Beck, Johan Vilhelm BREV TIL: Clausen, Johannes Carl Emil FRA: Beck, Johan Vilhelm (1857-06-25)

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 25. Juni 1857.

Min kjære, min bedste Ven! Dit Brev har bedrøvet mig langt mere end Udfaldet af din Examen; thi dette sidste var jeg jo forberedt paa allerede i længere Tid. Du gik med altfor uroligt, ofte oprørt Sind dertil; allerede dette var ikke Ret; jeg har sagt Dig det oftere. Men det Sind, hvormed Du forlader et skuffet Haab, er endnu mindre Ret. Ja kjære Ven! deri ligger den faste, urokkelige Grundvold for vort Venskab, at vi intet skjule, men aabent og ærligt afsløre hinandens Fejl, som ere saa vanskelige for os selv at faa Syn paa, at vi formane og paaminde hinanden efter den Sandhed, som Gud har nedlagt hos os. Hidtil veed Du, at jeg ingen Fejl kunde see paa Dig; nu kan jeg det; og dette er den store Anke, som jeg har imod Dig, at ved dette Examensværk har Du forladt Kristi Aand. Da Du gik til Examen, havde Du ikke den Fortrøstning, som det sømmer sig en Kristen, og som gjør Hjertet saa tillidsfuldt. Da Du saae et kjært Haab skuffet, havde Du ikke den Resignation, den Hengivelse i Guds Villie, som det sømmer sig en Kristen, og som giver Hjertet Fred. Kjære Ven! det er ikke Haardhed, at jeg siger dette, men af det inderligste Venskab til Dig. Jeg veed tilfulde, at Du har meget at kæmpe med i dit for alle Indtryk modtagelige Sind, men jeg veed ogsaa, at hvor stærk Kampen end er, saa formaar vi dog alt i Ham, som gjør os stærke; men uden Ham kunne vi intet gjøre. Og døm selv, bedste Ven! er virkelig en saadan Nedtrykthed over et »Haud« tilladelig? Det er jo dog, naar Alt kommer til Alt, kun et timeligt Haab, som er glippet, ja et af de allertimeligste; det er jo kun et lille Pengetab; er det ikke at elske Verden og de Ting, som ere i Verden, for meget? Jeg veed det, kjære gode Ven! s. 30at Du siger ja hertil, naar Du faar ret seet det i Kristi Lys, og jeg veed det, at saa bliver ogsaa dit Hjerte stille; thi det er saa uroligt i denne Verden, og det finder ikke Hvile, før det hviler i Gud; og Du kjender jo selv Vejen til Ham. O, gid jeg snart maatte faa et Brev fra Dig, hvoraf jeg kunde see, at dette Venskabsord havde fundet dit Hjerte, saa at jeg atter maatte høre den gode Bekjendelse, jeg saa ofte har hørt af Dig til min egen Troes Styrkelse. Hvorvidt Du bør læse om eller ikke, tør jeg ikke have nogen Mening om, hverken raade til eller fra; men kjære Ven! vej først alvorlig dine Kræfter, navnlig dine Legemskræfter (dersom de iøvrigt kunne skilles fra Sjælens), om Du ogsaa kan forsvare det for Gud at sætte dem paa Spil for et rent timeligt Maal. Husk paa, hvad Kristus siger om Manden, der vilde bygge et Taarn. — Dog dette tør jeg have en Mening om og give den tilkjende, ja paatrænge Dig den med Venskabets hele Magt og Paatrængenhed: Du maa og bør ikke tage fat strax; først Hvile, saa Arbejde. Vil Du tage fat igjen, saa maa Du gaa til dette Arbejde med et sundt Legeme og en sund Sjæl; og det har Du ikke nu. Bliv i dit Hjem og udbred Kjærlighed der, hvor Du saa ofte har savnet den; bliv der og lad Ipsen og mig besøge Dig; opfrisk Dig med vort fælles Venskab og Guds herlige Natur og følg saa med til mit Hjem, hvor Du saa ofte følte Dig lykkelig, naar Du i Naturens Fred og Frihed var alene med din Gud og din Bibel. Dette er min Bøn til Dig, en Vens, som mener Dig det saa uendelig godt, saa afslaar Du den ikke. Du hilses af Alle her; og skriv snart, jeg længes inderlig efter at høre fra Dig.

Din Ven
Vilh. Beck.