Til Fru Marie Edelberg, f. Fenger.
Askov Højskole, 11.10.87.
Kære Marie!
Du skal have en hjertelig Tak, fordi du tænkte saa kærlig paa os ved vort Sølvbryllup. Det er mageløs frydefuldt saadan en Dag at mærke, at gamle Venner, trods det, der kan skille, af Tid og Rum, dog mindes en i Kærlighed. — Vi er et lykkeligt Sølvbrudepar. Et saare rigt Liv har vi faaet Lov at dele med hinanden, og den store Børnekreds, som staar om os, tegner saa godt. Ja, Gud ske Lov og Tak for det altsammen! — Der er noget eget ved Sølvbrylluppet; det giver som en Glæde tilbage overfor de 25 Aars Samliv, og det giver Mod paa de kommende Dage, selv om man nu saa godt véd det, at Livet er ikke en Dans, men en Kamp, en Kamp, vi ikke kan udkæmpe ene, og saa bøjer man Hovedet ydmygt og stoler paa, at han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter, og saa haaber man paa at faa Lov til at følges ad endnu et Stykke af Vejen i Medgang og Modgang, i hvad Lykke Gud den Almægtigste vil tilføre en. Vi har en Herre, som alting mægter, som os ej glemmer, naar vi er graa. — Graa er vi s. 14blevet; men jeg synes dog ikke, vi er blevet gamle; det maatte vi ogsaa nødig, for vi har jo en helt lille toaars Dreng, som godt kan behøve, at Fa’r og Mo’r er nogenlunde ungdommelige, og de voksne Børn vil ogsaa gærne have en ung Fa’r og Mo’r, som har let ved at forstaa dem, nu de skal begynde at tage fat.
Kære Marie, hvor er det dog længe siden, jeg har set dig — jeg synes, det er seksten Aar siden; alle de, som ser dig, siger, at du altid er den samme gamle Marie og dog unge Marie, og det kan jeg saa godt forstaa, især fordi jeg dog ikke saa sjælden træffer Louise, og hun ligner altid sig selv. Rasmus besøgte os ogsaa for nylig; efter Sølvbrylluppet var han hos os en Time; han ligner ogsaa helt sig selv, med det samme trofaste, ærlige kærlige Sindelag. Det gør saa godt at mødes.
Hvis du nu kunde kigge ind i min Dagligstue, saa vilde du se en hyggelig Bjergby-Krog, med et skønt Fotografi efter Roeds Billede af din Fader og Moder og saa Kirken og Præstegaarden, den mageløse Præstegaard med Døren, som jeg gik ud af som en lille Pige paa Krykker og gik ind af uden Krykker, da Gud gav mig Naade til at lægge dem. Aa! det er saa dejligt! Paa Væggen, der danner Krogen, hænger der et stort dejligt Fotografi af den sixtinske Madonna med Englene og Englehæren, det har min Husbond bragt mig fra Dresden. Jeg synes, det passer saa kønt sammen med Bjergby-Minderne.
Jenses Fæstemø var syg paa vor Sølvbryllupsdag, og det gjorde, at vi maatte lade os fotografere, at hun kunde faa et Billede af os med Sølvsmykkerne, Børnene havde prydet os med, og saa fik jeg Lyst til, at vi ogsaa skulde gøre dig et lille Besøg, og derfor stiller vi nu saadan og siger Tak til dig og din Husbond, s. 15saa kan du jo se, at din Barndomsveninde nu er en rigtig Matrone. Gamle Bedstemoder sender dig hjertelige Hilsener; det gør min Husbond ogsaa.
Din gamle Ven
Charlotte Schrøder.