Beck, Johan Vilhelm BREV TIL: Clausen, Johannes Carl Emil FRA: Beck, Johan Vilhelm (1857-09-21)

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 21. September 1857.

Min kjære Ven! Her kommer jeg da som altid lidt sent med mit Brev, men derfor lige kjærligt ihukommende Dig. Du faar med det samme et andet Brev fra Ipsen, der er skrevet som Cirkularskrivelse til os begge; det er blevet lidt gammelt, men jeg kunde knap bekvemme mig til at sende det bort, saa originalt det er, eller i alt Fald en tro Copi af vor fælles kjære originale Ven, denne Søgen Honning af Livets Fadhed; han bygger sig altid behagelige Celler midt i de værste Trivialiteter — — — og dog opdager man tydeligt imellem Linierne hans fuldkomne Ringeagt for den hele Usselhed. Dog nok herom; jeg sidder og snakker om hans Brev, men jeg var saa fornøjet over det, nu maa jeg af s. 37med det, og det er min eneste Trøst, at det gaar til Dig for ogsaa at fornøje Dig. Du trænger vist til det; thi jeg har desværre erfaret igjennem din Broder og min Broder, at dit Hoved ikke er godt. Dog Du er jo i dit Hjem; min Tanke søger ofte derhen, hvor jeg tilbragte saa lykkelige Dage i Sommer; jeg holder saa meget af dem allesammen, gid de ogsaa holdt lidt, blot helst saa meget af mig. Og du kjære Ven! skal have din rigelige Tak, fordi Du vilde ofre en Rejse og et Besøg hos mig, og jeg glæder mig altid saa inderlig til den Tid, vi atter skulle sees; det er Dig, din hele Person, jeg holder af; men det er dog ogsaa for min egen Skyld; thi Du har en overordentlig Indflydelse paa mig, om ogsaa jeg ikke altid kan give Dig Ret, skjønt dog for det meste, og jeg bliver altid bedre ved at være sammen med Dig. Det gjorde mig ondt at forlade Dig den Dag i Sæby ¹⁾Efter Besøget i Uby rejste Clausen til Tersløse. Beck havde fulgt ham til Sæby, hvor Cl. blev syg., og havde Du ikke havt den Grund ²⁾Besøget hos hans Forlovede., havde jeg brugt al min Myndighed som Ven. Imidlertid har denne Sommer med alle sine Adspredelser just ikke havt den bedste Indflydelse paa mig i en Henseende; det har bortdraget mig fra min Virksomhed, og jeg har ofte følt en slappet og lunken Interesse for mit Arbejde, ja stundom Ulyst dertil, en Hang til Dovenskab, Forlystelse og Lediggang; dette i Forbindelse med Bevidstheden om mine Evners Misforhold til Maalet for min Stræben har stundom trykket mit Sind meget. Forfængelighed, denne Grundlast, har atter rejst mig; men Bevidstheden om denne uædle Bevæggrund trykkede mig atter ned. Dog Vinteren kommer og med den Arbejdet, og jeg bereder mig dertil saaledes, at jeg kommer til at bruge alle mine Kræfter og alle mine s. 38Evner. I Gaar prædikede jeg om Menighedsraads Betydning, som nu begynder sin Virksomhed, og jeg antydede deri, hvad jeg vilde gjøre i Vinteren, nemlig holde Bibellæsning paa flere Steder; dette i Forbindelse med Skriftemaal og Katekisation om Lørdagen, Konfirmationsundervisningen; og da spændes Kraften atter. Jeg har været dygtig ude i Menigheden, det hjælper ogsaa; her er nemlig megen Sygdom. Kjære Ven! styrk mig af og til med dine Raad og Paamindelser, og bed ogsaa for mig; det er dog en salig Bevidsthed, at Andre bede for os.

Jeg maa dog fortælle Dig, at i Søndags 8 Dage, da jeg holdt Høstprædiken, kunde Kirken næppe rumme de Besøgende; der var nemlig kommet en hel Del fra Nabosognene; dette sidste bedrøver mig, thi det er fuldkomment uberettiget. I Mandags besøgte Nina og jeg Linds; og jeg seer i de 2 Mennesker 2 Forbilleder for enhver Mand og Kone, denne milde hjertelige Dom, og denne kristelige Alvor i alt, hvad der vedrører dem selv og deres Husvæsen. Har jeg viist en uforskammet Selvtillid overfor andre Præster, saa har jeg der fundet en Mand, som jeg bøjer mig dybt for i Alt. Kjære Ven! jeg taler saa meget om mig selv; men det kommer af, at jeg denne Gang ikke har noget at udsætte paa Dig; der var under dit Ophold her en saa velgjørende Fred og Venlighed udbredt over Dig; gid Du maatte bevare den; det er mit højeste Ønske og stadige Bøn for Dig; og derfor veed jeg, at jeg med alle mine store Svagheder og ubehagelige Sider dog er værd at kaldes din trofaste Ven

Vilh. Beck.