Danmarks Breve

BREV TIL: Karen Margrete Rahbek FRA: Jakob Peter Mynster (1805-11-18)

Spiellerup, 18de Novbr. 1805.

Virkelig, kiære, gode Veninde! dersom noget Menneske nogensinde har gjort sig Umage for at giøre en Anden Glæde, saa har De gjort det og giør det endnu stedse mod mig, og dersom mit heele Liv ikke gaaer igiennem lutter Blomster, saa er det vistnok ikke Deres Skyld. — Ikke at jeg dermed vilde nægte, at jeg jo har det godt. Jeg er endog i disse Dage ofte meget glad, og naar jeg er meget glad, tænker jeg saa gierne paa min Niece, og haaber saa gierne, at hun er ligesaa glad som jeg. For Resten skammer jeg mig dog lidt over, at s. 69 med sig selv kun er Vantroe, som om det var mueligt, at Gud skulde skjule sig for den, som oprigtigen søger ham. De vil maaskee forstaae, hvorledes et i sit Udtryk barnagtigt Indfald kunde bevæge mit heele Inderste; jeg tænkte mig nemlig forleden, at Gud sagde til mig: Kiender du mig ikke? mit Navn er Kiærlighed. — De Ord røre mig endnu, de indeholde al min Viisdom og al min Trøst. —

(Begyndelsen mangler.)

— Jeg laae med megen Fornøjelse en Tiidlang op til et Gierde, og saae ud over en viid frie Udsigt i den dejlige stille og varme Luft. Af saadanne smaae Fornøjelser har jeg dog mange; jeg skiønner ogsaa temmelig derpaa, og lever vel; thi om endog hver Dag har sin Plage, saa har igien især næsten hver Aften sin Salighed, — som ikke blot er den „idylliske" Fred, men som er en Guds Fred, og mangen Gang „overgaaer al Forstand" — dog ikke Deres, thi De veed hvad jeg taler om. Imidlertiid er jeg eenig med Dem, som i saa meget andet, saa ogsaa i en vis Inclination til Vinteren. Jeg troer ikke, denne kommer aleene af den Friehed for Adspredelser, som vel i Almindelighed kan være os større om Vinteren, men jeg har ogsaa enkelte Tiider om Sommeren, da jeg har vel saa meget af denne Friehed, og som dog ikke ere mig saa kiære. Jeg troer, at der heri ligger en vis Kiærlighed til Natten skjult, som nogle Mennesker have — thi Soelen er denne Verdens Fyrste og en Fader til Tummel og Uroe og jordisk Frygt, naar derimod Natten har noget moderligt Trøstende for alle Heede Hjerter, hvorfor ogsaa Novalis har skrevet Hymner til Natten, og jeg en imod Soelen, ligesom jeg ogsaa med Jubel modtager den første rette Nat, jeg igien seer efter de saa lange, lange Dage.

Ved Øhlenslæger's ’Digte har jeg glædet mig overmaade over det meeste deraf, og indseer, at han har beredet mig en s. 70 endnu større Glæde, naar jeg anden Gang kan læse dem med meere Roe, end jeg i disse Dage har været Herre over. Jeg ønskede vel at kunne recensere ham; men jeg seer ogsaa, at jeg baade kun vanskeligt vil faae Tiid nu, hvis jeg skal arbejde paa mine Prædikener, og især at jeg vel neppe kan giøre det saaledes, at vi begge og at Sagen kunde være tjent dermed. Kunde jeg det, saa veed jeg vel, at det var en god Gierning; men til at giøre det nogenledes, udfordres en saa klar Anskuelse baade af det Skiønne, der er, og af hvad det er, man savner paa de Steder, som mindre tilfredsstille — hvilket ikke skal være sagt, som om jeg havde fundet saa meget deraf — at jeg frygter, jeg ikke vil være dette Arbejde voxen. Vil De være saa god at takke Øhlens. ret meget paa mine Vegne, og sige ham, at dersom jeg ikke recenserer ham — hvortil jeg dog ikke endnu opgiver Villien — da maae han ingenlunde troe, at det er af Ligegyldighed imod ham, eller mod Poesien, eller mod hans Digte; men skeer det ikke, da er det kun fordi det indvortes Lys er blevet mig nægtet i den Klarhed, at jeg kunde det, og at jeg altsaa ikke har skullet det. — Hvad Dem selv angaaer, kiæreste Nieæ! da har De den fuldkomneste Ret til „at tale med". Tael De kun, saa ofte De vil og om alt hvad De vil; thi iblandt de Fuldkommenheder, jeg beundrer hos Dem, er ogsaa den, at De altiid saa rigtigen veed Tiid og Sted, og at jeg over Deres saa inderlige og fyrige Væsen aldrig har seet den mindske Skygge af „Affectation".

Der er endnu adskilligt i Deres Brev, som jeg skulde svare paa, men jeg maae giemme det til en anden Gang, da jeg gierne vilde levne mig Tiid til at afskrive Dem et lidet Vers om den yderste Dag *) , som jeg skrev sidste Efteraar, da der skecde saa mange „Tegn i Soel, Maane og Stjerner", at vel endog den, der mindre længtes derefter end jeg, kunde falde paa, at Verden skulde forgaae. Jeg har nok sagt Dem, s. 71 at naar Jorden synes mig altfor flau og kiedsommelig og jordisk, er det min Trøst at tænke mig, at med eet de forborgne Kræfter begyndte at røres og de bundne Magter bleve satte i Friehed, og hvorledes da midt i al denne Himmelens og Jordens Basun-Tone den stille herlige himmelske Aabenbarelse traadte frem, og alting blev Fred ved den Stemme: Kommer hid, I min Faders Velsignede. Dette skal jeg maaskee engang udføre i et andet Digt, hvortil dette kun er en Slags Fortale *) . —

Jeg giør mig Umage, min bedste og kiæreste Veninde! for at fortjene Noget af Deres Godhed, thi jeg kan dog ikke nægte, at den, uagtet alt det Glædelige, den har, ogsaa har noget Ydmygende for mig — De kiender langt fra ikke alle mine „Uartigheder" saa vel, som De selv tilstaaer, jeg kiender Deres. Gud velsigne Dem for alt det Gode, De er og De giør!

Deres
J. P. Mynster.