2Egenhændigt. Skrevet i Marts 1736.WelEdle og Welb1 HEr Iustitz Raad!
I alt det, HEr Iustitz Raad behager at melde under meget ærede af 7de hujus
3Dette Brev haves nu ikke., kan vel ei gives toe meeninger; Efter slige omstændigheder var Skive lige saa lidet tient med tienisten som jeg med Ham, jeg ei meere tænker paa. At skrive til Tydskland paa maa og faa er ei heller vel raadeligt, Katt i Seck er sielden Baade Kiøb, og kiender jeg aldrig noged Menniske der, jeg har Tillid og fortroelighed nok til at opdrage saa betydelig en for- rettning. leg seer nock, skal derfra noged got hentes, maa det forskrives herind, det maadelige og uduelige kommer i Haabe tall ubuden.
Dend halv lydske Person kand endelig til en begyndelße vide tydsk nock for min Pog, og paa HEr Iustitz Raads gode betenckning og forsickring om denne Monraths
4Johannes Bertelsen Monradt, Søn af Herredsfoged i N. Rangstrup Herred i Sønderjylland Lorents Bertelsen og Anna Cathrine Monrad (Monradt), hvis Slægtsnavn han antog, var født i Rost (Arrild Sogn) 1710, døbt 19. September, blev 1729 Student fra Skolen i Thisted, hvor han var i Huset hos sin Faders Halvbroder, Amtsforvalter Claus Caspergaard, tog 8. October 1731 Attestats og rejste halvandet Aar senere, ledsaget af sine to yngre Brødre, Peter Bertelsen (død som Præst 1 Gammel Haderslev) og Bartholomæus (siden adlet med Navnet de Cederfeld. død som Amtmand) til Tydskland, hvor de studerede 1 Jena og Halle og maaske flere Steder. Han dyrkede her Philosophi, de skjønne Videnskaber, Historie og Politik. Paa Grams Anbefaling blev han ved sin Hjemkomst antagen som Huslærer for Rantzaus Søn Christian, senere tillige for dennes Broder Christian Ludvig. I det grevelige Hus passede han fortræffeligt; hans grundige Kundskaber og hans Vid gjorde ham det let at underholde sin Herre, med hvem han gjennemgik og forklarede mange Forfattere; ja Rantzau gjorde ham det til Pligt at gjennemlæse alle nyere, især Vittigheds- Forfatteres Skrifter, hvis Indhold de derefter i Forening debatterede. Da den unge Christian Rantzau 1748 fandtes moden til i Udlandet at fortsætte sine Studier, rejste Monradt med ham til Tyskland, medens de yngre Rantzauers Undervisning blev betroet Johan Heinrich Schlegel. Rejsen gik til Leipzig og Dresden og derfra til Holland, hvor deres Veje skiltes; Rantzau fortsatte Rejsen, medens Monradt vendte hjem til Brahesborg, hvor hans gamle Herre brugte ham til forskjellige Forretninger og glædede sig ved hans Selskab. Ved Rantzaus Omsorg lykkedes det omsider Mon- radt 1752 at blive Regimentsskriver over Nykjøbing p. F. District, hvilket Embede han havde, indtil han efter Krongodsets Salg 1767 udnævntes til Amtsforvalter over Falster og omliggende Øer; efter først at have været virkl. Cancelliraad blev han 1769 virkl. Justitsraad. Med Rantzau vedligeholdt han stadig Forbindelsen, idet det som en Lov var paalagt ham hvert Aar at besøge Brahesborg, hvor han blev modtaget med aabne Arme. I 1774 tog han for Svaghed sin Afsked og trak sig tilbage til sin Ejendom Nebøllegaard i Nørre Kirkeby Sogn, hvor han Aarçt efter døde 25. Marts. Præsten i Nabosognet Gunslev, Mag. Jens Rosenstand Goiske, har i et Mindeskrift (Justitsraad Johannes Berthelsen Monradts Karakteer for Hans Venner. Kbhvn. 