Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1855-07-08)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Bogø 8. Juli 1855.

I mere end en Henseende var det mig, min kjære Ven! en sand Glæde at modtage dit Brev 1) . Uden som Du endnu at være udrevet af den Kreds af Venner, som Du mindes med saa megen Velvillie, har jeg dog altid, og som jeg troer med større Grund, anstillet for mig selv lignende Betragtninger, som Du i dit Brev. Min Personlighed frembyder saa mange Mangler i intellektuel og conventionel Henseende, at jeg aldrig ret har turdet hengive mig til den oplivende Tanke, at jeg af Eder betragtedes som Ven i Ordets indholdsrige Betydning; jeg har bestandig betragtet mig som det femte Hjul, der slæbede efter af gammel Vane, og ikke som ensartet Led eller Del i Eders Kreds. Netop som min Karakter er, har dette ofte og oftere, end Du troer, gjort mig fortrædelig og forknyt, og jeg har troet i vor Ven Carls 2) Angreb at have Beviser for, at mit Forhold til Eder virkelig var saaledes. Nu derimod betragter jeg det ganske anderledes, jeg indseer, at Carl ikke har satiriseret over mig, fordi det var mig, men fordi min Personlighed i sin hele Retning og dens Anskuelser ere saa forskjellige fra hans. Ved dit Ophold forleden i Kjøbenhavn begyndte jeg at udrive mig af min deprimerende Betragtning; dit Brev har fuldkomment forvisset s. 9 mig om, at I nu og fremdeles betragte mig som Eders Ven, og under dette Brev kan jo ikke indfattes nogen Fordring i intellektuel Retning, men kun Fordring paa Oprigtighed og Hengivenhed under alle Forhold. Som sagt — jeg er virkelig glad og glæder mig overordentlig til at see Eder, og intet hellere ønsker jeg end at kunne opfylde det Løfte, Du tager af mig, nemlig som Bestemmelsen var i Kjøbenhavn at komme til Uby d. 21. Juli. — — —

Mit Liv her er ensformigt i højeste Grad og egner sig som Følge deraf godt til at læse. Lykkelige Menneske som Du er, at Du har dit »Laud« i Lommen. Det er jo nu en saa stor Raritet, at Folk med mine Midler skulde kunne naa det. Imidlertid har jeg en Del mere begrundet Selvtillid end tidligere; thi tænk Dig! jeg hævede mit »Non cont,« til »Haud II’ gr.« At min lille Næse har antaget en mod Jorden mere divergerende Retning, begriber Du af Dig selv. At der var uhyre Glæde i Hjemmet, er ligeledes, hvad Du kan tænke Dig. Jeg skal ikke gaa længere ind paa Satiriseren, andre kunne fortsætte Ironien over mig i det uendelige — — Jeg glæder mig hjertelig, til vi sees.

Du modtage en venlig Hilsen fra din Ven

Johannes Clausen.