Hornemann, Jens Wilken BREV TIL: Mynster, Jakob Peter FRA: Hornemann, Jens Wilken (1799-09-11)

Fra Samme.
Paris, 11. Sept. 1799.

Dine Breve have mange gobe Egenskaber: de veeb at finbe mig, hvor jeg end er i Verben (det siste gik til Montpellier, og da jeg var løbet derfra, fandt det mig i Paris), de love mig Penge, de sige mig- mange smukke Ting med faae Ord, og endelig de viise mig, hvor nyttig Naturhistorien eller i det mindste mine naturhistoriske Collegier ere; thi Lignelser som de om Poa vivipara og Sviin med Peber i Halsen vilbe evig være blevne uopdagede, dersom jeg ikke havde givet et Privatissimum over Botanik og Zoologie.

— — — At jeg fra Kierlighedens Korsdrager er omskabt til en Prinds, der ikke finder sin Lige i „Tusind og een Nat", behøver jeg vel ikke at fortælle Dig. Imidlertid har det lykkelige Ultimatum fra min Zemire ikke havt den Indflydelse paa mig som paa Azor; thi naar jeg undtager mit kosmopolitiske Hoved og mine sorte Favoritter, gaaer jeg endnu omkring i samme Gestalt, hvormed jeg fordum vandrede fra Admiral- til Amaliegaden; ja endog den blaae Kiole, hvormed jeg i hiine Dage stadsede i Kjøbenhavn, er enbnu min daglige Stabs. Hvad det indvortes Menneske derimod angaaer, da har det meget forandret sig. Verden, der før forekom mig som en mørk Bielefelder-Hule, er mig nu et lyst Panorama, vel saa skiønt som det, man seer paa Boulevarderne; Menneskene ere ikke længer dumme, Pigerne ikke gruesomme, og jeg selv hverken mørk eller dum eller gruesom. Det værste er, at jeg ikke har anden Hielp end Imagination og Drømme for at omfavne min Pige, og bestandig maae see igiennem 2 Aars Taage for at faae Syn paa den glade Løverdag, da vi for s. 251første Gang skal see hverandre som Elskende. Jeg havde dog ventet, at dette skulde stee om ikke i Vinter, saa dog til Foraaret; men saa kom Du med dine forbandet fornuftige Propositioner om Rehseforlængelse, og tilforladelig, hvor ofte jeg har fundet Fornuften gal, havde jeg dog aldrig troet, at den saaledes kunde gaae fra Forstanden. — Ved denne Leylighed falder det mig ellers ind — som jeg saa ofte har tænkt paa — atdet er besynderligt, at, medens Ole og jeg og kort sagt heele Verden elsker, tilbeder, frier og forlover sig, lever Du, som om Du ikke var af Kiød og Blod, og hverken frier eller elsker eller forlover eller hænger Dig. Er det den kolde Fornuft, eller en grum Skiæbne, eller os triplex circa pectus, eller Professor Bangs „Formaninger til sin Søn, som skal gaae ud i Verden", ^*)„Medd.", S. 83. som lærer Dig denne viise Galstab eller gale Viisdom? — Du vil dog vel ikke giøre Voltaire aldeles til en Løgner, thi jeg har hidtil troet, at, har han end sagt Usandheder i Hobetal, har han dog sagt Sandt, da han skrev paa Amors Skøtte: qui que tu sois, voilà ton maître ; il le fut, il l'est ou doit l’être.

Jeg er nyelig kommen tilbage fra min indenlandske Udenlandsreyse, og tilsist lidt kied af den megen Omflakken, den evige Æden og Drikken og den uophørlige Klagen og liden ægte Republikanisme; dog maae jeg, hvad det siste angaaer, undtage de sydlige Provindser.

Jeg boer nu igien i Rue de la loi maison de Bretagne, og venter mig en interessant Vinter her i Paris. Vi agter nu at slaae Haanden af Hollænderne, da de opføre sig som nogle Æsler.

Hils alle.

Hornemann.

M. C. B. ^**)Bruun. er her hos en Boghandler og lever ret vel; han er endog bleven feedere og smukkere.