Mod denne min Anviisning vilde det behage S. T. Hr. Justiceraad Lassen til Høyvelbaarne Hr. Kammerherre v. Warnstedt at udbetale det, som H. M. Kongen vil have mig bevilget som Honorarium for Skuespillet Frode og Fingal
2Det heroiske Skuespil „Frode og Fingal“ var blevet til paa direkte Opfordring af Teaterdirektionen. Den daværende Kronprins Frederik havde nemlig d. 31. Juli 1790 på Gottorp holdt sit Bryllup med Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel, og hans Indtog her i Byen d. 14. Sept. 1790 fejredes som en almindelig Folkefest. Også Skuepladsen ønskede at give sit Bidrag til Festlighederne, når Kronprinsparret den 16. Sept. efter Bestemmelsen gæstede Teatret. Først havde man været betænkt på at opføre Baggesens Opera: Erik Ejegod, der ved sit fra Fædrelandets Historie hentede Sujet kunde synes et meget passende Feststykke. Denne Plan strandede imidlertid på Schultz’s bestemte Afslag, da han ikke så sig i Stand til i så kort Tid at fuldende Musiken dertil. Warnstedt foreslog da, at man skulde søge at formå en dansk Digter til at levere et ægte nationalt Stykke, og, da han havde faaet Direktionens Bemyndigelse, henvendte han sig til Pram, der med meget kort Varsel udarbejdede Frode og Fingal. Til sin Overraskelse modtog Warnstedt snart efter Tilbud fra Thaarup om et nationalt originalt Syngestykke; da Tilbudet modtoges med Glæde, skrev Thaarup i Hast det bekendte idylliske lille Stykke: Høstgildet. Forestillingen gjorde megen Lykke, i hvilken dog sikkert Thaarups Arbejde havde den største Andel. Prams docerende Stykke med dets lange udtværede Betragtninger over Forholdet mellem Konge og Folk og dets temmelig hårtrukne Allusioner til Kronprinsen og hans Gemalinde kunde ikke ret længe fastholde Publikum og det henlagdes da også kun 2 Måneder senere efter kun 4 Opførelser. Den almindelige Mangel på Forståelse overfor Stykket findes antydet i Heibergs bekendte Indtogsvise i Ordene:
Alle beglo’de, faa kun forstode Digterens Fingal og Frode. At Stykket var kedeligt og tra Scenen maa have virket utroligt trættende, er ikke svært at indse, men at man i det hyperloyale og, som Rahbek med et snurrigt Udtryk benævner det, „saa monarkiske“ Stykke kunde finde liberale og for Kongemagten anstødelige Ting, er nu saa meget vanskeligere at fatte. Det har imidlertid alligevel været Tilfældet, og Rahbek fortæller (Erindringer IV. p. 46—47), at en formaaende Mand i den Anledning gjorde så mange Indvendinger, at Pram i sin Forbitrelse overlod Rahbek sit Manuskript og pålagde ham at våge over, „at der ikke blev det mindste, hvorpaa bemeldte Herre kunde hænge sin Beeghætte.“ Hvem denne indflydelsesrige Person har været, omtaler Rahbek ikke, skulde det mon have været Numsen, der jo som Overhofmarskalk matte særligt drage Omsorg for, at ikke det høje Brudepar skulde blive stødt af en eller anden lidt fri Ytring? Betegnende er det forøvrigt. at man selv i Høstgildet med dets stærke Forherligelse af Kronprins og Konge troede at kunne spore „Oprørsaand.“ (Se: Rahbek a. St. p. 58; Overskous Teaterhist. III. p. 462). „Frode og Fingal“ eller, som det efter Heibergs Omstilling næsten altid benævnes Fingal og Frode foreligger trykt 1790 og er optaget i Prams udv. Skrifter III. p. 127 (jfr. Supplementbindet p. XXXII).) istedet for Beløbet af Indkomsten ved tredje Forestilling.
3Denne havde fundet Sted d. 20. Sept. 1790.)
Kbhvn., d. 22. Oktb. 1790.
Pram.
s. 30En saadan Seddel skal der jo til, inden Cassen kan udlevere til min Velgjører det, jeg ved denne Lejlighed kan afbetale paa min 10—12 Aar gamle Gjeld. At dette Brug af disse Penge (som jeg for dette Brugs Skyld ønskede at være ret mange) er mig usigelig kjært, derom tvivler De ikke, ædle Mand, da De ikke har Hjærte til at troe mig enten utaknemmelig eller Hykler. Naar jeg nu herved paa min gamle Gjeld betaler 300 ja maaskee (om ikke Numsen & Comp. har besluttet at mulctere mig for sin egen Svaghed i at bifalde Stykket med Taarer, da jeg forelæste ham det i Manuscript og min Uforskammenhed i at ville skaane Prindsen for at gjøre Collect for at skaffe mig et Honorarium), 380 rd., saa bevilger De mig i samme Øyeblik et nyt Laan efter Løvte af 80 rd., som jeg i Morgen Aften skal for min Deel tractere bort. Det er impertinent at laane Penge til et saadant Brug; men det er tungt at hedde L … hund og, da Brugen har indført Theatersmauser, kan maaskee Thaarup ikke undslaae sig for at give en ved sin Tiltrædelse paa Dramaturgiens Bane, ligesom det er billigt, at jeg gjør noget deslige til Afskeed etter saa lykkeligen at have fuldendt mit Løb paa denne Bane.
s. 31Til denne Morgendagens Fest tage vi tvende Digtere os den Frihed ydmygst at indbyde D. H. i Haab og Forventning, at De ikke nænner ved et Afslag at nægte vor Fest dens ypperste Hæder og at tilintetgjøre største Deelen af dens Glæde, ganske den, jeg derved kunde hente.
