Danmarks Breve

BREV TIL: Karen Margrete Rahbek FRA: Jakob Peter Mynster (1806-11-04)

Spiellerup, 4de Novbr. 1806.

Min kiæreste Veninde!

Har De været saa god at opfinde nogen Undskyldning for mig, hvorfor jeg i den sidste Tiid har været saa forsømmelig til at skrive? Dersom De har gjort det, har De havt Ret, da jeg virkelig de sidste Postdage har været forhindret, fornemmelig den sidste ved at holde en Liigprædiken over min Sognefoged — den af mine Bønder, jeg nødigst vilde mistet, og over hvem næsten heele Meenigheden græd, da han blev begravet. Jøvrigt kan jeg i denne Tiid saa meget meere behøve at glæde mig over Dem, som der ellers i Verden kun er Lidt at glæde sig over; thi i disse „forbandet uroelige Tiider", som P. har meget Ret i at kalde dem, fkeer der saadan en Forstyrrelse i alle Planer og Udsigter, at, saa villig jeg end er til at underkaste mig, hvad der aabenbare skal saa være, og saa vel jeg endog troer i det mindste nogenledes at kunne forstaae, hvorfor det skal saa være, saa kan jeg dog slet ikke finde Forstyrrelsen selv glædelig. — Den stakkels „Giebichenstein" *) giør det mig ondt for, hun har lidt Ulejlighed af de Franske; men naar Ulykken er ovre, saa er hun saa meget riigere paa Erfaring. — Har man Intet siden hørt fra vore rejsende Venner i Sachsen? De faae dog Adskilligt at see, dersom de ikke maaskee strax ere rejste til Wien.

Baggesens Vers har rørt mig, fornemmelig fordi det er til Dem, ogsaa fordi jeg har Godhed for ham, og han virkelig nu er noget ulykkelig; men sagtens kommer hans Ulykke fra først af derfra, at han har troet, man havde Lov til at være saa ulykkelig, som man vilde, maaskee ogsaa, at det klædte smukt. Nu har han slappet sig saa meget og saa længe i fejg Klage, at han vel aldrig faaer Kraft til at lade være s. 97 at klage. Hvad han har sagt i Verset til Dem, har han vistnok meent; ogsaa er den heele Udtrhksmaade ham nu naturlig, saa unaturlige og forvirrede endog Udtrykkene i sig selv ofte ere. Man kunde egentlig ikke giøre ham det værre, end naar man tog ham paa hans Ord, og kaldte hans Væsen „et mat Hjertes Stræben". *)

Hermed følger Dante, med megen Tak for det lange Laan. Han har voldt mig endeel Umage, men ogsaa usigelig megen Glæde. Jeg har forundret mig meget over den Snak, at „Helvedet" skulde være den bedste Deel af hans Digt — hvilket da vel og de Fleeste kun snakke efter, fordi de ikke have havt Taalmodighed til at tæse videre. Der er rigtignok Meget, som kun er Philosophie, ogsaa Meget, som gaaer saaledes ind i de Tiiders Detail-Historie, at det nu i det Højeste kun kan interessere en Italiener; men der er ogsaa Meget af ret himmelsk Poesie. — Jeg har moeret mig over den fornemme Tone, hvormed Meinhard taler om Dante, som om han maatte giøre Undskyldning for at han, for Antiqvitetens Skyld, underholdt et agtbart Publicum med noget Saadant, som dette Digt; og som om han maatte giøre det godt ved af og til at give sine Læsere lidt Spas til Bedste af sit Eget. I Grunden forestiller han sig dog, som de fleeste Andre, at Dante kun har skrevet dette Digt for at tilfredsstille sit Had mod adskillige Personer og Partier.

Hvor længes jeg nu efter igien at see Dem og tale med Dem! Men uagtet al min Længsel kan jeg dog ikke sige Andet, end at det er Ret, De ikke vil besøge mig paa min s. 98 Fødselsdag, siden Rahbek ikke kan komme med. Jeg forskrækker mig ogsaa over den utroelig høje Alder, vi efterhaanden opnaae; men naar jeg seer paa Dem, at man endnu i saa høj en Alderdom kan blive ved i Udvortes og Indvortes at være saa ung, og naar jeg dog ogsaa undertiden føler hos mig selv, at mit Inderste er endnu ligesaa barnligt, som det altid har været, saa synes mig dog, dette er ret glædeligt, og en Forvisning om, at Himmeriges Rige maae være vort.

Deres
J. P. M.

8de Decbr. 1806.

— Provst Engelbreth har temmelig vidtløftigen fortalt mig Indholdet af „Baldur hiin Gode", som har syntes mig dejligt; men naturligviis kan man af saa Lidet ogsaa kun dømme lidet. Heller ikke kan jeg just derefter sige Noget om Stykkets allegoriske Betydning; mueligt at der ikke i det Heele skal søges Andet, end det, som er i al hedensk Mythologie, naar den i Tragoedien er ført til sit Højeste, nemlig den dybe Sorg over det Godes Undergang, som den ubøjelige Skiæbne forstyrrer; hvis Modsatte da Christendommen er, der omtrent begynder med: at den Onde tog Alting i sin Pagt, men kun forglemte et spædt Barn, som laae i en Krybbe i Bethlehem. —