N. M. Petersens ansøgning om fritagelse for at holde forelæsninger.
27de septbr. 1861.
I brevet til Säve af 29/10 1861 omtaler N. M. Petersen, at han på grund af sin sygelige tilstand (cfr. brevet af 11/9 1861) har set sig nødsaget til at ansøge om fritagelse for at holde den til efterårssemestret planlagte forelæsning. Denne ansøgning meddeles her. Den bevilligedes under 20/10 1861. I ministeriets skrivelse af 24/10 1861 (orig. i Ny kgl. Saml. 1536, 2°), der meddeler ham dette, tilføjer ministeren (Monrad): „Jeg glæder mig ved det Haab, at De i denne Opfyldelse af Deres Ønske vil finde det bedste Middel til at gjenvinde Kræfterne til en usvækket Fortsættelse af Deres ligesaa rige som fortjenstlige Virksomhed i Universitetets og Videnskabens Tjeneste.“
Kjøbenhavn den 27 September 1861.
Undertegnede ansøger allerærbødigst det høje Ministerium om Fritagelse for at holde Forelæsninger ved Universitetet i et Aar.
For at motivere dette Andragende tillader jeg mig kortelig at skildre min nærværende Tilstand.
Fra et Ophold paa Landet, som Lægen havde anordnet formedelst min Hustrus Sygdom, vendte jeg meget medtaget tilbage, dels formedelst huslige Bekymringer, dels formedelst anstrængende Korrekturarbejde (hvoriblandt et Universitetsprogram for i Aar), og da jeg begyndte min Forelæsning, men fandt det umuligt at fortsætte den, fordi jeg ikke, som s. 184sædvanlig, havde faaet den udarbejdet forud, faldt jeg ved denne, som mig tyktes, fortvivlede Stilling, i en hypokondrisk Tilstand, der gjorde mig endnu mere uskikket til at foretage noget. Lægen anbefalede, at lægge det Arbejde bort, som jeg for Tiden ikke kunde overkomme, og at søge Adspredelse. Dette Mismod, der vistnok havde sine første Grunde i tidligere Indvirkninger, blandt hvilke der tydelig staar for mig: mangeaarig Bekymring over mit Fædreland og det nødvendige men overanstrængende Arbejde med min Literaturhistorie, dette Mismod uddannede sig til den Idee, at jeg nu, da jeg just skulde fylde mit 70de Aar, maatte ansee mig for at have udtjent og søge om min Entledigelse, for endelig i de Aar jeg maatte have tilbage at kunne leve for aldeles fri videnskabelig Virksomhed og Forberedelsen til det andet Liv. Men min Mangel paa egen Formue og Bekymring for min Families Skjæbne gjorde atter dette Skridt meget betænkeligt, og Tanken derpaa fremkaldte ligeledes nervøse Rystelser. Denne noksom bekjendte Tilstand, hvori Sjælen vaklende springer fra den ene Forestilling til den anden, overtydede mig i alt Fald om, at jeg efter saa megen Anstrængelse maatte have Tid til at samle mig, maatte have nogen Hvile. Og i min fortrykte Tilstand aabnedes mig en lys Udsigt, da jeg efter Lægens Raad henvendte mig til Ministeriet. Naar jeg betænkte hvad der altid havde trykket, hvad der nu især trykkede mig, saa var det Forelæsningerne; og ved at blive fri for dem et Aarstid, vilde min Helbred af sig selv vende tilbage og mine Nerver atter faa deres behørige Spænding ved et eller andet Yndlingsarbejde.
Derfor ansøger jeg det høje Ministerium om ved min Fritagelse for at holde Forelæsninger i et Aar, at forskaffe mig den for mig saa fornødne Hvile, hvorved jeg, der ingenlunde endnu er nogen udlevet Mand, men legemlig rask og rørig og i Besiddelse af mine aandige Kræfter, alene kan haabe at gjenvinde den Kraft, der nu svigter mig. Min foregaaende s. 185næsten uafbrudte Virksomhed og min Alder, der jo dog altid ansees for et Vendepunkt i Menneskets Liv, haaber jeg tillige maatte tale for, at denne Ansøgning maatte blive bevilget.
Allerærbødigst
N. M. Petersen.
(Orig. i Kultusministeriet, koncept i Ny kgl. Saml. 1536, 2°)