bander hverken Dig, eller mig, eller Nogen, eller Noget. Res humanas non detestari, sed intelligere. Nemlig: vee den, ved hvilken Forargelser komme, men det er nødvendigt at de komme. Det Onde er ondt, men kun derved fødes, uddannes og moednes det Gode, og uagtet og ved det Onde voxer Alting en guddommelig Væxt. — langsommere eller snarere, men sikkert. Og alle Ting tjene dem til Gode, som frygte Gud.

Jeg elsker Dig af mit inderste Hjerte, ønsker Dig alt mueligt Godt, og mig, at jeg boede Dig nær.

Din
J. P. M.

Kan Du huske at faae Schleiermachers „Weihnachtsfeyer" til mig hos Brummer, saa giør Du mig en Fornøjelse, og, hvis Bogen duer Noget, Gavn.