I 1858 udgav Lind Fortsættelsen af sit Arbejde om Kristendommens Indflydelse paa den sociale Forfatning fra dens Stiftelse til Karl den Stores Død. Vi ser af dette Brev, at Lind havde tænkt det som en Doktordisputats.
Khvn., d. 17. Marts 1858
Kjære Lind! Om ogsaa kun med et Par Linier, maa jeg dog takke Dem for Deres sidste Brev og for de hjertelige og venskabelige Ord, hvormed De indleder det. Det gjorde i Sandhed mit Hjerte godt at læse dem, og jeg vilde kun ønske, at jeg indtil min Død maatte leve i Deres Erindring paa samme Maade, med samme Varme og i usvækket Kraft. Ogsaa paa Digterens Vegne takker jeg Dem, og her vilde jeg blot ønske, at det endnu maatte forundes mig at frembringe Et og Andet, s. 77som kunde fornøie Dem, om end ikke i den Grad som Adam Homo, da De satte Verset, hvori De betænkte mig en Digterkrone, i Berlingske Tidende — thi at dette Vers skrev sig fra Deres Haand, veed jeg nu. »Intet er skjult, som jo skal aabenbares.« — Hvorvidt jeg iøvrigt skal blive istand til at gjenoptage og fortsætte min Skribentvirksomhed (der nu snart har hvilet i 3 Aar) vil ganske bero paa min Helbred og hvad Forsynet bestemmer desangaaende; thi ihvorvel det tykkes alle mine Nærmeste, og ogsaa mig selv, at jeg nu er meget bedre end ifjor, og hvorvel det af og til forekommer mig, som om de tykke Skyer, der saalænge have ruget over mig, ere paa Vej til at fordele sig og drive bort, saa er jeg dog endnu ikke istand til vedholdende at beskæftige mig med noget Aandsarbejde. Gid det maatte vedblive at gaa frem som i det sidste halve Aar, saa turde jeg maaske dog haabe paa en Befrielse ! —
De siger, at Deres forrige Skrift, om Christendommens Indflydelse osv., ikke behagede mig. Dette er ikke det rette Udtryk. Jeg miskjendte ikke den kundskabsrige Dygtighed og den Lærdom, hvormed det er affattet. Men da Værket, ifølge sin Natur, hører til den Genre, som de Franske kalde science i Modsætning til littérature, saa laa det mig fjernere. Havde jeg være Historiker eller theologisk Videnskabsmand, vilde dette Kildestudium i høi Grad have interesseret mig. At det theologiske Facultet (som De skriver) ikke har fundet Fortsættelsen passende til en Doctordisputats, har i høi Grad forundret mig; det skulde da være, at Facultetet havde fundet Deres Resultater udisputeerlige og vilde undgaa en intetsigende Opposition. Men hvem giver nu Tonen an i Facultetet? Det maatte man først vide, forat forklare sig Sagen. —
Det var virkelig min og min Kones Hensigt ifjor, at besøge Dem og Deres Familie i Sæbye, og vare vi — paa vor s. 78Tilbagereise fra Jylland i September — komne til Slagelse om Middagen istedetfor om Aftenen Klok. 9, saa var det maaske ogsaa skeet. Hvem veed, om det ikke kan skee i dette Aar, hvis Gud sparer os alle Liv og Helsen ; thi vi holde meget af at gjøre Toure omkring i Landet og ønskede gjerne iaar at se Herthadalen. Afhente os i Slagelse, eller andetsteds, skal De ikke; men kunde De, hvis vi pludselig komme bag paa Dem, skaffe os en Vogn i Pastoratet til videre Befordring, er det alt, hvad vi forlange af Dem. Tak for Oplysningerne, om paa hvad Tid af Aaret Gjæstekammeret er ledigt. De skulle blive tagne ad notam. — Nu Farvel! Hils Deres Frue paa det venligste fra min Kone og mig. Lev selv vel, og gid Guds Velsignelse maa være med Dem og Deres ! Min Kone hilser Dem venskabeligst.
Deres hengivne
Fr. Paludan-Müller.