Danmarks Breve

BREV TIL: Hector Frederik Janson Estrup FRA: Jakob Peter Mynster (1840-01-23)

Til Estrup.
Kjøbenhavn, 23de Jan. 1840.

Naar jeg tillader mig at oversende Dem, høistærede Ven! disse Sørgetaler over vor tabte, uforglemmelige Konge, saa s. 193 har De maaskee allerede seet dem; men de skulle ogsaa kun afgive et Beviis paa, at Kongsdals Eier ikke er bleven fremmed for min Tanke, og gienkalde mig i venskabelig Erindring.

Jeg paaskiønner det som en Velgierning af Forsynet, at det dog blev mig forundt at kunne ledsage min Konge, med hvem jeg har fulgtes i saa mange Aar, til hans Hvilested. Reisen har heller ikke skadet min Reconvalescents, som er i saa god Tiltagende, at jeg tør haabe snart at kunne erklære mig for frisk *) .

Til de mange store Forandringer, som man hver Dag bebuder os, hører man intet Videre, og Gud bevare os kun for altfor hurtige Forandringer, hvor stort Hastværk endog Bladene have.

Ved at nævne disse, erindrer jeg det Anfald, Prof. David har giort paa min Paastand om, at Kongen ved sin Nærværelse i Wien frelste Danmark fra Opløsning. Jeg kiendte dengang saa nøie til Sagernes Stilling, at jeg meget rolig henskyder mig under Historiens Domstol, naar engang Forhandlingerne fuldstændig komme for Dagens pys. At ikke blot Wiens Borgere, men at ogsaa Keiser Alexander sagde til Kongen: Vous avez gagné tous les coeurs, er ogsaa bekiendt nok. —

Estrup skrev i sit Svar af 27de Jan:

— Mine Tanker ere hver Dag hos den gamle Konge, — først ved hans Død har jeg ret følt, hvor kjær han var mig; — men ikke vare mine Tanker nogen Dag mere levende, end da jeg igaar læste Deres Sørgetaler. Der er Sandhed, og Taleren har grebet og følt Sandheden — deri ligger en Tales største Kraft. — Hvad angaaer Paastanden, at Frederik VI. frelste Danmark fra Opløsning ved sin Tilstedeværelse i Wien, da tilstaaer jeg, at det er besynderligt, at der efter de s. 194 forskjellige Tractater i Kiel kunde være Tale i Wien om en yderligere Deling af Monarchiet, og jeg har heller ikke læst Noget derom i trykte Skrifter. Men jeg erindrer at have læst derom i en Memoire, som tilskrives en ophøiet Person, og hvori det blev mig tilladt at læse en halv Times Tid. —