Paludan-Müller, Frederik BREV TIL: Paludan-Müller, Caspar Peter FRA: Paludan-Müller, Frederik (1848-01-25)

Viste Brevet fra 23. Jan. 1841 os Fr. Paludan-Müller som overbevist om Nødvendigheden af en fri Forfatning, saa viser dette Brev, at denne hans Opfattelse laa fast i ham. I Danmarks Skæbnetime i 1848 gaar han med de nationalliberale — selv om han vel kan ironisere baade over dem og over sig selv.

Kjøbenhavn, d. 25. Jan. 48

Kiære Broder! Tak for Brevet af 14. d.M. Indlagt følger Jfr. Tiedgens Tilstaaelse for Modtagelse af Pengene. Men hvad gjør nu I ovre i Odense og Fyen? Sidde I som sædvanligt paa Torvet, slet Intet foretagende, kun ventende paa Postens Ankomst fra Hovedstaden, forat erfare, hvad her Begeistringen og Patriotismen har udrettet? Saa hør hvad jeg har udrettet i Forening med Barhals Barfoed og circa 1000 andre Dannemænd! Ved at gaae over Kongens Nytorv igaar, blev jeg en talløs Skare Studenter, Kiøbmænd, Haandværkere osv. vaer, der, 6 Mand høi, kom trækkende fra Kronprinsessegade og Gothersgade, hvor der var bragt Etatsraad Hvidt et tordnende Hurra, fordi Borgerrepræsentanterne havde nægtet at deeltage i Magistratens Lykønskning til Kongen, da han ikke vilde modtage Adressen. Da jeg i Skaren blev Michael W. vaer, sluttede jeg mig til ham og hans Geled og nu marscherede vi, med mørkt Alvor paa Panden, ved Siden ledsagede af snusende, Stokkebærende Politibetjente ned forbi Holmenskirke mod Slottet. Ved Broen, da Massen endnu var uvis, s. 37hvorhen den vilde drage, om til Børsen, hvorfra den var udgaaet, eller op til Slottet, blev der raabt tilhøjre! tilhøjre! ved hvilke Raab Politibetjentene tilvenstre fik travlt, dog vovede Ingen at spærre Vejen for Massen, i hvis Spidse der gik en Snes determinerede Karle, med lodne Huer og store Stokke, der lystigt svingedes iveiret — da raabte jeg, der gik yderst paa Fløien tilvenstre for at give Hoben det fornødne Løsen, der dog sikkert her var overflødigt, med min Stentorstemme: Constitution! — Tag Dem iagt, hviskede Michael, Politiet har Øie med os, og virkelig jeg saae flere Betjente vende sig ved Raabet, men snart tabtes de afsigte, thi Skaren drog nu over Broen løs paa Slottet, i hvis Vinduer viste sig mange Uniformer og blegnende Ansigter, og udbragte en halv Snes Gange med tordnende Røst: Constitutionen leve! Friheden leve! — Vagten, som bestaaer af Borgere, forholdt sig aldeles rolig, Kongen lod sig ikke see, men en af Adjutanterne indfandt sig kort Tid efter og snakkede noget med Togets Formand, men hvad der blev talt kunde jeg ikke høre, da jeg var for langt tilbage i Toget. Efter et Quarteerstid at have gjentaget de ovennævnte Raab, skiltes man efterhaanden ad, tilfredse med Dagens Bedrifter, der dog ikke havde ført til videre. Forresten anser jeg slige Demonstrationer for aldeles lovlige, thi ifølge Kongens aabne Brev har man jo Lov til at antage hvad man vil. Man kan give Løfterne den videste og meest indskrænkede Fortolkning — alt nach Belieben — Kongen vil eller tør ingen Adresser modtage, som du vil have seet af Aviserne; men skal der derfor ingen indsendes og publiceres for Folket? Har I Fyenboer ikke isinde at lade høre fra Jer? Skal alt overlades til os Kjøbenhavnere, som i denne Tid vaage over Fædrelandet Dag og Nat? — Hvad synes du forresten om Clausens og Schows Brochüre; s. 38mig har den tiltalt meget, og den finder ogsaa her i Byen rivende Afsætning — formodentlig bliver Indholdet af den det Banner, hvorom de fleste Danske ville slutte sig.

