Fru Augusta Fengers Død.
Askov Højskole, 29.10.85.
Kære Rasmus!
Mine Tanker maa søge ind til alle eder Sødskende iaften, og da især til dem af eder, som jeg har levet sammen med, og jeg synes, jeg trænger til at sige det s. 12til eder, at jeg er imellem dem, som velsigner eders fromme elskelige Moders Minde og vil gemme det dybt hos mig, — det er jo en af de store Velsignelser i mit Liv, at jeg fik Lov at færdes i hendes Børneflok som en, hun ogsaa gav Plads i sit store rige Hjerte. — For mig staar hun som et af de reneste og elskeligste Mennesker, jeg nogensinde har mødt, — ja jeg fristes til at sige »den« [reneste og elskeligste], — saa underlig skønt, som hun aldrig søgte sit eget, men havde givet sig saa helt hen til Guds Naade og ligesom ud af den havde det forunderlig rige Væld af Kærlighed at øse af; hvor var hun ikke mild og taalmodig og saa forunderlig ydmyg.
Grundtvigs dejlige Digt »Karen Bjørns Minde« trænger sig uvilkaarligt hele Tiden frem for mig iaften, og jeg synes, jeg ser din Moder som hende, omringet af den store Børneskare og prisende sin Frelser for Freden, og ser hende sove hen med Karen Bjørns Trøst:
Mine Børn i Dage haarde
en retfærdig Slægt skal vorde!
Kære Rasmus, det er det, jeg gærne vil ønske dig, og bede Gudfader om, maa times for eder, at Peter Andreas Fengers og Augustas Slægt maa komme godt igennem de haarde Dage, som er komne nu, og faa Lov til at leve og dø i den Tro, som var deres dyreste Skat.
Saa maa jeg ved at tænke paa din Moders Livsførelse, hvor svag hun var i sine unge Dage og i mange, mange af sit Ægteskabs første Aar, tænke paa din Hustru; jeg haaber og tror, at den samme Herre, som bevarede eders Moders Liv underligt for eder, til I har staaet der mange med Graahaars Kroner om hendes Baare, han mægter ogsaa at bevare din Hustru s. 13for dig og dine Børn, trods al hendes Skrøbelighed! Ja gid det maa ske!
Nu blot en kærlig Hilsen til dig og Elisabeth og eders Børn fra din gamle Veninde
Charlotte Schrøder og Ludvig Schrøder.