Danmarks Breve

BREV TIL: Ole Hieronymus Mynster FRA: Jakob Peter Mynster (1811-03-19)

Spiellerup, 19de Mart. 1811.

Gode Ven!

Jeg lever passabelt, og skriver et Ark efter det andet fuldt med kirkehistoriske Excerpter. Jeg læser ikke stort Andet, end hvad der hører dertil, og nogle Journaler. Dog har jeg nyelig læst Treschows eventyrlige og indtil Modbydelighed uklare Bog om „Historiens Philosophie". Den er et nyt Forsøg, med største Vilkaarlighed sammenflikket af mange ældre, paa at forklare, hvorledes efterhaanden ved stadig Fortgang — „naturligviis", siger man — det Herlige fremkommer af det Slette, og Livet af Døden. Jeg har ikke ret fattet hans metaphysiske System, men det er i Grunden neppe Andet, end det Bekiendte: at Chaos er det Oprindelige, hvori Gud ligger bunden, ubevidst. Men i sine stærke Drømme rører han sig, og bevæger Himmel og Jord; og denne Bevægelse giør saadan Virkning paa det chaotiske Hav, at det frembringer Fiske, der efterhaanden faae Forstand paa at blive Dyr og Mennesker, hvilke sidste igien af sig selv efterhaanden blive saa kloge som Du eller jeg *) . — Mig synes, at da ex nihilo nil fit, saa maae der ikke aleene have været Jord at giøre Menneske- Legemer af, og Dannelsesdrivt til at forme dem, men ogsaa Fornuft og Bevidsthed, for deraf at giøre bevidste, levende Mennesker; hvorfor der heller ikke kun oprindeligen er „noget Guddommeligt", men en levende Gud. Fremdeles, hvor craft det end kan være at tænke paa en egentlig Skabelse af Mennesker, saa er det dog mærkværdigt, at hvo der har en gammel Ost, endnu faaer Mider, men skiøndt man finder nyelig fremkomne Lande, saa finder man ingen halv uddaunede eller Fisk-Mennesker meere. Ogsaa synes mig, at Menneskens Slægt boer paa den ganske Jordens KredS af eet Blod, om ikke af anden Grund, saa af den, at der findes en saa mærkelig Overeensstemmelse i mange Ting, der ikke let lader sig forklare s. 33 af fleere, hinanden ganske forskiellige Slægter, som paa egen Haand havde dannet sig, og alle vare faldne paa det Samme, men kun af Tradition. Naar man saaledes vel næsten intet vildt Folk har fundet, som jo har kiendt Ofringer, da er dette en alt for besynderlig Skik, til at man kunde antage, at den tilfældigen og vilkaarligen var opfunden af alle Menneskeslægter, dersom deres Liv paa Jorden ikke samlede sig i een Oprindelse. Hvad endelig Menneskenes aandelige Uddannelse angaaer, da synes mig en Communication mellem Himmelen og Jorden et langt mindre Under, end om de selv uden Hjelp havde dannet sig. Man har intet Exempel paa et vildt Folkeslag, der selv havde cultiveret sig; men selv i Oldtiden fortalte man allevegne, at Fremmede vare komne, og havde bragt Culturens Spire med sig. Man talede ogsaa om Guder og Guders Sønner; men hvorledes det end har sig hermed, saa var i det mindste eengang den religiøse Cultur næsten ganske forsvunden af heele Jorden, saa at det vel kunde behøves, at der landede Een fra et ganske fremmed Land, ved Verdens øde, af Vilde besatte Kyst. Siden har man ikke hørt, at fleere flige Rejsende ere ankomne — men den Sidste og Herligste kom ogsaa paa en Tiid, da han kunde efterlade sit Ord som et varigt Mindesmærke. Hvor siden Culturen er kommen hen, er dette Ord kommen med; og da Religionen igien næsten var forsvunden af Jorden, behøvedes der ingen ny Udsendt, men kun en Mand, hvem Christi Ord var over alt Andet, og som igien bragte det i Menneskenes Øren og Hjerter: Luther.

Vel skygtige Ord om saa svære Materier! Tag tiltakke, jeg har denne Gang intet Bedre. — Treschows „Moral for Folk og Stat" synes derimod at være god, af en fornuftig, reen og mandig Tænkemaade; men jeg har endnu kun læst Lidet deri.

T. t.
J. P. M.
3