Kbhvn., d. 18. Novb. 1790.
Til den høykongelige Skuespildirection.
Den 12te November sidstafvigte Aar tog jeg mig den Frihed til den høykongelige Skuespildirection at indsende og til høysammes Bevaagenhed at anbefale en allerunderdanigst Ansøgning til Kongen
1Denne Ansøgning har følgende Indhold:
Til Kongen. Kbh., d. 12. Nov. 1789.
Fra Aaret 1777 har jeg, opmuntret af vor Skuepladses forskiellige Directioner, overgivet samme adskillige af mine Udarbeidninger. Jeg anseer det for en sand Lykke for mig, at nogle Oversættelser have af mine Ungdomsarbejder været det eeneste, der er brugt, uagtet jeg ikke kan skjule for mig selv, at deels maaskee nogle af forrige Overtilsynscommissariers Uvillie imod mig, deels andre Biomstændigheder have, meere end mine Forsøgs Uduelighed, bidraget til, at de ej ere forestillede.
Herved er at mærke, at ingen af dem ere blevne forkastede, men der er med dem kun skeet en evig Opsættelse. Denne har imidlertid været mig saa fordeelagtig, at jeg derved er undgaaet at forelægge Publikum mine Forsøg fra en Alder, hvis Umodenhed maatte have være alt for kiendelig i det Arbeyd, som da blev fremlagt. Jeg kan have det Haab, 10 til 12 Aar sildigere, maaskee at fremlægge taaleligere Forsøg.
Denne Opsættelse har havt for mig endnu en velgiørende Virkning. Den har lært mig at kjende tilfulde en Mand, hvis Hjertelag mod mig gjør mig stolt af hans Venskab, som han paa den ædleste Maade har beviist mig, et Venskab, som har været og vil blive mig opmuntrende til ogsaa at dyrke den dramatiske Kunst, saa godt som det efter mit svage Talent er mig mueligt.
Jeg udarbejdede 1777 et Sørgespil Hevnen kaldet. Det blev indgivet til Skuepladsen. I Aaret 1778 skal Overtilsynscommissionen have resolveret, at det (indeholdende for mørke og voldsomme Optrin og stemt i en Tone omtrent som Arnauds Fayel) ej skulde forestilles, men at Forfatteren skulde have en Gratification til Belønning for hans Arbejd eller Opmuntring til andre, meere efter det, man ønskede, indrettede Forsøg. Selskabet til de skiønne Videnskabers Forfremmelse modtog det samme Skuespil, som dertil uden Forfatterens Navn var indgivet, og opmuntrede Forfatteren til deri at foretage nogle Forandringer med Tilbud om en Plads derfor i dets Samlinger. Da det ej blev opført, holdt jeg det bedst indtil videre at lade det henligge. Storheden af den af Skuespilcassen belovede Gratification var ikke bestemt. Jeg formoder, at man vilde ej have budet mig under — 100 rd.
1778 skrev jeg i Efterligning af Terentzes Eunuchus et Drama i 5 Acter, som jeg kaldte „Frøknerne fra Smyrna“. At Terentzes interessante Plan maatte moderniseret, endog kun maadeligen behandlet, give et antageligt Drama, er vel upaatvivleligt. Mit havde, da det blev skrevet, det Fortrin, at det da var det første, hvori man indførte en Søemandsrolle, hvilket siden har giort det meeste til tree eller fleere forskiellige Dramaers heele Lykke. Mit blev liggende til 1783, da Skuepladsens Censor, Hr. Oberauditeur Rosenstand leverede mig det tilbage tilligemed sin Anviisning til nogle smaa Forbedringer. Det var deraf klart, at Stykket ej var forkastet, men Tiden var nu forbi, da en Søemands Rolle kunde vente Lykke. Denne Idee var i de fem mellemløbende Aar bleven gammel. Det var ikke min Skyld, at Stykket ej i Tide blev brugt, da man dog ej forkastede det. Jeg kan ej tage i Betænkning at troe (skiøndt jeg nu ej engang vilde have dette Stykke, som det er, opført), at Skuepladsen jo skylder mig derfor det for et Stykke i 5 Acter bestemte Honorarium eller — 300 rd.
