Danmarks Breve

BREV TIL: Johannes Carl Emil Clausen FRA: Johan Vilhelm Beck (1857-02-18)

Vilh. Becks Svar.
Uby 18. Februar 1857.

Min kjæreste Ven! ædleste bedste Menneske, som Gud endnu har ført sammen med mig, hvor venligt og kjærligt og hvor djærvt og solidt er ikke dit Ord til mig! ja bliv kun undseelig, som Du saa synes; men dette Ord maa ud, om det saa skal ud af Sidebenene; derfor skriver jeg allerede i Aften for strax at takke Dig; dog hvorledes skal jeg takke Dig? jeg har takket Gud saa længe i Gaar Aftes for Dig og dit Brev; det maa være Dig nok; og min Ven! jeg gaar aldrig nogen Aften i min Seng uden, at Du var i min Tanke, naar min Sjæl er hos Gud. Hvert Ord, Du skriver, er saa s. 25 sandt, saa sandt; hvo har dog givet Dig at see saa dybt i Menneskets Sjæl? Ja det har vel Han, som Du aldrig ganske forlod. Kjære Ven! Det er saa vildsomt, naar man er saa ung i Troen, naar man er en Nefyt som jeg; min Tro er stærk, jeg takker Gud, at jeg kan sige det, men den er meget ung; min Barndom var ganske uden Tro og min Ungdom saa fuld af Vantro og meget andet Ondt; dog ikke mere om det; jeg vil ikke miste dit Venskab for min Fortids Skyld; men det er svært, naar man saaledes skal lede tilbage over alt dette ligetil sin Daab for at finde Kristus. Derfor er jeg saa fuld af Kanter, fordi først den prøvede og fuldvoxne Tro bærer Kjælighedens dejlige Frugter. — Mit Forhold til Præsterne er visselig ikke som et Forhold til Embedsbrødre; men jeg har indseet det og angret det, og besluttet det anderledes; jeg troer ikke, at det var Hovmod, som har bevirket alt dette; jeg troer, at det var Lysten til at indvirke paa dem, naar jeg tillige kunde vise dem min Tro af mine Gjerninger; nogle af dem have virkelig sat sig i Bevægelse, og alles Øjne ere i dette Øjeblik rettede paa mig og Uby Menighed; og nu kjære Ven! nu er jeg bange derfor, dog kun stundom; saaledes troer jeg, at min Handlemaade var, skjønt den i min Tale mangen Gang var uforsonlig; Gud tilgive mig det! Jeg veed med mig selv, at alt, hvad jeg har udrettet her i Uby, kommer ene og alene fra Gud; mit Hjerte har altid i dette været ydmygt, saa vidt jeg formaar selv at see det; thi Hjertet er en underlig Verden, og kun Gud seer rettelig, hvordan det er. Hvad der foruroliger mig, er nemlig min Forfængelighed, som nu er min værste Last, og som jeg synes at spore skjult i alt, hvad jeg siger og gjør. Vilde den blot træde aabent frem, skulde jeg knuse den, men den skjuler sig og vil indbilde mig, at den slet ikke er her. Der er tilvisse s. 26 nok i min egen Menighed for min Aand at kæmpe imod; det har jeg indseet, og dette vil jeg gjøre. Det er sandt, at jeg paa det sidste Convent maatte føre »det store Ord«, men her vare vi komne sammen for det samme; det var et Livsspørgsmaal, om der blev taget en almindelig Beslutning eller lade Sagen falde og hver gaa sin Vej. Her maatte tales og kæmpes, naar Ligegyldigheden, Indifferentismen eller Forsagtheden gjorde Modstand; men jeg troer, at jeg gjorde det i Sømmelighed, ligesom mine Ord ogsaa bleve modtagne med Velvillie, om end noget modstræbende. Jeg holdt enhver personlig Bemærkning ude og afholdt mig fra alt Stikleri. Ikkun Holst 1) følte sig fuldkommen overbevist om, at det var Fusentasteri; og da han foreslog til Vedtagelse, at det var bedst at lade Beck gjøre Forsøget, saa kunde de Andre lettere komme bagefter, — ja kjære Ven! hvad vilde Du have gjort? Det vakte almindelig Uvillie, og her maatte jeg tilbagevise hans drengeagtige Tænkemaade. Det gjorde mig ondt, ligesom det i det Hele gjør mig ofte bedrøvet, at jeg er kommen i et saadant skjævt Forhold til Præsterne; men denne Smerte er den retfærdige Straf. —

Endnu et lille Ord om Dig selv. Dine Bekjendelser ere tilvisse kristelige; Alt vidner om, at Du har skrevet det gamle Ord indvendig paa Øjelaagene: γνοτι σεαντον 2) ! Min kjære Ven! Du kan ogsaa være uretfærdig mod Dig selv, og er Du det ikke? Du mener, at Folk ikke kan holde af Dig, naar Du viser Dig, ligesom Du er, fordi de saa see det Slette; men sandelig det kan ogsaa være, fordi de da see det Gode, Da jeg lærte Dig at kjende, gjorde jeg ikke stort af Dig, skjønt jeg heller intet havde imod Dig; nu elsker jeg Dig, min Ven, mere s. 27 end noget andet Menneske af vort Kjøn, fordi jeg seer, hvad der boer i Dig, og Du har dog vist ikke vendt dit inderste Jeg mere aabent ud mod Andre end imod mig. Din »Uærlighed« er vist et Fantasibillede, som Andre have kastet ind i Dig. Din Mangel paa »Djærvhed og Soliditet» er sikkert noget lignende; jeg saae Dig aldrig stikke noget under Stol, naar det burde frem; og Du vil selv indrømme, at Sandheden maa og skal fremtræde i forskjellig Form overfor de forskjellige Personer og Forholde, naturligvis uden at Sandheden lider derunder. Derfor gjælder det ligefuldt ogsaa Dig, at Du skal arbejde paa din Saliggjørelse med Frygt og Bæven! men udrød det virkelig Onde og spild ikke dine Kræfter paa at udrødde Onder, som maaske ikke existere. Venlig Hilsen fra mine Forældre! Endnu en Gang Tak for dit Brev! skriv snart til din inderlig hengivne

Vilh. Beck.