Danmarks Breve

BREV TIL: Karen Margrete Rahbek FRA: Jakob Peter Mynster (1806-05-05)

Spiellerup, 5te May 1806

Kiæreste Veninde!

Efter skammeligen at have forsovet mig, og efter at have læst nogle kiedsommelige Aviiser, har jeg atter læst Deres sidste Brev, og atter glædet mig derover. Hvad har De dog at undskylde? At De med saa megen Godhed anvender saa megen Tiid — thi hvor hurtig en Pen De endog er, saa maae det dog koste Dem endeel Tiid — for at skaffe mig eu af de kiæreste Fornøjelser, jeg har, nemlig at høre noget fra og om Dem? at De samler en Mængde smaae Efterretninger sammen, hvilke just ere de, jeg helst ønsker at viide, og skriver dem saa nydeligt? — De kan ogsaa troe, at alle Efterretninger om Dem selv interessere mig meget, skiøndt det ikke kan fornøje mig at viide, De endnu er saa asthenisk. Jeg kan ogsaa gierne beklage Dem, at De faaer for mange Visiter, uagtet det dog baade viiser Folks Skiønsomhed og tillige er godt. De skal rigtignok have Eensomhed, som De saa vel forstaaer at nyde og at bruge, men Conversationen med mange og mangeslags Mennesker regner jeg iblandt Deres Embedspligter. Thi De er ikke, som De er, for at De skulde sættes under en Skieppe; men da man dog ikke kan faae Dem ud af Huset og sætte Dem som en Stad paa et Bjerg, der ikke kan skjules, saa maae man i det mindste i Huset sætte Dem paa en Lysestage, og da er det godt, naar der af og til ere Mange i Huset, som De kan lyse for. Anseer De dette for blotte Narrestreger af mig, eller for Smigrepræsterier? Jeg forsikkrer Dem, jeg meener det alvorligere, end De vel troer. En af Deres Bestemmelser i Verden er just at tale med Folk, hvorved De giør dem ikke blot Glæde, men ogsaa Gavn. Dersom De, uagtet al Deres Ydmyghed, vilde erkiende noget af den Sandhed, som ligger heri, saa vilde De ogsaa derved kunne trøste Dem, naar De undertiden klager over, at De ikke lever Andre til Gavn eller Glæde. Thi hvorfor skal man just kunne beregne, hvor mange Volumina Gavn man s. 90 Har skrevet, eller hvor mange Tønder Gavn man har høstet af sine Agre? Det Umærkelige er ofte meget mærkeligt, og De har vist havt megen og gavnlig Indflydelse paa mange Mennesker; jeg vilde ogsaa have megen Gavn af, dersom jeg oftere kunde tale med Dem, og oftere blive levende ved Deres Liv, da jeg vel erfarer, at det ofte bliver saa koldt som i en Jiskiælder, ikke i mit Inderste, men i, jeg veed ikke hvilken Region, som er imellem det Inderste og det Yderste.

De kan troe, jeg er meget glad ved det Gode, De har sagt om min Bojseniade. Noget af deres gunstige Dom om Udførelsen tilskriver jeg rigtignok Deres Partiskhed; men at De er tilfreds med Indholdet, veed jeg nok ikke kommer blot deraf. Men kan saa De eller noget Menneske fortænke mig, at jeg er saa inderlig glad over at have en Niece, der er saa eenig med mig om saadanne Ting? —Jeg ønsker meget gierne, at min Afhandling maae komme i „Minerva"; men jeg veed vel, at Folk nu ikke bryde sig meget om liturgiske Piecer, og at jeg desuden er et „i den lærde Verden ukiendt Navn."