Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1857-02-15)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Kjøbenhavn 15. Februar 1857.

For dit Brev være Du hjertelig takket, kjære Vilhelm! I mange Henseender glædede dets Indhold mig; men paa den anden Side gjør det mig virkelig undselig ved dine Yttringer om mig; jeg troer, ja jeg paastaar, at Du overvurderer mig langt; kunde Du see ind i mig, da vilde Du ikke bedømme mig, som Du gjør. Dette er ikke beskeden Talemaade, men Udtryk for min Bedrøvelse over at staa saa langt fjernet fra, hvad jeg burde være, og hvad jeg antages for at være. Jeg hører til de Karakterer, der af Naturen er begavet med en vis ydre Beskedenhed, en nødvendig, ja den nødvendigste Egenskab for at være afholdt; som Følge heraf har Folk altid indtil en Tid kunnet lide mig, indtil nemlig Tiden kom, da det egentlig i mig Gode skulde træde frem, og da har jeg aldrig kunnet svare til Folks Forventning; s. 22 i en vis Henseende har dette været opvækkende for mig; thi naar andre have vist mig megen Kjærlighed og Venlighed, har jeg altid maattet sige mig, at jeg ikke fortjente, hvad jeg blev til Del; jeg har sammenholdt det Billede, som andre troede at have af mig, med det Billede, som kun Gud og jeg selv seer, og altid har jeg maattet sige mig: disse to Billeder svare ikke til hinanden; dette har bedrøvet mig inderlig, og kjæreste Ven! altid naar jeg forlod Dig eller andre Venner, som jeg troede holdt af mig, var det altid den Tanke, der bragte Taarer i Øjet: Du er ikke saa god, som Du antages for at være; men atter har jeg dog takket Gud, fordi han paa denne Maade ledte mig til at føle, hvad jeg burde være, og erkjende, hvad jeg var. Og spørger Du, hvad er det da for Fejl, som Du saaledes har kunnet skjule, da svarer jeg oprigtigt: nærmest Mangel paa Ærlighed; der gives en Djærvhed i Karakteren, som skyer enhver Udtalelse, som ikke er Hjertets Mening; de tale lidt, tale kun af og med Sandhed og skye Personsanseelse. Ikke saaledes med mig; i min Ængstelse for at støde Folk, bliver jeg karakterløs, mine Udtalelser faae saa ofte en forandret Skikkelse overfor forandrede Forhold. O! hvor ofte har jeg ikke ønsket mig at være en saadan djærv, solid Karakter, der uanfægtet af Verden og dens Domme og ogsaa Lidenskaber talte aabent og ærligt, selvom Ordene stødte an her og der. Og kjæreste Ven! let er det at see Skæven i sin Broders Øje og formane ham, men derfor har man ikke selv udrevet Bjælken; ved muligvis undertiden at ramme din Forfængelighed har jeg givet mig Mine af ikke at være det, og dog, kjære Ven! maaske meget mere end Du, kun med den Forskjel, at min Forfængelighed er mere »raffineret«. Ja, kjære Ven! jeg kunde saaledes blive ved at fremdrage den ene s. 23 svage Side efter den anden, og Summen vilde blive: jeg veed, at i mig, det er mit Kjød, boer intet godt. Tænk Dig nu mig formanende! Dog som Paulus, uagtet han kunde udtale ovennævnte Ord, vedblev at formane, saaledes troer jeg ogsaa, at jeg kan vedblive at gjøre Dig opmærksom paa Sider af din ydre Handlen (thi hvad der bevæger sig i Hjertet, det veed dog kun Menneskets Aand), som jeg troer, Du kunde særligt henvende din Opmærksomhed paa og see, om ikke noget derved kunde og burde forandres. Om dit Forhold overfor dine Embedsbrødre have vi ofte talt; jeg har altid anerkjendt, at dine Principper vare bedre end deres, din Tro paa Evangeliet og dets Kraft, hvor det prædikes med Liv og Varme og en levende Tro, stærkere; men jeg har troet, at Du har vist Mangel paa christelig Ydmyghed og Beskedenhed (noget andet end min Beskedenhed); den Ydmyghed navnlig som erkjender, at er en bedre Aand opkommen i mig, da skyldes den ikke mig selv, jeg maa derfor benytte den som en Gave, der ikke berettiger mig til at hæve mig saadan i Tanke eller Ord over andre, som ikke fik denne Gave; og vil Du indvende: fik mine Ord end dette Udseende, at Hovmod talte igjennem dem, saa var jeg dog ydmyg i Tanken, da vil jeg sige, at ogsaa Ordene skulle vi gjøre Regnskab for, og at navnlig den Yngre skylder den Ældre, der levede under langt mindre gunstige Opvækkelsesforhold, at han lempelig udtaler sin Mening, men kraftig iværksætter den. Og navnlig i den Henseende troer jeg, at den Yngre, der altid maa kæmpe mod den Ældre, forsaavidt denne nærmest og rimeligst har i sig den Aand, som ofte ikke svarer til, eller endog kæmper mod, hvad den yngre Tid tilstræber, at den Yngre »taler faa Ord og handler meget«, non magna loqui sed magna vivere, som den gamle Cyprian sagde. s. 24 Nu er det vel sandt, at man ikke kan saaledes staae ene, og det er en Kjendsgerning, at en bedre Aand føler Trang til at bekæmpe sin Modsætning, og dette gjør dit Forhold forklarligt, og ikke alene det, men ogsaa undskyldeligt; dog troer jeg, kjæreste Ven! at Du vil eller maaske allerede er kommen til den Erkjendelse, at indenfor din Menighed er nok, som din Aand kan kæmpe imod; her er Forholdet et andet; medens man ligeoverfor sine ligegyldige Medarbejdere ofte ophidses og irriteres, idet man vil bekæmpe denne Ligegyldighed, saa træder i Forholdet overfor Menigheden istedetfor denne tildels berettigede Harme, Bedrøvelse over al den Lunkenhed og alt det ondt, man seer; thi her søger Lunkenheden ikke at forsvare sig, hvad der som oftest er Tilfældet hos den samvittighedsløse Sjælesørger, og derfor irriteres den ikke, men bedrøves. Derfor kan man her være stille i Hjerte og Sind og dog arbejde med Kraft og Nidkærhed.

Venligst Hilsen til dine Forældre og andre Venner og Dig fra din hengivne

Johannes Clausen.