den 15de Ap. 1780.
P. M.
Jeg kan ikke nægte, at det baade undrede og smertede mig, at D. H. ikke i det mindste inden Deres Bortrejse i Gaar havde ladet mig vide min Ulykke. Jeg har da tvert imod D. H.’s Løvter intet meer at haabe? Slet intet meere? Jeg er i den forfærdeligste Stilling. Jeg har i Nat ikke turdet komme hjem, thi jeg satte min Vertinde i samme Tilstand som jeg selv var. Hun skal flytte. Vores fælles Tøy skulle være bortbragt i Gaar Eftermiddag. Men D. H. har ikke kunnet holde mig sit Løvte og altsaa jeg ikke min Vertinde mit. Ventelig bedrager en fierdemand os alle tre. Ogsaa Løvtet om at faae Statssecretairen 2) i Tale biede jeg forgiæves efter Opfyldelsen af! Men, hvordan end alting er, saa beviis mig dog endnu engang den Bevaagenhed at lade mig faae Dem i Tale engang i Dag, naar De selv vil bestemme. Naar De bringer mig til Endelighed i denne Sag, jeg forsikkrer Dem, jeg skal ikke tiere falde Dem besværlig. Undskyld en Tone, som min Tilstand nøder mig til at tale i. Jeg tvivler ikke om Deres Bevaagenhed, som De engang har forsikret mig om; men er etc.