Samme Tiid som ieg fik det sidste Stykke af Skuepladsens Censor saaledes antaget tilbage, leverede han mig endnu et, som jeg 1779 havde indleveret, „den store Skiønhed“ kaldet, hvori han havde endnu mindre end i det forrige, skiøndt ogsaa her nogle Smaating, at anmærke. Etter de Aars Mellemrum var jeg kommen i Forretninger, som ej tillode mig at omarbejde dette Stykke endnu meere end Anmærkningerne fordrede, hvilket jeg havde og har endnu i Sinde. Men, som det var, var det ej forkastet og burde ej være det; men det burde ej heller været opholdt i tre til fire Aar. Jeg troer for dette, som for det forrige, at have Fordring paa Skuespilcassen for det Honorarium, det, i Tide frembragt, havde givet mig, hvilket efter Skuepladsens Statuter for et Stykke i 3 Acter er — 150 rd.
Jeg oversatte 1777 Sørgespillet Ines de Castro, som 1778 blev forestillet ej uden Bifald. Man gav mig for en Oversættelse af et Sørgespil i 5 Acter i rimede Vers ej meere end det, man har givet mig selv og alle for en Oversættelse af en flau prosaisk Operette i een Act 100 rd. Dette er dog vel ikke billigt. Jeg maa for dette Arbejd dog vel ogsaa uden Ubillighed kunne fordre et Efterskud af — 50 rd.
I Aaret 1778 oversatte jeg Marmontels Operette La bergère des Alpes i tre Acter; men efter Forlangende omarbejdede jeg det i Oversættelsen, forøgede det med adskillige Arier o. d. 1. Man har altid, som meldt, for de mindste blot oversatte Syngespil betalt 100 rd. og jeg fik for dette, næsten ganske af mig forfattede, Stykke kun 50 rd. Jeg har derfor da øyensynligen et Efterskud tilgode af i det mindste — 50 rd.
Efter Forlangende oversatte jeg 1780 et Syngestykke til den af Dezèdes dertil satte Musik, det hedder l’erreur d’un moment. Oversættelsen ligger ubrugt ved Skuepladsen; at den ej er brugt, er ej min Skyld. Jeg har ligefuldt at fordre den sedvanlige Betaling — 100 rd.
1786, da Nauman var kaldet herind, blev jeg anmodet om at forfatte en Opera, som han skulde sætte i Musik. Jeg skrev Olindo og Sophronia, som siden er trykt og læst, siger man, med Bifald. Men Jomfrue Biehl kom forud med sin Orpheus, som hun havde sendt Componisten til Dresden. Nauman blev her ikke længe nok for at componere ogsaa mit Stykke. Man betalte mig 200 rd., men det fastsatte Honorarium for et antaget Stykke paa Vers i tre Acter er en Forestillings Indtægt eller 300 rd. Jeg kan altsaa endnu vente — 100 rd.
Jeg har endnu forfattet en Epilog, brugt til en theatralsk Fete paa Fredensborg Hoftheater efter Syngestykket Cecilia og noget andet deslige uden Honorarium; men uden dette har min Regning alt naaet et Beløb af — 850 rd.
Det bør billigen, al Sandsynlighed uagtet, opvække Mistanke mod min Regnings Rigtighed, at jeg, som i den Tid den saaledes er opvoxet, har stedse, som bekiendt, været fattig og kun med Møye ærligen kunnet forskaffe mig det nødtørftige, først nu efter saa mange Aars Forløb yttrer min underdanige Fordring.
Men indtil det sildigere af denne forløbne Tid har jeg selv stedse staaet i den Tanke, at jeg alt havde oppebaaret næsten alle de enkelte ovenanførte Summer.
Under den Vanskelighed, deres Udbetaling ved Skuepladsens Overtilsynskommission vilde have havt, har Hr Kammerherre v. Warnstedt havt den Ædelmodighed af sin egen Casse at udbetale mig Tid efter anden indtil en Summa af 600 rd. og det paa saadan Maade, at jeg ej formodede andet end, at disse Udbetalinger vare Forskudde, som han af Skuespilcassen erholdt godtgjorte. Dette var især i Aarene 1779 til 1781, da jeg uden denne Indtægt vilde have været aldeles uden Hjelp, overladt til yderlig Mangel. I min Uvidenhed om den rette Sammenhæng nød han saaledes ej engang min Taknemmelighed til Løn for en Velgierning, der reddede mig fra ellers uundgaaelig Undergang.
