Danmarks Breve

BREV TIL: Gerhard Peter Brammer FRA: Jakob Peter Mynster (1847-02-10)

Til Biskop Brammer.
Kjøbenhavn, 10de Febr. 1847.

Ligesom disse Linier skrives i Velbefindende, saaledes haaber jeg ogsaa, at de træffe Deres Høiærv. og Familie i ønskeligt Belgaaende. Det vilde være for seent, dersom jeg nu vilde komme med en Nytaars-Gratulation, men derfor skulle dog mine bedste Ønsker ledsage den Tanke, hvilken jeg nu, som ellers ofte, henvender til Aarhuus Bispegaard.

— Med megen Glæde erfarer jeg, at D. H. er paaskiønnet og elsket i den store Kreds, i og for hvilken De nu har at virke. Hvad mig angaaer, da tør jeg vel glæde mig ved Tillid og Kierlighed hos den største Deel af Geistligheden i mit Stift; men der ere ogsaa Mange, der ligesaa lidt ere tilfredse med mig, som jeg med dem. Den urolige Trængen, der nu yttrer sig i stedse stigende Progression, og som dog egentlig gaaer ud paa at faae den danske Kirke opløst i lutter enkelte Partier, hvis Høvdinger skulle have Frihed til at indføre nye Læresætninger og nye Skikke efter eget Godtbefindende: s. 207 den kan jeg ikke sympathisere med, og den kan jeg ikke Andet end modstaae. Saaledes har jeg just nu maattet skrive en lang og, hvis man vil, streng Betænkning imod et Andragende fra Formanden for det saakaldte Roeskilde Convent — der dog for største Delen kun var besøgt af Saadanne, der høre til samme Partie, som Formanden — om Tilladelse til at indføre det bekiendte Prøvehefte ved Siden af Psalmebogen og det autoriserede Tillæg. Hvad man endog vil dømme om bemeldte Prøvehefte, saa er det dog aldeles ikke indrettet som et Tillæg til Psalmebogen, og blev dette først bevilget, vilde man snart faae Andragender om mange andre Samlinger af Psalmer, som man kunde faae isinde at anprise. Men hvor alvorlig endog min Protestation er, tør jeg, under Regeringens nærværende svage og vaklende Tilstand, ikke forudsige Udfaldet.

Men det Værste er de fremkommende Secter, og den Begunstigelse, den nærværende Tænkemaade yder dem. Det er let at tale om Religionsfrihed, og man vil jo ikke heller gribe ind i Nogens Samvittighed, ikke tvinge Nogen til Deeltagelse i vor Kirkes Gode, gierne lade ham opbygge sig selv og sine Venner, som han finder for godt, eller lade ham flye Alt, hvad der kunde tiene til Opbyggelse, hvis han saa vil; men at Enhver skal kunne opkaste sig til omflakkende Prædicant, at Børn skulle kunne holdes ude fra ethvert Religionssamfund og fra al Skole-Underviisning, og at al Orden og Tugt skal kunne afkastes, gaaer dog ikke an, og der maa dog et Sted være en Grændse, som det ikke er tilladt at overstige, og hvor altsaa Overtræderen maa tvinges ved Straf. Vi have nu faaet en ny Sect af Giendøbere, hvorom D. H. vil have seet Noget i Kirketidenden. De giendøbe ogsaa Baptister, paastaae, at den rettelig Døbte ikke kan synde, ville aldeles ikke sende deres Børn i Skole, og aldeles Intet have med Statskirkens Præster at skaffe, hvorfor de ikke ville lade sig vie, men erklære, at Menighedens Samtykke er tilstrækkeligt til et Ægteskabs Gyldighed. Denne Sect, som kalder sig „de hellige Brødre og Søstre“, er fremkommen ved nogle svenske s. 208 Prædicanter, der droge igiennem Landet, men dens ivrigste Propagandist var en Mand fra Langeland. — Jeg veed ikke, om vore Liberale ville finde, at man ogsaa skal lade saadanne Lærdomme uhindret udbredes i Folket.

Det er Tider, hvori vi ideligen maae være beredte til Kamp og Striid; Gud give os at være iførte Hans fulde Rustning, og at befindes som gode Jesu Christi Stridsmænd!