Danmarks Breve

BREV TIL: Ole Hieronymus Mynster FRA: Jakob Peter Mynster (1808-02-13)

Spiellerup, 13de Febr. 1808.

Gode Broder!

Da Matthias om faa Timer begiver sig paa Vejen til Kjøbenhavn, saa er jeg pligtig at aflægge en Relation om mig selv, som bestaaer deri, at jeg lever vel, ofte endog meget vel, naar jeg har saa megen Roe, at jeg kan være saa flittig, som jeg gierne vil, ogsaa undertiden er. Derimod er det mig imod, naar jeg skal for meget ud, hvilket her paa Landet er forbunden med de lange Kiørseler og med de sildige Hjemkomster (som i Morges Kl. 2½), hvoraf da følger, at man den næste Dag ikke kan arbejde med den Attention, som ellers. Det fornøjer mig, at Du er ordentlig og flittig, thi dette giver et sundt Hjerte, hvorom min Prædiken i Morgen tildeels skal handle. Jeg har begyndt at skrive Noget, foruden mine Prædikener; ogsaa har jeg især i forrige Uge læst Meget, saasom: Suhms „Udtog", der ikke er saa flet, som Du sagde, da der virkelig staaer Meget deri, som er tjenligt til at recapitulere efter; men maaskee kunde der med de samme Ord staae Meere, dersom Vedkommende havde været lidt skarpere Mennesker. Historie-Skriverne have i seenere Tiider fordærvet sig meget ved den saakaldte pragmatiske Maneer, der, istedetfor at viise det Almindelige i det Enkelte, opløser Alt i almindelige Reflexioner, hvor der let sniiger sig falske og skiæve Ting ind, og som ere meget mindre læreriige, især for Begyndere, end man troer. Dog gielder denne Anmærkning ikke just den omtalte Bog, som jeg i mange Henseender er ret vel tilfreds med, omendskiøndt den ofte har andre Anskuelser *) af Historien end jeg. — Heeren **) har jeg læst et halvt Volumen af; vidtløftig og uoriginal i det Store, men maaskee med Combinatious-Gave i det Mindre, klar, jeg troer: nøjagtig, og læreriig. — Hora's „Sermoner" læser s. 15 jeg om Aftenen; de ere noget maadeligere Gods, end man skulde troe, naar man ikke selv læser dem. Fordringen paa at være Poesie opgive de selv formelig; men hvad ere de da? Den borneerte, dovne Tone, hvori de ere skrevne („det forædte Sviin af Epikurs Skole" er ikke et blot Bonmot), forsødes ikke altid ved det godmodige Pasjar, de ogsaa indeholde, og ikke altid krydrer et godt Indfald de mange ganske uvittige, søgte Sviinerier. — En stor Deel Journaler har jeg løbet igiennem, og i de elendige „neue Feuerbrände" dog fundet een Perle — rigtignok ikke af noget udmærket Slags — nemlig Bankowi's „Dagbog over Glogaus Belejring". Det overgaaer langt Alt, hvad der er sagt om Kjøbenhavns, uagtet Gienstanden dog er meget mindre interessant. Det er en honnet og roelig Observators klare og nøjagtige Rapport, som ogsaa er interessant at læse formedelst Sammenligningen med Eders Trængsler, med hvilke de dog egentlig slet ikke kunne sammenlignes. Kun den sidste Dag blev kastet Bomber, ellers kun Granater; kun 5 à 6 Huse, troer jeg, brændte — „thi det var ikke Fiendens Hensigt at brænde Byen af" — kun to ukriigerske Personer omkom; derfor var ogsaa Capitulationen til Alles Forundring og ganske uventet, istedet for at Kjøbenhavns var nødvendig.

Jeg har vist nok læst meget Andet, men jeg maae slutte dette, for at komme til at slutte min Prædiken. Kassen. følger til mine Bøger, naar de komme; jeg trænger meget til Aristoteles' Rhetorik, som skal flndes deriblandt. Lev vel og hils Din Kone hjerteligst.

Tuus totus
J. P. M.