Uagtet mine opgivne Fordringer paa Skuespilcassen have for en Deel endog Retfærdighedens Form og alle den strængeste Billighed for sig, saa var det dog aldrig min Agt, naar jeg som ærlig Mand kunde undgaae det, nu at fornye dem, da dog de Arbejder, for hvilke de skulde gjelde som Betaling, for en Deel, om ej alle, blive nu Skuepladsen unyttige. Den Naade, Deres Majestæt imidlertid i min egentlige og alvorlige Vej har beviist mig og hvorved jeg, skiøndt knapt, dog kan leve, have (!) vistnok fuldkommen belønnet mine tidligere Dages Biarbejd. Men nu, da det er mig paa anden Maade umueligt at betale min Velgiører en Gjeld, hvilken det ved det Sindelav, den ædle Maade, hvorpaa han har forstrakt mig dens Beløb, bliver mig om mueligt en endnu heiligere Pligt at afbetale, saa kan jeg uden den skammeligste Utaknemmelighed mod ham ej undlade i allerdybeste Underdanighed at fremlægge mit Krav.
Jeg indseer heel vel, at, uagtet Billighed vil befindes at ledsage enhver af de anførte Fordringspuncter, ere nogle af dem ej noksom understyttede af Formaliteten. Det vil blive vanskeligt, om ej umueligt, for mig at bevise, hvorvidt adskillige af mine i Beregningen anførte men hidtil ubrugte Skuespil ere antagne, ja vare antagelige; ej heller kan jeg godtgjøre de mig givne Løvter om Gratification tor Sørgespillet Hevnen og meere.
Imidlertid har jeg beregnet mit Tilgodehavende til 850 rd., men til min Velgiører Kammerherre Warnstedt skylder jeg (500 rd. Det er kun denne min bellige Gield jeg beder at sættes i Stand til at betale. Det er om Fond dertil jeg i allerdybeste Underdanighed anraaber Deres Majestæt. Alt, hvad jeg af de anførte Fordringer attraaer, er allene:
at Skuespilcassen mod min fuldkomne Quittering for alt, hvad jeg til denne Time hos den har at fordre, maatte beordres at udbetale paa mine Vegne til Hr. Kammerherre v. Warnstedt min Gield til ham med Sex Hundrede Rigsdaler.
Det er sandt, jeg synes ved et Arbejd af mig, som nu til Opførelse er antaget, at have Haab om af Skuepladsen at vinde en liden Sum, som jeg kunde anvende til Afbetaling paa denne Gield. Men, allernaadigste Konge, min faste Gage af Deres Majestæts Kasser er endnu kun 400 rd. aarlig, hvoraf jeg endog maa afbetale til min Comptoirfuldmægtig 50 rd. Jeg kan af disse 350 rd, af mine Passportler, der udgiøre omtrent 200 rd. og af min liden Bifortieneste ved Maanedsskrivtet Minervas Forlag trods sparsomste Husholdning dog ej undvære det mindste til en betydelig, en uundgaaelig, en ogsaa mig hellig Udgivt, Indskuddet for min Kone i Enkecassen, hvilket udgiør 500 rd. og hvortil jeg slet ingen Udsigt har. naar jeg ikke dertil kan anvende den Indtægt, et Arbejd som mit Skuespil maatte indbringe mig.) om at erholde betalt en Deel i Ansøgningen s. 32opregnede Fordringer paa Skuespilcassen, der i alt beløbe 850 rd.; hvilke jeg dog, da nogle af disse Fordringer ej vare aldeles s. 33liquide, ej heller forlangte fuldt udbetalte, men allene saa meget deraf, at jeg selv kunde betale min Gield til min Velgjører, Hr. s. 34Kammerherre Warnstedt, der var 600 rd. Da jeg paa denne min allerunderdanigste Ansøgning siden slet ingen Resolution har erholdet, saa tager jeg mig den underdanige Frihed herved at bringe den i Erindring og paa det ydmygste og indstændigste at bede, at en Sag, der efter min Formues Forfatning ej kan andet end være mig yderst magtpaaliggende, maa uden længer Henstand blive afgjort. Men, da jeg veed, den endnu ikke er Hans kongel. Majestæt forestillet, og det altsaa endnu er Tid, saa maatte det tillades mig ved nogle af de anførte Fordringer at føye følgende Bemærkninger.