1776) givet en smuk Skildring af denne sin ældre Ven, og man maa være enig med Forf. i, at Monradt med sine gode Evner og ualmindelige Kundskaber vistnok kunde have udfyldt betydeligere Embeder end det, der faldt i hans Lod. Monradt havde 8. Februar 1758 ægtet Enken efter den 1755 afdøde Brygger i Kjøbenhavn Søren Soelberg Else Marie Stampe, født 11. October 1727, Søster til Gehejmeraad Henrik Stampe. Efter en Operation for Kræft i Brystet døde hun knap et halvt Aar efter sin Mand 9. September 1775 (Cederfeldske Familieoptegnelser i Landsarchivet for Fyen; Pesonalhist. Tidsskr. 7. R. IV, 110; Giessing, Jubellærere III, 205; Skifte i Nykjøbing Amts Skifte- prot. 1773—93 Fol. 61—89). skickelighed og bequemhed vil jeg haabe, jeg nocksom s. 56bliver tient med Ham; thi vilde HEr Iustitz Raad legge dend Venskab og dend godhed til forige og giøre fuldkommen aftale med Hannem om alleting, huor udi jeg nocksom vil betroe mig til HEr Iustitz Raad, vel forsickred, Hand træffer for mig dend accort, Rett og billighed kand medføre; det første jeg kand have Hannem, bliver mig det kieriste, da Drengen taber ved huer time, Hand bier, og tegner Hand sig til overmaade judicium og ypperlige naturalia; et Specimen deraf er, at da sidstens blev læst for Hannem Vi have syndet med vore Forfædre og Hand vilde vide, huad Forfædre var, blev Hand hen- viist til vor første Fader Adams ulydighed og Syndighed, huor til Drengen proprio motu svarede efter liden overveyende: Huad kunde jeg giøre dertil, havde jeg væred hos, skulde Hand ei have faaed Lov dertil, saa jeg haaber, denne Monrath faar god Iord at saae udi, mens HEr Iustitz Raad vilde formane Hannem at giøre alting med lyst og leeg: dend haarde Scholastiske tuang har væred mangen ens hinder ved afskye til Studeringer. Min Otto Manderup har ei mange ledige timer, som HEr Iustitz Raad seer af indsluttede
1Vedligger nu ikke., saa vel som huor bekymred jeg har Aarsag til at være for ham over dend uroelige tilstand, der er i Genève, og i saadan Færd gielder huercken Iøde eller Greecke, og en vild, ubetæncksom Ungdom kand lett komme i ulycke over fremmede dem uvedkommende ting
2I Genève var der idelige Brydninger mellem Befolkningens forskjellige Lag om Forfatningen; 1734 fandt en Opstand mod Raadet Sted, og blodige Kampe fulgte efter; først 1738 stiftedes der Fred ved Mægling udefra..
Ieg er Convictus og har HEr Iustitz Raad gandske forfegted sit Entsehen. Ieg havde aldrig kunde søgt det Ord der eller kunde rinde mig i sinde at giøre Imperativum Sieh til et primitivum ; da jeg ei fandt det under sehen eller gesiecht, gav jeg mig reent tabt. Sieh skal maaskee og være et adverbium, der giøres til primitivum, i mine tancker lige saa apte, jeg veed ei, huorfor de Herrer Lærde icke vil blive ved dend Eenfoldige og naturligste Alphabetiske ordning, og da slige glose bøger er for de ulærde og vankundige, burde de efter sin ordning føre Ordet an og lade see deres videnskab i at henviise til primitivum. Mens det er for dristigt af mig at vilde mustre de Lærde, og beder jeg HEr Iustitz Raad om forladelße; det burde at bekomme mig som dem, der tales om i diße dage, der vil til at klæde af vores quinder
3Muligt her sigtes til de paatænkte Bud om Indskrænkning af Overdaadighed, der fik Udtryk i Forordningen 16. April 1736 mod at bære Juveler, Guld, Kniplinger.; s. 57beholder de ved Guds forsiufn æren, maa de dog være gandske viß paa ei at beholde øre lye, men Gud give, det var det eeniste, vore tiders bekymring medførde. Her slider vi alting af med en god sleede Fart, som er sandelig en fornøyelße i dette gode føre og dette milde veir. Dend Leipziger latinske Avis forlyster mig og ved sin ziirlige skrivemaade
