Danmarks Breve

BREV TIL: Jakob Peter Mynster FRA: Karen Margrete Rahbek (1809-03-11)

Fru Rahbek til Myster.
Bakkehuset, 11te Marts 1809.

Kiæreste Onkel!

Jeg sætter mig til Bureau’et for at styrte et Par Ord sammen, og for at begynde med noget Bedre end de forrige Gange, vil jeg fortælle Dem, at jeg er meget rørt over den store Ole *) , der rigtignok er en grumme rar og elskværdig Person. Dette har han virkelig viist i denne Tid, hvad Rahbek og mig angaaer, og jeg har ogsaa ret været Smigrepræst imod ham. Jeg er nu virkelig nogenlunde beroeliget over Rahbeks Tilstand, og jeg finder ham legemlig og aandelig bedre. Jeg længes nu meget efter at høre noget fra Dem; Rahbek spurgte mig i Dag, om Deres Lieutenant endnu sad i Deres Stue og eultiverede Dem med Arier, saa at De ikke kunde skrive til mig. Jeg foreslog ham, at han skulde tage ud til Dem, og sende mig Lieutenanten istedet — hvem jeg snart skulde curere. Jeg beklager Dem meget i Henseende til Deres Indqvarterings Plager, og har idelig Strid med Hufe, der slet ikke kan — eller ikke vil — begribe, at Indqvartering kan være til Besvær, naar man ikke har Mangel paa Levnetsmidler. Hufe er overalt, siden han er bleven Bibliothekar, vel saa stædig som tilforn. Forleden Aften, da han var i det Lune, kom jeg i en meget ivrig Dispute med ham om Brevskrivning. Han blev nemlig vred, fordi jeg, i Anledning af et Brev, jeg havde faaet fra Mad. W., og i Anledning af hans Ønske, at jeg maatte komme i ordentlig Brevvexling med hende, sagde, at jeg nok kunde have Lyst dertil, men at Correspondancen ikke interesserede mig, medmindre den var hyppig og uafbrudt, og at jeg af det Slags ikke kunde indlade mig paa mere, end den ene, jeg har. Han paastod, at man just skulde skrive sjælden, da Breve ellers nødvendig maatte blive flaue, og at det var meget urimeligt at skrive saa ofte, som jeg skrev til Dem. Jeg meente derimod, at det ikke kan nytte at skrive uden til Mennesker, der ere saa nøie bekiendte med hele Ens Liv og Levnet, at Alt, hvad der vedkommer En, kan antages at interessere dem. Jeg sagde endnu meget Mere herom, men jeg kunde ikke overbevise ham, uagtet jeg — efter Rahbeks Sigende — forsvarede min Sag meget godt.

s. 113 Jeg er saa artig, at jeg glæder mig til den første Forestilling af „Palnatoke", som der ikke er længe til. Men meest glæder jeg mig ved min Camoens (den store Ole er den Eneste, hvem jeg har hørt udtale dette Navn med den rette portugisiske Accent). Dog læser jeg ogsaa jævnlig noget Spansk i denne Tid, for ikke at glemme eller fordærve mit egentlige og kiæreste Sprog.

[Set Øvrige mangler.]