Til din Fødselsdag i Dag lykønskes du paa det hjerteligste af Charite og mig.
Din Fritz.

Hils Søster Jette og din Kone fra os begge.

P. S. Kongen skal ganske have kastet sig i gamle Steemanns Arme, som sikkert holde ham fast saa længe som muligt. Forresten har jeg her ikke mærket til ringeste Menings-Forskjellighed blandt Folk. Alle ere enige om at nu eller aldrig maa Friheden grundlægges, at nu eller aldrig kommer Danmark paa Benene. Men mon ogsaa Fynboerne ere paa Benene? Jeg vil see det, før jeg troer det. Lad mig snart høre lidt fra dig.
Din Fr.

Siig til Jette, at hun gjerne kunde skrive mig et Par Ord til, om ikke før saa til min Fødselsdag. Jeg længes meget efter rigtig at vide, hvordan hun har det i alle Stykker. At hun skal være vel fornøiet med sit Ophold hos Jer, har jeg hørt fra Wilhelm, men det vilde glæde mig meget at høre dette og mere af hendes egen Mund, da jeg dog var en af dem, der formaaede hende til at opgive Jyllandsreisen og i det Sted drage til Fyen. — Blev det til noget med din Jenses Ryg? Du skrev, at han havde klaget sig over Smerter i den.

hvad her Begejstringen og Patriotismen har udrettet] Torsdag d. 20. Januar 1848 om Aftenen døde Christian VIII og Frederik VII besteg Tronen. Denne tilkaldte Karl Moltke og gjorde ham til Geheimestatsminister og samtidig søgte han at kaste Ansvaret fra sig ved at lægge Statsskibets Styrelse over i Statsraadets Hænder. I dette var baade danske og tyske (slesvig-holstenske) Synspunkter raadende og de sidstes Indflydelse var stor. I Modsætning til de nationalliberale, der ønskede Sønderjylland knyttet fast til Danmark, var Kabinettets Flertal stemt for at bevare Monarkiet ved at lade s. 39Holsten og Sønderjylland som hidtil være nærmest forbundne og ved at give en Forfatning med stærkt aristokratiske Elementer. Dette vakte Uro i den nationale og liberalt sindede Hovedstad og Brevet vidner om det herved fremkaldte Røre.

Clausen og Schows Brochyre] »Kristian VIII var endnu ikke død, da Borgerrepræsentanterne vedtog en Adresse til hans Eftermand og de to Venner Clausen og Schouw gav deres navnkundige Skrift »Ved Tronskiftet« i Trykkeriet; Dagen efter blev en Adresse underskreven og Skriftet uddelt. Dette indeholder et Forfatningsudkast af Schouw, væsentlig paa Grundlag af Stænderordningen. Sønderjylland skulde danne en Helstat med Kongeriget, tildels selvstændigt i sin indre Styrelse, og det samlede danske Rige skulde stilles i Personalunion med de to tyske Hertugdømmer. Clausen havde skrevet en Indledning hertil, i hvilken han satte sig til Doms over den Konge, som nylig havde udaandet, og brød Staven over hans Kongegerning. Med en utrolig Mangel paa politisk Forstaaelse fremsatte han den Mening, at alle vore Bryderier vilde være undgaaede, dersom der var blevet givet en Forfatning 1840, netop da alle de nationale Lidenskaber brød frem!« A. D. Jørgensens Dom i »Danmarks Riges Historie«, VI, S. 394.

Barhals Barfoed] utvivlsomt Historikeren og Politikeren Povl Frederik Barfod, f. 1811 d. 1896.

Michael W.] ɔ: Wittrup, Plejebarn i Huset hos Biskop J. Paludan-Müller og senere gift med en Datter af Caspar Paludan-Müller. Han nævnes atter i Brev af 31. Jan. 1850 (Efterskriften af 2. Febr.).