Mynster, Jakob Peter BREV TIL: Rahbek, Karen Margrete FRA: Mynster, Jakob Peter (1806-09-20)

Spiellerup, 20de Septbr. 1806.

— Det maae ikke forundre Dem, om Dante falder mig sværere end Dem, da der er en stor Forskiel paa at læse ham, naar man kan Italiensk, og naar man ikke kan det. Det Bedste, jeg ellers har læst i disse Dage, er de to første Fortaler til den weimar'ske Psalmebog, som staaer i den 4de Deel af Herder. Fornemmelig har jeg glædet mig over de deri anførte Ord af Luther. Luther er en af de meget Faa, som siger mig Noget, der synes mig Nyt — endog det Bekiendteste og oftest Gientagne synes mig nyt hos ham (istedetfor ofte ellers omvendt); dette kommer vistnok deraf, at han aldrig har sagt eet eeneste Ord blot efter Andre, men har forsøgt Alt, hvad han sagde, først i sit eget herlige, frie og dybe Sind; derfor vidste han det saa sikkert, og kunde sætte Alting derpaa. Af ham har jeg meget at lære, thi hos ham gaaer Alting ud paa vis og glad Besiddelse ɔ: Troe, istedet for at den nyere Religiøsitet har tabt sig saa meget i blot Længsel. Det er migs. 95derfor af stor Vigtighed ved enhver Ting, hvad Luther har lært derom, fordi jeg veed, hvilket fortreffeligt Menneske han var, og hvor nøje og inden i sig selv han prøvede, inden han lærte.

Nahbeks nye Rector-Speculationer giør mig meget ondt. Jeg kan rigtignok ikke bedømme, hvorvidt det er nødvendigt, men R. vil neppe selv kunne nægte, at han driver Flyve-Lysterne lidt i det Store. At De har Aarsag til nødig at ville fra Bakkehuset, tilstaaer jeg Dem vistnok, jeg haaber ogsaa endnu en eller anden Vending, hvorved Rahbek seer anden Vej, og jeg har ogsaa en Slags Troe om, at den, som til Siællandsfaer er skabt, aldrig kan blive Jyde, om han endog selv vil; men skal det være saa, da er det i det mindste med Dem Guds Villie, og jeg veed, De har Mod nok til at underkaste Dem den, og selv i det, der ikke kan være Dem kiært, bevare den indvortes Glæde, som De jo selv har sagt, aldrig ganske forlader Dem. Jeg troer det ogsaa, hvad De siger i Deres sidste Brev, at Ingen af os kan blive ret ulykkelig, hvad der end skeer os; og takkede vi Religionen endog for intet Andet, saa var dette allerede ubetaleligt, og meere, end de fleeste Mennesker kunne sige.

Gud velsigne Dem, hvor De end er; Andet forstaaer jeg ikke at bede for Dem, som det sig bør, men dette beder jeg ogsaa idelig.

Deres
J. P. M.

s. 95Hilsen til Rahbek og Carl.

Biskop Nordal-Brun har skrevet mig til, og sendt mig sine Taler. Mulus malum scabit, siger Rahbek ikke ganske urettelig.