Danmarks Breve

BREV TIL: Ole Hieronymus Mynster FRA: Jakob Peter Mynster (1807-03-16)

Spiellerup, 16de Marts 1807.

Gode Broder!

Det er sagtens meere end 1, 2 eller 3 Dage siden, Du fik min sidste Seddel. Du har dog vel ikke troet, at mine Heste og Vogn havde faaet Grippe, saa de ikke kunde kiøre ? eller at de vare forvildede i det tykke Mørke, der paafaldt i Rom d. 7de Febr. Klokken halv to, halvanden Time, førend Slaget ved Eylau begyndte, og 28½ Timer før det endte? eller at de ere begravne i Sneen, som faldt i Holland d. 18de Februarii? Du troer i alle disse Tilfælde fejl, thi Sneen ligger her sjelden over en Linie tyk, og vi har det mørkest ved Midnat, og af Grippe laborere vi vel lidet, men ikke meget. — Ellers lever jeg ganske vel, skiøndt jeg ikke har Tiid og Lejlighed til at bestille ret meget. Jeg læser om Aftenen Herodot, om hvem man siger, at han beværtede Muserne, og til Løn for sin Beværtning fik af dem hver en Bog til Foræring. Det er meget interessant at læse saa gamle Fortællinger om saa gamle Ting; der staae ogsaa mange artige Krøniker, som jeg vel kiender forud, men dog gierne læser igien. Det er dog noget ganske Andet, naar vi nu faae Lyst til at viide Noget, og da gaae op paa Kongens Bibliothek, og lade en Secretair flye os en Foliant, hvis pagina vi da citere, end naar Herodot fik Lyst at viide Noget; thi da rejste han hen til en eller anden Stad, hvor man sagde, der vidstes Beskeed derom, og der spurgte han Præsterne derom, hvilke, og sine egne Øjne, han altid citerer. Ved den nøjagtigst beregnede og strængest holdte Plan, hersker i de enkelte Fortællinger og Beretninger en vis sludderagtig Vidtløftighed, som dog er, mig i det mindste, behagelig at læse. — Jeg har ogsaa læst noget i Baco: s. 9 de augmentis scientiarum ; Manden er af den fornemme Erasmiske Skole, som havde smukke, men ikke dybe Kundskaber, og Ziirlighed, men ingen Følelse. Det Interessanteste er at see, hvorledes man dengang betragtede Videnskaberne, og paa hvilket Punct oplyste, fordomsfrie og fiine Folk da stode. — Det har rørt mig, at „Oldingen" ɔ : Laud har syntes om min Paradiesgärtlein für den Herrn Bojsen *) . Vi leve i saa revolutionære Tiider, at man ikke let veed, hvad der vil behage hvem; og desto bedre, thi desto mindre kan man rette, og følgelig retter man sig ikke derefter. Har Laub sagt noget Particulærere derom, saa gad jeg nok viide det.

I Trojels Satirer læser jeg om dem, der kaldes Patrioter:

Og siger mig, hvorfor? har I da Livet vovet?
Har I i Arbejd sid't, naar andre Folk har sovet?
I maae dog have gjort, i hvad det er af Godt,
For I tør tage selv det Navn af Patriot.
Men intet Saadant! Hvad? En Bog om gule Rødder,
Om Roer, Hør og Hamp, om Olden og om Nødder,
Og om jeg veed ej hvad — Ach Holberg! Juvenal!
Kan jeg vel andet troe, end Verden bliver gal?

Lev nu vel, gode Broder! Send mig Bøger, og andet Nart.

Din
J. P. M.