Pedersen, Margrethe BREV TIL: Brahm, Peter Georg Emil; Brahm, Harriet FRA: Pedersen, Margrethe (1894-03-12)

Vust, den 12. Marts 1894.

Mine kære, uforglemmelige Venner Brahm og Harriet!

Da vi nu er lige midt imellem den 21. November og den 2. Juli, saa vil jeg med disse Linier først svare paa Spørgsmaalet om min Alder. Der staar skrevet i min Faders Bibel: 1811 — den 6. Februar var vor lille Datter Margrethe født og samme Dag indlemmet i den hellige Daab. Det samme har jeg maaske tidligere skrevet; men det kan jo gaa andre som mig, i Anledning af mine Venners Sølvbryllup i Seden Præstegaard. Dernæst mange, mange Tak for Hilsen, baade i Møllers og lille Margrethes Breve, men en særlig Tak for Brevet til min Fødselsdag, som jeg var meget glad for, og i samme Anledning modtog jeg mange skriftlige Lykønskninger, baade fra ældre og yngre Venner, som aldrig før. Ja, jeg blev virkelig i Sandhed meget overrasket, men i Stedet for at fristes til Hovmod derved, saa vil jeg i Alvor føje mit eget Ønske med mine Venners og bede, at Gud Fader ved Helligaandens Naade vil bevare mig og os allesammen, at vi i Tro og barnlig Ydmyghed modtager alt det gode, han giver os, som hans Fredsgave til Kristne, som vi fremdeles af Guds Naade maa tage uforskyldt for Jesu Skyld og tro, at vi er hans, og han er vor baade i Liv og Død. Ja, Gud ske Lov! Tiden gaar hastig for mig, og det er en stor Guds Gave, jeg ikke er syg og ligger og hviler og er glad ved, jeg kan ligge og skrive til Venner og selv kan læse mine Breve, jeg faar. I Vinter har jeg laant 2 gode Bøger at læse: „Grundtvigs sidste Prædikener i Vartov Kirke“ og „Hoffs kristelige Læsestykker til hver Dag i Aaret“. Tidligere har jeg læst Grundtvigs Levnedsløb — af Brun. Hvad deri var over min Forstand, lod jeg ligge. Jeg har Part i „Højskolebladet“. Jeg synes tit, der er noget usundt deriblandt; men der er meget, som jeg er glad ved at læse. Der kan man da jævnligt træffe mange gamle Venner, om det kun er blot Navnet. Der er ogsaa morsomme Bøger, saa Alvor og Gammen kan godt sammen. Avisen læser jeg hver Dag. Der er tit noget alvorligt; saa ligger jeg s. 13og tænker paa, at Gud Fader har hjemkaldt mange i de sidste Par Aar, der var tro Arbejdere i hans store Vingaard. Men lad os nu, da det er alvorlige Tider, vi lever i, bede ham i deres Sted at sende Mænd, der staar paa Sandhedens Grund. Jeg tænker meget paa den unge Slægt, der vokser op, som skulde være vort Fremtidshaab. Ja, her trænges til sund og kraftig Næring for Livet. Men Vorherre har lige saa meget ugivet, som han har givet. Lige som jeg ligger og skriver disse Linjer, faar jeg en Hilsen fra Kristen Torhave, der melder: Nu kom den femte Datter. Det næstførste levede kun faa Timer; det sidste er 4 Aar. Det er noget trist i Tiden. Den gamle Pige, som skulde have Husleje i Gaarden, hun er død og ligger Lig i disse Dage i Huset hos den gamle Kone. Der dør mange, ogsaa i Aar. Paa samme Tid laa baade Jens Kristian Slagter og Aksel Lig. Gamle Godik i Holme blev 95 Aar. Hans Datter Karen er død siden Jul. Gamle Morten Vesgaard i Holme døde i forrige Maaned, 91 Aar gammel. Maaske det er overflødigt. Jeg skal altid hilse jer fra min Søster Else, naar jeg skriver. Hun kunde vist blive lidt opmuntret ved at faa et lille Brev; men da hun ikke kan læse eller skrive et Brev, modtager hun faa. Hun er født 1814, den 17. Oktober. Hun er næsten altid noget trykket. — Nu lyder det til, at Jens Peter vil stille sig til Rigsdagsmand. Det forstaar jeg ikke. Niels Jakobsen giver nu lidt paa, og Karen gaar stadig ved en Stok paa Grund af Gigt; men det sidste Aars Tid er hun meget plaget af Krampe om Natten, som der vel neppe er Raad for. Er Brevet nu ikke for langt, er det visselig heller ikke for kort. Kære Venner, I maa da vide, at det er gaaet i Opfyldelse, hvad en god Ven engang skrev til mig: „I skal nok komme til at leve godt sammen i Hjemmet, naar I har Kærligheden at tage til.“ Vi har det saa godt som aldrig før i de sidste mange Aar. Ja, Gud Fader være takket! Jeg maa hilse fra vore unge Folk. Hils Bedstemoder, Ane Marie. Eders kære Børn kan nu ikke huske mig, som jeg kan huske dem. Vær nu begge kærlig hilset og Gud i Vold! Naar jeg nu aldrig kan sidde op i Sengen, bliver s. 14Brevet saa daarligt. Men jeg er glad ved, som jeg har det og kan ogsaa udrette lidt Haandarbejde.

Eders gamle
Margrethe.