Jeg havde Aarsag til at troe. at mit Skuespil Frøknerne fra Smyrna var antaget til Opførelse og at jeg altsaa derfor havde Honorarium at fordre. Man har underrettet mig om, at det ikke var saa; men, da Skuespillet Negeren, som i sidstafvigte Foraar blev indleveret til Skuepladsen og blev antaget til Opførelse, er af mig og er det samme Emne, som det i Frøk. fra Smyrna, omarbejdet og forandret og jeg hoslagt har den Ære at tilstille den høye Direction det igien, efterat jeg, da det i forrige s. 35Saison var forsildig at spille det, fik det tilbage, saa haaber jeg og formoder, at dette Stykke, der er det samme som hint, kun at Navnet er forandret og det heele forbedret, maa træde i hints Sted og at altsaa de for hint beregnede 300 rd. nu maa atter beregnes for dette, da jeg ikke selv vil indhente det eeneste for et Fem-Acts Stykke fastsatte Honorarium eller Indkomsterne af tredje Forestilling. Jeg veed, der kan gjøres mig den Indvending, at det er mueligt, en Forestilling ikke indrenter 300 rd.; men da Forfatteren af et Stykke i tre Acter kan have Fordring paa 200 rd. (i det mindste naar det er paa Vers), hvor liden Lykke end Stykket gjør eller hvor lidet det end indbringer, saa synes det ligefrem, at Forfatteren af et i Fem Acter, naar han ej kan eller ej selv vil modtage Forestillings-Indtægterne, ikke bør affindes med mindre, ja ej engang med saa lidet som Forfatteren af et i tre Acter. En tredje Deel høyere Salarium synes i Forhold til Stykkernes Storhed ej at være upassende, helst da adskillige Forfattere af Tre Actes Stykker have faaet en Forestillings Indkomst og Publicum tilligemed mig har altid været i den Tanke, at 300 rd. var Honorarium i Steden for en Aftens Beløb.
Hvad i øvrigt Negeren angaaer, da havde jeg til en deri forekommende Rolles Udførelse bragt Danserinden Jomfrue Jensen
1Mariane Jensen (f. 1768 † 1797) havde som ganske ung debuteret 1784 i en Balletrolle, men var senere ved Indtogsforestillingen optrådt i det reciterende Skuespil som den unge Prins Ryno i Frode og Fingal og forlod senere helt Balletten. 1792 ægtede hun Danseren Antoine Bournonville, der etter Gustav III’s Mord havde forladt Stockholm og var blevet knyttet til den danske Scene. Jomfru Jensen kom ikke til at udføre nogen Rolle i „Negeren“; det var Anines Rolle, om hvilken mere nedenfor, som Pram havde tiltænkt hende.) i Forslag, hvilket Forslag Directionen, efter Hr. Oberauditeur Rosenstands Skrivelse til mig af 16 Maj sidstleden, har afslaaet. Fordi jeg ikke troer, der er nogen anden ved Skuepladsen, der kan give denne Rolle med Anstand, Sandsynlighed og Lykke og da Jomfrue Jensen siden har givet Prøve paa, at hun ikke vil fordærve Rollen, men har Anstand og Organ som Smag til dens Udførelse, vover jeg endnu at gjentage dette Forslag, dog kun s. 36som Forslag, saa Directionen for mig kan anlage det eller besætte Rollen efter Behag med en anden Person, ligesom jeg aldrig har gjort dette Forslag til nogen excluderende Betingelse, da jeg tilbød Skuepladsen dette Arbejd.
Fremdeles har jeg for mange Aar siden indleveret „den store Skjønhed“, Comedie i tre Acter, hvilket Stykke ej af Directionen var forkastet skiøndt henlagt og hvorfor jeg beregnede mig 150 rd. tilgode, da jeg efter Censors Anmærkninger alt 1783 havde omarbejdet og atter indsendt det. Men da jeg siden har omarbejdet dets Fabel i Form af en Fortælling
1Fortællingen af samme Navn findes optaget i Minerva 1789. II. Pram synes forresten selv at have været meget lidet tilfreds med den, i det mindste ønskede han den ikke optaget i sine Skrifter og dette Ønske respekterede Rahbek.), saa troer jeg mig derefter i Stand til endnu at give dette Stykke adskillige Forbedringer. Ifald og naar dette Stykke skulde opføres, forbeholder jeg mig at maatte deri foretage disse Forbedringer, skjøndt jeg ikke vil spilde Tid paa dets Omarbejdelse, naar jeg ikke veed, om eller naar det kan bruges. Jeg indstiller ligefuldt ydmygst til den høye Directions behagelige Betænkning, om jeg ikke desuagtet bør vente mig for dette Arbejd det bestemte Honorarium, da det er brugeligt endog som det er og det ej er min Skyld, at det ej er brugt for mange Aar siden.
