Kiøbenhavnd. 30. Julii 1782.
Høyvelbaarne Herr Kammerherre!
Jeg har betænkt, at det vilde være mal honnete af mig. om jeg efter D. H.’s mig saa meget gunstige Forestilling for Hans Kongelige Høyhed og Høysammes Biefald og Tilladelse omarbejdede eller forandrede den Epilogue
3Denne Epilog findes ikke i Udgaverne af Prams Oversættelse. Hverken Berlingske Tidende eller Adresseavisen omtaler i deres Referater af denne Fest nogen Epilog, den må dog være bleven benyttet ved de to Opførelser, om hvilke her er Tale, nemlig ved Festen d. 4. og 5. Sept. 1782 på Dronning Juliane Maries Fødselsdag, der fejredes paa Fredensborg. (Se: Prams udv. Skr. Supplementbind p. XXXVII).), som jeg har sat bag efter Cecilia,
4Syngespil i 3 Akter, vistnok af Mabille, med Musik af Dezèdes; det opførtes første Gang 25. November 1782 og gik indtil 1793 19 Gange. Pram udtaler selv, at han i dette Stykke har „behandlet det lyriske med saamegen Frihed, at det for en stor Deel nok er at ansee omtrent som mit eget. Oversættelsen udkom 1782 og er senere optaget i den gyldendalske Samling af Syngespil (6te Bind).) siden bemeldte Hans Kongelige Høyhed først havde s. 15tiltænkt den iblandt dem, der vilde concurrere dertil og som best skilte sig ved sit Arbejd, den Ære at have gjort en Epilogue efter min Oversættelse, af Syngestykket Cecilia. Med al min Stolthed vil jeg dog ikke berøve nogen anden den Ære, som ikke tilhører mig urøvet. Der torde være en eller anden lille Digter ved Hoffet, som kunde ønske sig den Lejlighed til at smiggre sig ind og hvorfor skulde jeg ønske at betage en saadan en den. Kortsagt jeg vil ikke forandre i det, der staaer, det mindste andet end Skrivfejl; og i Kraft af min Autor Myndighed forbyder jeg enhver at foretage mindste Forandring, uden saa vidt de tillige paatage sig Navnet for Tingen. — Hvad jeg finder fejlskrevet eller urigtigt i Oversættelsen skal jeg forandre; og, siden jeg har oversat Syngestykket allene for at fortjene Penge derved, saa fordrer jeg Betaling. Jeg fordi er ligeledes den for fire Aar siden belovede Belønning for Sørgespillet Hævnen, som siden ikke er bleven erindret og som ikke kan være mindre end 200 Rdl. Det antagne og nu efter Rosenstands
1Peder Rosenstand-Goiske (f. 1752 † 1803), den bekendte Dramaturg, der som ung Student igennem 2 Saisoner (1771 —73) havde udgivet det dygtige og for Kendskaben til hine Tiders Skuespilopførelser uundværlige Tidsskrift: „Den dramatiske Journal.“ Han var 1780 på Eickstedts Anbefaling blevet ansat som Censor ved Skuepladsen. Det har dengang været et almindeligt Rygte, at hans Ansættelse skyldtes Eickstedts Frygt for, at Rosenstand i Tilfælde af, at denne Ansættelse blev ham nægtet, skulde offentliggøre et af ham forfattet Skrift, der skulde påvise, hvorledes det af Eickstedt protegerede Syngespil allerede havde skadet og vilde skade Skuepladsen. Dette Rygte, der bl. a. omtales i Rahbeks Erindringer (I. p. 259—60) og senere i Overskous Theaterhistorie (III. p. 157 ff.), bekræftes, som det synes, af Rosenstand-Goiskes Andragende om Ansættelse, hvilket er aftrykt i Museum 1893 II. p. 104. Rosenstand-Goiskes Arbejde henlå i Håndskrift til 1839, da Molbech besørgede en kommenteret Udgave af det. R. skabte sig mange Fjender i sit Embede som Censor; han synes at have været temmelig vanskelig at omgaas og navnlig skal hans sarkastiske og bidende Tone have stødt mange fra ham. Få har dog udtrykt deres Uvilje overfor ham i så kraftige Udtryk som Pram, hvorpaa der senere i Brevene vil findes Exempler.) Anmærkninger rettede Lystspil den store Skjønhed skal af Hr. Oberauditeuren indsendes inden otte Dage; og Syngestykket l’erreur s. 16d’un moment
1„Øjeblikkets Vildfarelse“ — om dette hedder det i Prams literære Testamente, (Udv. Skrifter. Supplementbind p, XXXVIII), at det aldrig blev opført.), som jeg har oversat for tree Aars Tid siden venter jeg endnu Betaling for. Jeg takker meget inderlig for D. H.’s Mildhed, Høflighed og, tør jeg sige det? Venskab for mig i den Tid, jeg har været nødt til at søge min Tilflugt til det utaknemmelige Theater Væsen. Naar alle disse mine Fordringer blive betalte og det nye antagne Stykkes Betaling kommer til, saa venter jeg omsider den Lykke derved ikke blot at kunne betale min ædle Creditor, hvis fulde Fordring jeg ikke med Nøyagtighed veed, men endog at have noget tilovers til Erstatning for den Tids og Æres Forliis det har været saa længe at have med det forhadte Tøy at bestille. Jeg er etc.
