Rahbek, Karen Margrete BREV TIL: Mynster, Jakob Peter FRA: Rahbek, Karen Margrete (1806-uu-uu)

Fru Rahbek til Mynster.
(Begyndelsen mangler.)
(1806.)

— Jeg har takket Gud, ligesaa meget for de Sorger og Bekymringer, som for de utallige Glæder, jeg har modtaget af hans Faderhaand. Jeg er mig desværre vel ikke bevidst, at jeg har brugt begge Deele efter hans viise Villie; men jeg har dog altiid, i Glæde og i Sorrig, bevaret et temmelig religiøst Sind, og stræbt at frygte og at elske Gud, — skiøndt jeg til visse Tiider har frygtet ham for meget, og elsket ham for lidet. Uden ham har jeg aldrig levet, og vil aldrig kunne leve, og jeg har det Haab, at han ikke kan forskyde et Hierte, som tidligt har sluttet sig til ham. — De veed nok, min gode Onkel! at jeg saa gierne siger Dem Alt, baade hvad der ængster mig og hvad der trøster mig. Men nu vil jeg lade dem være fri for denne Gang, og kalde paa Hufe, som vist længes efter at komme ind at læse. —

7de Jan.

De seer, min bedste Onkel! af hvad jeg skrev i Aftes, at jeg følger Deres gode Tilladelse, at maatte sige alt det Alvorlige, der falder mig ind. Alligevel vil jeg ikke see det igiennem, thi jeg vilde — efter Sædvane — skamme mig over det. I Dag føler jeg mig slet ikke alvorlig stemt, hvilket.maaskee især den Person, som sidder her i Kapellet og stemmer mit Klaveer, er Skyld i. — Fra Rahbek har jeg en „Charis" til Dem. Han er i denne Tiid nær ved at dræbe mig med lutter Giøglerie; han har opregnet for mig, hvorledes han nu i 8 á 9 Dage hver Aften skal være borte fra mig, næsten bares. 78for Giøglerie. De veed, jeg har siden min Barndom ikke havt ret Smag derfor, og jeg maae ovenikiøbet finde mig i, at min Giøgler — formodentlig ved Giøgle-Konster — har forført Hufe til at gaae ind igien i Borups Selskab, saa at han forleden Aften, istedetfor at læse for mig, gik ind at besøge Rosing’s. —

Om mig selv maae jeg endnu sige Dem dette, at jeg i denne Tiid fornøier mig meget ved at læse i Tasso, som jeg hidtil saa godt som slet ikke har kiendt noget til, fordi Dante og Petrarca og Guarini har givet mig saa meget at bestille, at jeg ikke er kommen videre. Jeg har ogsaa den ganske gode Skik, at jeg læser en rigtig god Bog saa længe, til jeg bliver meget nøie kiendt med den, og da nu især Dante fra Sprogets Side virkelig er meget svær, saa har den taget mig megen Tiid bort. Det er Tassos Gerusalemme liberata, jeg læser, og den interesserer mig i saa høi Grad, at jeg ordentlig kan have det godt, naar jeg om Aftenen maae sidde ganske eene, og jeg læser i den, — saa godt, at jeg føler mig forpligtet til at være meget artig. Jeg har virkelig det Haab, at jeg engang kan komme til nogenlunde at fortiene, at De er fornøiet med mig, og „glad over mig". Men at det vil koste mig stor Umage, inden jeg kommer saa vidt, mærker jeg nok; thi Fristelsen til at være uartig er rigtignok forfærdelig stor, og jeg er heller ikke just meget længe artig ad Gangen.

At De, naar De skriver til et Fruentimmer, kan komme til at sige, at Ingen uden Fruentimmer due til at skrive Breve, finder jeg ganske rimeligt; men jeg kan slet ikke være eenig med Dem deri. Giebichenstein ^*)Fru Steffens. er det eeneste Fruentimmer — blandt alle dem, jeg kiender — som efter min Meening har noget Begreb om, hvad et Brev skal være; ellers er der gierne — naar det ikke er reent Pølsesnak — saa megen Affectation, Forfængelighed, og jeg veed ikke alt, i deres (vores) Breve, som dog er langt fælere, end den Viisdom, der kan være for meget af i Mændenes. —

Siden jeg ikke har noget Bedre at sende Dem til Nytaarsgave, skal De have en af mine tørrede Blomster; den er rigtignok guul, men den er dog ganske smuk alligevel. — Jeg vilde gierne passiare længere med Dem, men, med Guds Hielp, seer jeg Dem jo nu snart. — Rahbek og Hufe hilse Dem meget.

Deres
Karen Margaretha.