Endeligen er jeg kommen under Vejr med, at jeg har taget Fejl i at paastaae for Operaen Olindo og Sophronia meere end de 200 rd., jeg derfor alt har faaet, da der for et Stykke i Tre Acter paa Vers virkeligen kun er fastsat 200 rd. ikke, som jeg forlangte, 300 rd. Men til Directionens Billighed maae jeg dog indstille følgende Anmærkning: at siden Bestemmelsen af Skuespilforfatteres Honorarium ingen saadan Forfatter af Tre-Actes Stykker paa Vers eller endog i Prosa med lidt Arier iblandt har faaet mindre end en Aftens Indkomst eller 300 rd., at Olindo og Sophronia, skiøndt ej celebreret med Musik, altsaa ej opført, har, efterat den er trykt, vundet competente Skjønneres Bifald og at jeg vel ikke burde tabe ved, at en Orpheus kom tidligere i Componistens Hænder end mit Arbejd. Paa Grund heraf tør s. 37jeg vente Hans Kongl. Majestæts allernaadigste bifaldende Resolution, naar denne Punct af min Ansøgning tilligemed de andre, ved hvilke det kunde behøves, blev allerhøystsamme forestilt.
Jeg haaber iøvrigt at have godtgjort Billigheden af alle de fremsatte Fordringer og indstiller dem herved atter til den høye Directions Bedømmelse med ydmygst Anmodning om snart at erholde den saa længe ventede Resolution.
Jeg har ledsaget mit Krav i sidste Allerunderdanigste Ansøgning med en Opregning af det, som gjorde mig det uundgaaeligen nødvendigt dermed at komme frem. Min Embedsindtægt er saa liden, at jeg derved intet kan have tilovers til at opfylde de mig længst paaliggende Pligter, nemlig betale min Velgjører, Hr. Kammerherre Warnstedt en Gjeld, hvori jeg staaer til ham og hvis Beløb han paa den besynderligst ædelmodige Maade har forstrakt mig og at udrede det Indskud i Enkecassen, jeg er pligtig at gjøre for min Kone. Begge disse Fordringer hvile endnu lige trykkende paa mig. Jeg har maattet finde mig i, at Enkecassen gjør Beslag paa min liden Gage for at indhente sin Fordring, hvilket varer til dens 500 rd. ere betalte; imidlertid har jeg saa godt som intet bestemt at leve af, medens jeg dog har temmeligen godtgjort et Krav af halvniende Hundrede Rigsdaler af Skuespilcassen. Hvor hellig en Forpligtelse Afbetalingen af det, jeg skylder min Velgjører, end er, saa maae jeg dog bære den Krænkelse at lade den være utilfredsstillet, uagtet jeg har lagt for Dagen, at jeg har Midler i Hænde til at opfylde en Deel deraf.
Jeg haaber, at det slette Held, de i dette Aar opførte To Skuespil
1Damon og Pythias samt Frode og Fingal.) af mig have havt, ikke har kunnet svække mine Fordringer. Tilløb har intet af dem havt, mindst Frode og Fingal, som man ikke kunde eller ikke vilde forstaae. Men for at kjende et æstetisk Arbejdes Værd, har man sagt mig, at jeg ikke skulde tælle men veje Stemmerne og, da jeg har den Lykke at vide vist at have vundet adskillige fuldvægtige især den høje Directions Stemmer for mine Arbejder, saa seer jeg hverken med s. 38Frygt eller Misundelse Orpheus
1Jfr. Biehls ovenfor omtalte Operatext.), Haandværksfolkenes
2De forliebte Haandværksfolk, Syngestykke af Goldoni i Oversættelse af Souffløren Lars Knudsen med Musik af Gasman var siden Premièren 4 Januar 1781 gået c. 30 Gange over Scenen med stadigt stigende Besøg og holdt sig i Publikums Yndest endnu helt op til vor lid.), Doctors og Apothekers
3Apothekeren og Doktoren, Syngestykke af Stephanie den yngre med Musik af v. Dittersdorf gik i en mådelig Oversættelse ligeledes af Knudsen første Gang over Scenen d. 17 Nov. 1789 og vandt ved Dittersdorfs udmærkede Musik og den fortrinlige Udførelse stort Bifald.) p. p. Bekladskeres større Antal.
