Københavnden 17 november 1858. 1
Hermed, elskede ven! det önskede betyg. Gud give, at det nu må have virkning! Der er naturligvis intet i vejen for at forandre det, men at antedatere det kunde jeg ikke få mig selv til. At jeg ikke kunde give en lærdere forklaring end jeg den gang gav! jo, tilvisse kunde jeg det, men hvortil skulde al den unyttige lærdom hjælpe?
2 Du fordyber dig, lader det til, i runestene og dialekter, det er herligt nok, ypperligt nok, nødvendigt, men der vil mere til, hvis der skal virkes noget på hele slægter. O gud! hvad bliver der dog af vort norden? jeg stakkel er nu træt og mødig. Denne sommer var meget hård og tung. en vens død
3 og mange andre ting stødte s. 122sammen, og min danske literaturhistorie havde opslidt mine kræfter. Gid du må være frisk og vel tilmode og holde ud! En æsthetiker i Land! men hvad kan der komme ud af det? Uden det gamle sprog komme vi nordboer jo dog aldrig i evighed sammen, hvad vi så end göre ved hjælp af det. Jeg har også megen sorg og bekymring af det. Prof. Gislason besidder jo den herligste kundskab, men også han bliver, ligesom de klassiske filologer, hængende i bogstaverne og ordkløveriet, just nu da det gælder om at få de unge studerende til at få smag på det ypperste af den islandske literaturs indhold. Snorre, Snorre! hvor anderledes vilde han virke end at tygge drøv på Droplaugarsonasaga
1. Men således er det i alt. — Min hustru hilser kærligst og Sophia, som endnu er hos mig. Min hustru er også svag. årene virke på os begge. — Skriv nu snart, i det mindste et par ord! Det er blevet os en festdag, når vi se et brev fra dig. Og tak for Miðgarðr, ja det er en perle. I störste hast, thi jeg er bange at det betyg (hvilket ord!) skal komme for silde, fra
Din
N. M. Petersen.
jeg har fået det fra den Gyldendalske boghandling 2.