Danmarks Breve

BREV TIL: Johannes Carl Emil Clausen FRA: Johan Vilhelm Beck (1857-05-22)

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 22. Maj 1857.

Det er vistnok en stor Utaknemlighed af mig, at jeg har en saadan Ven som Du, og saalænge ikke har skrevet til Dig, saa meget mere som jeg veed, at Du gjerne saae Brev, og at Du saa gjerne vil vide Dig elsket. Det er Du, min allerbedste Ven! elsket ikke blot af mig, men af Alle her, og elsket af min Nina som ingen Anden, dog at jeg forbeholder mig selv Prioriteten. Nu behøver Du ikke strax at anstille grundige Betragtninger over din egen Slethed, vort Venskab for Dig grunder sig i Virkeligheden paa ikke blot det tilsyneladende, men virkelig Gode hos Dig. Hvorfor tør Du ikke erkjende det Gode i Dig? Du veed jo dog, ad hvilken Vej det er kommen til Dig: fra Ham alene, der virker baade at ville og fuldkomme efter sit Velbehag. Vi see dine gode Gjerninger og prise vor Fader, som er i Himlen.

s. 28 Ja jeg veed nok, at Do mukker, fordi jeg ikke kan finde noget Slet hos Dig; for det er jo det, Du vil høre. Men noget Slet kan jeg ikke finde; thi jeg har aldrig set noget saadant hos Dig; skal jeg endelig dadle Noget, saa er det dette, at Du endnu ikke har fundet den fulde Fred og Ligevægt i Sjælen til at bekæmpe dine sygelige Anfægtelser; men jeg behøver næppe at anvise Dig Vejen. Jeg kommer til at tænke herpaa, ligesom jeg er kommet til at skrive til Dig, fordi jeg har hørt, at Du skal op til Examen paa Mandag. Men overfor Examen synes jeg, at Du ikke altid har havt den rette Stemning; det hører jo dog under alle Forhold til de rent jordiske Ting, om end det er Noget, som man med god Samvittighed inderligen kan ønske en god Løsning paa; men denne Løsnings større eller mindre heldige Udfald maa vi dog ganske henstille til Guds Villie, naar vi selv gjøre, hvad vi kunne; og dette har Du gjort. Jeg mener, at denne Betragtning, som dog virkelig er kristelig, maa give den rette Stemning baade til at begynde og til at afvente og modtage Udfaldet. Men maaske er denne hele Betragtning ganske overflødig; thi jeg har hørt igjennem Nina, at Du var vel til Mode, men ventede »Haud«. Kjære Ven! vent intet, begjær det bedste og begynd med frejdigt Sind.

Din Ven
Vilh. Beck.

(Becks Opmuntring syntes ikke at have frugtet. I et kort Brev d. 19. Juni meddeler Clausen, at han staar til „Haud. 1“ og „faar ikke eller kan ikke faa „Laud“ — — — Mit Humeur tillader mig ikke at skrive mere — —“

Eksamens Udfald blev som antydet. Et Brev fra Slutningen af Juni er præget af Skuffelse og Ubeslutsomhed, hvorvidt han skal læse om. Dette Brev har krydset Becks efterfølgende.)