Danmarks Breve

BREV TIL: Karen Margrete Rahbek FRA: Jakob Peter Mynster (1806-02-23)

Spiellerup, 23de Februar 1806.

Kiære Veninde!

Da min Kiøresvend Matthias skal begive sig paa Vejen til Kjøbenhavn med et Læs Hvecde, saa skal han tillige bringe Dem denne Epistl med, som jeg er vis paa, efter Sædvane at faae betalt langt over dens Værdie. Alt hvad jeg veed at fortælle Dem er, at dersom jeg ogsaa i Morgen faaer Lov dertil, saa har jeg i 14 Dage ført et meget ærbart Levnet, ikke een eneste Gang spillet Lhowbre, ikke een eneste Gang været ude af mine Sogne, eg næsten heller ikke snakket med Nogen, uden med mine Huns- og Sognefolk. — I dette Øjeblik s. 83 bringer Ifr. Ruhe mig en Optegnelse paa adskillige Ting, hun behøver, hvoraf jeg, dersom jeg ikke glemmer det, skal lade medfølge en Linie, da jeg ikke veed, om De veed, hvorledes hun skriver „Fisk". — Jeg lever altsaa, som ovenfor meldt, adstadig nok, læser ogsaa meget baade i Folianter og Duodezer, men skriver intet af Betydenhed; det vil nu komme an paa, om Biskop Bojsen’s nye Liturgie kan giøre mig saa vreed, at den bevæger mig til at skrive; thi Luther sagde ikke uden Grund, at naar han vilde skrive noget, som skulde due, da maatte han først gjøre sig ret vreed.

Det Bedste, jeg i denne Tiid har læst, er „Sternbald’s Wanderungen" af Tieck, som er en særdeles god Bog, og hvori der staaer nogle overmaade dejlige Vers. Jeg har ogsaa faaet Tieck’s „poetisches Journal", som jeg glæder mig til. Da jeg har den til Laans fra „den lille Professor Worm", saa maae jeg, i Anledning af Deres Spørgsmaal om ham, svare, at jeg vel har været i Selskab med han: før, men dog ikke kiendte ham. Han er et godlidende Menneske, og har lært meget for sin Alder; men jeg frygter, at han staaer Fare for, efter smaae Vidunderes Maade, at adspredes for meget i for mangeslags Ting, ikke saa meget i for mangeslags Lærdom — thi deri er for stor Mangfoldighed bedre end for liden — som i en Hob af disse Tiiders Forfængelighed. Imidlertiid har han den Undskyldning, kun at være 24 Aar gammel, fremdeles ogsaa den Lykke, at jeg godt kan liide ham. — Fra Oehlenschläger har De dog nu vel hørt, og jeg kunde altsaa maaskee spare min Trøst; imidlertiid vil jeg dog bede Dem betænke, inden De bliver bange, hvor let et Brev kan forkomme paa Vejen imellem Halle og Kjøbenhavn; fremdeles, at, da han efter sit seeneste Brev til Dr. Ørsted var ifærd med at reenskrive sin „Hakon Jarl" for at hidsende den, saa kunde det og være mueligt, at han havde givet en eller anden Rejsende den med tilligemed Breve, og at da denne Rejsende kan have paa Vejen forliebet sig i Hamburg, eller brækket sit Been i Hadersleben, eller paa tusinde andre Maader være bleven s. 84 opholdt. Men kiærest skal det rigtignok være mig, om denne Trøsteprædiken allerede maae være ganske forgiæves. —

6

Jeg maatte her standse for at spise, og da i det samme Bispens omtalte Liturgie blev mig sendt, saa kunde jeg umueligt modstaae Fristelsen af saa interessant en Lecture; jeg har derfor giennembladet den, og er vreed.