Vust, 29. Juni 1894.
Mine gamle, trofaste Venner Brahm og Harriet!
Det er kun 3½ Maaned, siden jeg sidst skrev til jer, og i den korte Tid har alt gaaet som tidligere, min egen Stilling angaaende. Jeg er lige træt, men hviler godt, saa jeg daglig har nye Beviser paa Gud Faders store Naade imod mig, trods alt det usle, der jo hver Dag vil forstyrre Freden, men det er næsten forunderligt, saa hastig Tiden gaar for mig, ja, Gud ske Lov. Men vi føler godt, at hernede har vi det i Stykkevis, og derfor længes og haaber vi paa det fuldkomne af Naade for Jesu Skyld. Men nu mit Ærinde med disse Linjer er, kære Brahm, først hjertelig at ønske dig paa din Fødselsdag al den Lykke og Velsignelse i Fremtiden, som du kan tage imod, og samme Ønske for eder begge paa eders Bryllupsdag, at I fremdeles maa modtage alt i en barnlig Tro og Ydmyghed, hvad Gud Fader tiiskikker Eder og tro paa, han vil give hans Børn det, der tjener os bedst. Mange Tak for eders Hilsen med bitte Ole. Han var hos mig i denne Uge. Jeg blev glad ved at høre, at eders kære Søn i Amerika har det godt, og det er en usigelig stor Naade, at der kan leves i den ene sikre ydmyge Barnetro over alt i Verden. Min Søster Else skal jeg altid hilse fra, naar jeg skriver. Hun synes, hun svækkes meget; hun bliver 80 Aar den 17. Oktober, og i Løbet af det sidste Aar er der blevet en Vækst i den ene Side i hendes Mave, som hæver sig lidt efterhaanden, men ingen Smerter. Lægen siger ikke rigtig, hvad det er. Jeg er glad ved, hun tager det med nogenlunde Ro. Hun kommer ellers ikke let igennem, som jeg før har meldt om. Mariane Nørhave venter s. 15det tiende Barn i Sommer. Den 1. August gaar hun i sit 40. Aar. Jens Peter har nok stillet sig til Rigsdagsmand; men jeg vilde helst, han ikke skal blive valgt. Jeg er bange, det er usundt at leve derinde og være sig selv uskadt. I Avgust bliver han 40 Aar. Ja, kære Venner, jeg har saamænd mange unyttige Bekymringer, der er syndige, men jeg vil bede Gud Fader opholde mig i en barnlig Tro paa, at han baade vil og kan vende alt til det bedste for os. I kan da forstaa, jeg har stor Grund til i al Ydmyghed at takke ogsaa for den Gave, at jeg kan ligge fladt ned i Sengen og foruden eder veksle Breve med mine Venner, baade Rønne og Dam i Thisted, men med ingen saa mange som Brahm og Hustru. Derfra kommer 2 paa samme Tid. Om jeg nu tager det fra den store Ende, kan ethvert lille Vennebrev alligevel opmuntre mig og minde om Fællesskabet, vi lever sammen. Jeg ved ikke, om I har hørt det haarde Tryk, der er lagt paa Jens Kristian, Jens Nielsens Søn: Den 4. Maj gik Jakob Bak i Tømmerby pludselig i Døden ved Hængning. Enken stod tilbage med 12 Børn. 6-Ugersdagen gik den ældste Søn, 19 Aar gl., samme Vej — ja, Gud Fader trøste den sorrigfulde Enke og Moder. Der kan ingen menneskelig Trøst tages imod, der kan lette den Sorg. Hun fødte det 14. Barn i Vinter. 2 er døde forud. Jens Kristians Forlovede er meget sorrigfuld. Hele Elendigheden er Pengemangel. Han handlede som en stor Mand til det sidste. Det er mærkeligt, det siges næsten af alle, at Hjemmet var saa fredeligt og skønt, at enhver befandt sig vel, som kom der i Huset i Fortiden. Saa er det vel nok for denne Gang. Jeg bliver ved at skrive, saa længe jeg kan, og Vorherre vil give mig Evne til at meddele og modtage. Jeg kan nok mærke, det gaar i forkert Retning, ogsaa med dette Brev; men I maa undskylde. Nu mener jeg, I har disse Linier paa Søndag, da jeg vil helst, ingen fremmede skal se det! Modtag saa i Forening begge en kærlig og hjertelig Hilsen fra eders gamle Veninde
Margrethe.
Jeg maa hilse fra Bolette Maria. Hils Bedstemoder s. 16og særlig Kamille Brahm ved Lejlighed. Hun besøger jer vist engang imellem. Hun maa gerne skrive til mig. Jeg mindes med Glæde den Tid, I boede i Thorup, naar om Sommeren B.s Søstre og især min gamle, kære Veninde, Fru Brahm, var med. Vi to Mødre havde meget at dele sammen i Anledning af vore Børn, som Vorherre havde givet os, at han vilde bevare baade os og alle vore kære til det sidste, Ja,
„Gud, lad os leve af dit Ord
hver Dag vi ser paa denne Jord!
Og før dermed fra Støvets Dal
os hjem til Himlens Frydesal“.
Gud i Vold!
O! Gud ske Lov, jeg er glad for i Dag, men træt.