1I Forbindelse med Leipziger Zeitung udkom 1712 og senere en latinsk Avis (Stolpe, Dagspressen i Danmark II, 66 f.) ; Les Princesses Malabares ou le Célibat Philosophique
2Dette Skrift udkom 1734 med Trykkestedet Andrinople og blev paa Grund af sit slibrige og blasphemiske Indhold ved et Parlaments-Edict s. A. dømt til at brændes (Holbergs Epistler udg. af Chr. Bruun V, 62, 310). har HEr Iustitz Raad vel seet saa vel som Leben und thaten vom Könige von Preußen
3David Fassmann (1683—1744) levede fra 1717 som Literat i Leipzig og skrev de aar- lige Gespräche im Reiche der Todten, indtil 1740; opholdt sig ogsaa en Tid ved Fr. Wilhelm I.s Hof i Berlin, og da han misfornøjet forlod dette, skrev han Bogen om Kongen, hvori denne ved Anecdoter og Smaatræk nærmest bliver latterliggjort: Leben und Thaten das Allerdurchlautigsten und Grossmächtigsten Königs von Preussen Friderici Wilhelmi, biss auf gegenwärtige Zeit aufrichtig beschrieben, I Hamburg und Bresslau 1735; II Frankfurth und Hamburg 1741., der i høytravende ord ironice fortæller vel smaa ting; Kongen skal have ladet sætte Penge paa Authors Navn at faa at viele. Ieg længes efter at see vores Grev Zintzendorfs Apologie adresséred til Regensborg, da Hand ei maatte blive længere i Strahlsund, og Hands forslag til Religionernes foreening, jeg har skreved efter
4Brødremenighedens Stifter, Grev Nikolaus Ludvig Zinzendorf (1700—60) rejste efter et kort Ophold i Kjøbenhavn, hvor Kongen lod ham betyde, at han ikke maatte blive uden at lade sig examinere af det theologiske Facultet, 1735 til sit Hjem i Herrnhut gjennem Sverige, hvor han dvælede nogle Dage i Malmø og Ystad. Dette gav Anledning til, at den locale Øvrighed forespurgte i Stockholm, hvad man skulde gjøre, hvis Greven blev længere i Landet. Der svaredes, at ligesom han formedelst sine Vildfarelser var bleven forvist fra Kjøbenhavn, saa maatte han heller ikke taales i Sverige. Da han i Herrnhut erfarede dette, forfattede han en Skrivelse til Kongen af Sverige, hvori han stræbte at bevise Brødremenighedens Overensstemmelse med den augsburgske Confession og forsvarede sig og Sine mod de tidt fremførte Klager. Dette sit Forsvarsskrift lod han uddele blandt samtlige Gesandter i Regensburg (Jens Møller, Mnemosyne IV, 313 f. Fenger, Hans Egede og den grønlandske Missions Hist. S. 140 f.).. Leth, forhen hos Grev Larvig, siges at være forskreved neder til Provst i Mester Mortens Stæd ; er ei dertil bequem, skal vel icke heller vilde tage derimod
5Den ivrige Pietist Christian Langemach Leth (1701—64) havde været Huslærer hos Grev F. A. Danneskjold-Laurvigen, der 1732 kaldede ham til Sognepræst i Sandeherreds Præste- gjæld. Han blev dog ikke den i Februar 1736 afdøde Stiftsprovst i Kjøbenhavn Mag. Morten Reenbergs Efterfølger, men udnævntes i April s. A. til Sognepræst ved Trinitatis Kirke smst. (Dansk biogr. Lex.)..
HEr Iustitz Raad vilde tage imod og undskylde denne min ilde sanckede skrift, da jeg denne Postdag har hoved og hænder saa fulde, det jeg neppe faar tid til at forsickre, det jeg oprigteligen lever Høystærede HEr Iustits Raads
Tienstvilligste Tiener C. Rantzau.
P. S. Dette øyeblick spørger jeg, at een af det Navn Monrath skal have tient til biskop Herslebs; er vel ei denne samme
6Denne har været en anden Person af samme Navn.; min Koene helsser og Recommanderer sin Christians vel vigtige anliggende.
