Danmarks Breve

BREV TIL: Jens Paludan-Müller FRA: Jakob Peter Mynster (1839-01-11)

Til Biskop Paludan-Müller.
Kjøbenhavn, 11te Jan. 1839.

Det er længe siden, høiærværdige Hr. Biskop! at vi hørte fra hinanden *) . Jeg veed ikke ret, hvorledes det er tilgaaet, at vore Meddelelser ere blevne saa sieldne, siden De flyttede til Aarhuus — thi Distancen kan det dog ikke være. Men Enhver føler nok, hvor vanskeligt det er at komme til Noget, som Øieblikkets Nødvendighed ikke driver til. Saaledes vil jeg ogsaa strax tilstaae, at det er en bestemt Anledning, der nu bringer mig til at skrive disse Linier.

Deres Høiærværdighed veed, at Sagen om Sognebaandets Løsning i Roeskilde fik et Udfald, der for mig var ligesaa uventet som glædeligt; uventet — thi hvo skulde ikke ventet, at nuomstunder Pluraliteten skulde have forenet sig om at forlange eet Baand mere løst? og det tegnede sandelig i Begyndelsen ikke til Andet, end at Forsamlingen meget gierne vilde gaae ind paa dette Andragende; men at dette ikke skeede, var mig vistnok, af de Grunde, som jeg har fremsat under Forhandlingerne — hvilke nu ville være i D. H.s Hænder — meget glædeligt.

Sagen er saaledes vel for Øieblikket sat i Bero; men ligesom man kan være forvisset om, at Vedkommende igien ville sætte den i Bevægelse, saaledes formener jeg, at det bør komme under Overveielse, om der ikke fra Geistlighedens Side skulde være Noget at foretage i denne Anledning, og da helst i næørværende Øieblik, da det kan skee frivilligt.

Saa overbeviist som jeg er om, at Sognebaandet ikke vil kunne løses uden største Skade for Kirke og Stat, saa vide vi dog alle, at Omstændighederne paa adskillige Steder ere saadanne, at Menighedens Medlemmer kunne have Grund til at ønske, ved de vigtigste Anledninger at benytte en anden Præst. Skiøndt der nu i denne Henseende kan erholdes Dispensation, s. 189 saa er dette dog noget vanskeligt og temmelig bekosteligt, naar Dispensationen skal søges hos Cancelliet; og det synes derfor, som om Adgangen hertil kunde og burde lettes.

Mit Forslag er: at Biskopperne skulde bemyndiges til, efter indhentet Erklæring fra vedkommende Præst og Provst at meddele dem, der begiere det, Dispensation til at lade deres Børn confirmere og selv at communicere i andet Sogn; dog under den Betingelse, at Confirmanden, forsaavidt han er forpligtet til at søge offentlig Skole, skal ved den Halvaarsexamen, der gaaer forud for Antegnelsen til Confirmations-Forberedelsen, være i sit eget Sogns Skole befunden værdig til at udskrives af Skolen; og at de, der have erholdt Dispensation for at kunne communicere i andet Sogn, skulle, inden Udløbet af det første Aar derefter, fremlægge Beviis for, at dette virkelig er skeet, da Tilladelsen ellers ikke skulde være gyldig; men at i Øvrigt Vedkommendes Forhold til deres Sognepræst skulde blive uforandret. Saafremt Biskoppen fandt, at Dispensationen ikke burde meddeles, eller havde Tvivl desangaaende, da vilde Sagen være at andrage for Cancelliet.

Det er ikke min Mening, at denne Bemyndigelse til Biskopperne skuldegives medstor Ophævelse,saa atmanligesom indbød Folk til at benytte den derved aabnede Adgang, men ved et Rescript, som kunde bekiendtgiøres i Collegialtidenden. Man tør vel haabe, at Biskopperne ikke vilde være for facile i at tilstaae Dispensationen, men at de heller ikke vilde giøre Vanskeligheder, hvor de kiendte Omstændighederne som saadanne, at Vedkommende kunde have skiellig Grund til at ønske at kunne benytte en anden Præst.

D. H. vil af Forhandlingerne i Stænderforsamlingen see, at selv de Mænd, der ivrigst talede mod Sognebaandets Løsning, doghaveønsket, atAdgangen til aterholdeDispensation blevgiortlettere, ogjeg lovede ogsaa, at jegskuldevære betænktpaaat indgiveet Andragendedesangaaende.Men forinden jeg gaaer videre i Sagen, udbeder jeg mig af D. H. den Godhed, at De vil meddele mig Deres Tanker s. 190 derom; thi skiøndt det i flere Henseender synes mindre hensigtsmæssigt, at Biskopperne i Forening indgave en Forestilling desangaaende, vil det dog være mig af Vigtighed, forinden at erfare mine ærede Collegers Mening derom.

Endnu er der een Tanke, som ofte har foresvævet mig, men som det falder mig vanskeligt at bringe til Modenhed. Gudskeelov, at der nu dog kun gives faa Præster, der føre et egentlig forargeligt Levnet; men vi vide dog alle, baade at der gives Saadanne, og at det er meget vanskeligt, næsten umueligt, at skaffe saa fuldstændigt juridisk Beviis imod dem, at det, under Domstolenes nærværende Stemning, kan nytte at sætte dem under Tiltale. I Tillid hertil ere de Trodsigste iblandt dem endog nærved at tilbagevise Irettesættelser, og vandre meget trygt frem paa deres egen Vei. Men da dog Præster i Henseende til deres Levnet bør være en strengere Control underkastede end andre Embedsmænd, saa troer jeg, at det vilde være gavnligt, dersom vedkommende Landemode kunde danne en Jury, der over Præster — og da tillige over Skolelærere — kunde afsige et: Skyldig eller: Ikke skyldig, eller tilkiende dem en Irettesættelse eller en med Trusel om yderligere Straf forbunden Advarsel.

Jeg veed vel, hvor meget der vilde udfordres for at bringe denne Idee i saadanne Former, at den kunde bringes til Udførelse; imidlertid have dog de Jurister, med hvilke jeg har talt derom, ikke været utilbøielige til at gaae ind derpaa. Juridisk Hielp vil jo ogsaa behøves for at uddanne Ideen, og jeg beder derfor D. H. kun at ansee denne Deel af mit Forslag som en foreløbig henkastet Tanke, men om hvilken jeg dog gierne vilde erfare, hvorvidt den tiltaler Dem.

Til denne lange Skrivelse føier jeg endnu de bedste Ønsker for Deres Velgaaende, og Forsikkringen om den Høiagtelse og det Venskab, hvormed jeg uforanderligen er

Deres Høiærværdigheds
ærbødigst hengivne
Mynster.