Danmarks Breve

BREV TIL: Jakob Peter Mynster FRA: Karen Margrete Rahbek (1805-07-08)

Fru Rahbek til Mynster.
Bakkehuset, 8de Julii 1805.

Tusind Tak, kiæreste, fortræffelige Onkel! for al den Glæde, De har giort mig med Deres lange Brev. Jeg troer aldrig, at jeg kan vise mig taknemlig nok imod Dem for al den Trøst og Glæde, De giver mig. — Det er mig ogsaa til usigelig megen Trøst, at jeg tør sige Dem saa meget om mig selv, som jeg, siden jeg mistede Adler, ikke har kunnet eller turdet sige til noget Menneske, uagtet jeg meget ofte har havt stor Trang til det. —

Jeg kan jo, saadan som jeg kiender Dem og Deres Forfængelighed, godt indsee, at Deres Prædikener vil give Dem en heel Deel at bestille; men derfor troer jeg ikke, at det meget Arbeide er saa nødvendigt, som De troer, og jeg beder Dem s. 72 ret indstændigt, at De ikke maae tabe Modet. De bør ikke vente, at Deres Prædikener efter Fortieneste skulde blive paaskiønnede af Mængden; det har nok altiid været, og vil nok fremdeles blive saa, at det ret Ypperlige og Fortræffelige ikke har kunnet være noget for Mængden; den gaaer jo iblinde, og enten ikke vil, eller ikke kan see. For de Faa derimod, som De for Øieblikket kan virke paa, vil det vist ikke være Dem saa vanskeligt at finde Ord og Forestillinger.

Jeg har virkelig en Ahnelse af den „Guds Fred", som forekommer mig at være udbredt over Deres heele Væsen, og som saa uimodstaaeligen drager mig til Dem, da det er mig, som om en ringe Grad af den ogsaa kommer over mig, naar jeg er hos Dem. Gid jeg dog engang kunde faae Dem overtydet om, at jeg har Ret om Dem, og at jeg virkelig har den rette „Anskuelse" af Dem. — Jeg maae da ikke glemme at sige Dem, at den Hilsen, jeg havde til den „uomvendte Adam" (saaledes hedder han nu), ikke var saa ganske efter hans Sind. Han har bedet mig meget, at jeg endelig maae faae Dem til at recensere ham; men jeg tør jo dog ikke plage Dem meere, end jeg forresten giør det, og jeg maae jo finde det meget rimeligt, at De, naar De skal arbeide paa Deres Prædikener, ikke kan faae den Tiib, som De maatte have for at recensere ham saaledes, som han, hans Digte, De, og Deres Forfængelighed kunde være tient med. —

Deres
K. M. R.