Mellem det nu følgende og det foregaaende Brev ligger den to Aar lange Udenlandsrejse, August 1838 til sent paa Sommeren 1840 (Fr. Lange, 115 f.).
Fr. Paludan-Müller har nu taget Bo med sin Hustru i København. Bag paa Brevet staar skrevet: Jeg boer Holmens Kanal Nr. 248, 1ste Sal.
Brevet viser Digterens levende politiske Interesse. Hvormeget han end er Aristokrat i Hjertet, anser han en fri Forfatning for en Nødvendighed. Erfaringerne fra Udenlandsrejsen har bestyrket ham deri.
Tillige viser Brevet, at Digteren er besjælet af den samme Trang som Historikeren til, hvor Lejlighed tilbyder sig, at give sit Ord med i Laget. Han vil gerne være med til at »feje dygtig til alle Sider«. Han havde paa det Tidspunkt første Del af »Adam Homo« liggende i sin Skrivebordsskuffe og for saa vidt sin Fejekost i Orden.
Det Digt, han tænker at offentliggøre i Foraaret, maa være »Venus«, der udkom 13. April 1841. »Adam Homo« kom derimod først 6te Decbr. samme Aar.
Til Udtalelserne om Martensen se Forf.: »Den virkelige Fr. Paludan-Müller«, S. 94 f.
s. 29Khvn., d. 23. Jan. 41.
Kjære Broder! Tak for dit lille Brev af 2. Jan. og for det »glædelige Nytaar«, det indeholdt; jeg har opsat at sende dig mit »I lige Maade« for tillige at kunne aflægge min Lykønskning i Anledning af din Fødselsdag. Modtag her en oprigtig varm og velmeent fra Charite og mig. Vi tale tidt om, hvor deiligt det engang i Fremtiden skal blive, naar du kommer hertil som Professor, — thi det forudsætter jeg som afgjort, det var Synd og Skam andet. — Vi skulle da, jeg haaber i Forening, gribe kraftig ind i vort lille Lands lille Tid, og feie dygtig til alle Sider. Nu, hvor Enhver giver sin Skilling med i Lauget, bør ingen sætte sit Lys under Skjæppen. Nogle Aar vil der imidlertid sagtens gaae hen, inden du kommer herover for bestandig; jeg benytter denne Mellemtid til et ordentligt Studium i flere af de Retninger, hvori jeg nu føler min Svaghed, forat jeg kan staa rustet, naar Prøvens Tid kommer; indtil da vedbliver jeg kun at aagre med mit poetiske Pund, da dette reent vilde ruste, skulde det ligge saa længe ubrugt. Nogle Frugter af dette haaber jeg at kunne sende Dig før Paaske, da jeg i næste Maaned haaber at begynde paa Trykningen. Egentlig havde jeg ligesaamegen Lyst til at holde min Mund endnu i længere Tid, men da jeg til Foraaret har i Sinde at ansøge Hs. Majestæt om en lille Understøttelse, i Analogie med andre Poeter (Heiberg, Winther, Herz, Andersen etc.) saa faaer jeg vel iforvejen lade Lyren tone en Smule. Af litterære Sager, som her ere udkomne til Nytaar, har du vel sagtens læst Heibergs nye Digte, hvis ikke vil jeg anbefale dem til dig, de to Stykker, »Sjælen efter Døden« og »de Nygifte« ere i min Tanker det Bedste samme Autor endnu har præsteret. Derimod har Martensen leveret en Kritik over dem i Fædrelandet, som efter mit Skjøn er meget slet, uagtet den s. 30vistnok, som alt hvad han skriver, er skrevet med Talent. Det er aabenbart, at han intet bestemt Begreb har om hvad comisk er, ellers kunde han umuligt komme med saamange, urimelige og vage Paastande. Samme Martensen er iøvrigt en af dem, jeg glæder mig til engang i Fremtiden at komme ikast med ; han blander sig i Alt, og har sin Næse allevegne, hvadenten han veed Besked eller ikke. — Det er ellers meget morsomt at see, hvordan alle de unge Studenter her nu have faaet et philosophisk Sving, og ikke kunne sige et Ord uden at faae en hegelsk Categorie i Munden. Men ogsaa mange af de ældre anstrænge sig paa det bedste og tage al egen Tænkning tilfange under Hegels Lydighed. De komme mig for som Fæstningsslaver, der have Lænker om Benene; hvor de end gaae, hører man den philosophiske Lænke rasle efter dem. Med alt det, at Sibbern er bleven Dagens Syndebuk, staaer han dog som den frieste og selvstændigste iblandt dem. — Dog deler jeg ingenlunde hans politiske Anskuelser og har baade paa Smagens og Sandhedens Vegne været meget opbragt over flere af de Stykker, hvormed han har opdisket i Adresseavisen. Han gaaer saavidt i sin blinde Iver, at han endog til Exempel paastaaer, at Danmark vilde være langt lykkeligere med en uduelig Enevoldsmonark end med en god Constitution. Imidlertid har han dog med al sit Skriveri bevirket en Deel Skade; thi det vilde jeg ansee for virkelig Skade, om Lysten og Smagen for Frihed igjen skulde tabe sig og synke hen. Vi Danske ere af en noksom træg og doven Natur; vi blive aldrig opvakte, saalænge vi ikke blive nødte dertil; men med Hovedet roligt i den faderlige Regjerings Skjød kunne vi ogsaa sige God Nat til Folkeliv og Folkebedrift. Du seer, jeg et bleven et uroligt Hoved ved at reise udenlands; og jeg nægter det ikke, at skulde jeg vælge mellem s. 31fransk Gjæring og bayersk eller østrigsk Klaring, saa vilde jeg langt foretrække den første, især da vi efter vor Character kunde være gandske rolige for al Extravagering. Der er intet uslere offentlig Liv end fx. et Wiensk eller Münchensk, hvor Regjeringen udelukker Folket fra al offentlig Interesse og da først føler sig rolig, naar samme Folk, istedet for at blande sin Næse i Landets Sager, æder, drikker og sover saa det staaer efter — thi noget skal der jo dog bestilles og een Udflugt maa Interessen dog have. — Men nok herom for idag; naar vi igjen sees, kunne vi debattere denne Materie, hvis din Mening skulde divergere. Ulykken er forresten her i Landet, at grumme faae have en bestemt Mening, og veed hvad de ville.
Farvel og Levvel
Din Fritz PM.
Charite hilser Henriette mindst 1000 Gange; naar hertil lægges 1 fra mig, udkommer for din Kone Tusind og een — (Nat)! Du seer, jeg kan endnu være vittig.