Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Jakob Peter Mynster (1775-08-11/1854-01-30)

Spiellerup, KI. 2.

Her sidder jeg da nu som Giest i mit eget Huus, og jeg kan ikke sige Dig, hvilke Følelser der fremkomme ved at see den gamle kiere Gaard igien omtrent i den Skikkelse, hvori jeg havde den, og jeg vilde ret ønske, at Du nu kunde see den. L. *) havde ikke blot ladet den forfalde, men ogsaa forqvaklet den, bygget dumme Skure, ladet Haven groe til, saa at Alt saae mørkt og trist ud. Nu er alt dette taget bort, og jeg seer igien de gamle venlige, høie Værelser. Kun Dagligstuen er anderledes; den har vundet ved at faae gibset Loft, men tabt ved at have nøgne hvide Vægge, og ved en Flytning af Kakkelovnen. Jeg hører med Fornøielse, at man ikke finder sig tilfreds med en Forandring ved Havestuen, men tænker paa atter at sætte Døren, hvor den var i min Tiid.

Mere har jeg nu ikke Tiid til at fortælle Dig. Jeg vil endnu kun sige Dig, at jeg er sieleglad, og Intet ønsker høiere, end at Du maa være ligesaa. —

Aften, Kl. 11.

— Jeg har været meget omkring i Sognene for at visitere Skolerne; der ere skeete store Forandringer, Byerne ere blevne udskiftede, saa man neppe kan kiende dem mere, de Fleste, jeg spørger om, ere døde og borte, men der ere dog Nogle tilbage, og Du kan troe, det er en Glæde, naar vi mødes. Saaledes overraskede jeg en gammel Bonde, jeg mødte paa St. Taarøye Gade, ved at sige til ham: Thomas Rasmussen! og han paaskiønnede ikke lidet, at jeg endnu kunde kiende ham. De 3 Gaardmænd i Spiellerup, som endnu ere tilbage fra min Tiid, giorde mig i Eftermiddag et Besøg, og jeg maatte ind til min gamle Nabo Poul Andersen og see „Moder“. Hun gav sig til at græde, da hun saae mig, og jeg havde nær s. 181 giort det Samme. Om min Kone spurgte de først eg sidst, hun maatte endelig komme engang igien eg besøge dem. Ogsaa endeel fattige Folk af mit gamle Bekiendtskab have besøgt mig, og det har kostet mig endeel Penge, især til min troe Avlskarl, som nu er syg og daarlig. Her i Huset er det overmaade godt og fornøieligt (Plums lille Pige kan ikke faae ud af Hovedet, at den fremmede Mand, der skulde komme, var Paven). — I Morgen skal jeg da i min gamle Kirke, og prædike, hver jeg først lærte mig til. Jeg veed, at de vilde have „maiet“ Kirken, eller pyntet den med grønne Grene som til Pintsedag; men det blev da lykkeligviis forhindret, thi saa havde vi slet ikke kunnet see hverandre.

Alt dette er nu en saadan sielden Lyksalighed; men ogsaa uden det Sieldne heri, kan Du gierne sige Enhver, at det er det bedste af alle Embeder at være Biskop, og saaledes at gaae omkring og tale og høre i Kirkerne, hvor man træffer nogenledes skikkelige Præster og Menigheder, naar man ellers i sit Hierte har Kierlighed til Gud og Mennesker (hvorom just Plum i Morgen vil prædike, og hvorom altsaa jeg ogsaa skal tale). Thi dette maa være der; man maa have ret Kierlighed til Gud og Guds Ord, saa man aldrig bliver keed af at tale derom, og Kierlighed tilMennesker,saa man kan glæde sig over skikkelige Bønder, der staae andægtige i deres Stole og høre til, over Bønder-Karle og -Piger, som gierne vil svare saa godt de kan, og mangen Gang faae en Taare i Øiet, og over smaa Børn, som kan deres Lectie. —