Danmarks Breve

BREV TIL: Johannes Carl Emil Clausen FRA: Johan Vilhelm Beck (1857-11-18)

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 18. November 1857.

Jeg sidder her ganske alene i den store gamle Præstegaard; thi min Nina og mine Forældre ere i Kjøbenhavn; men jeg er ikke ene; her er saadan Fred hos mig, at jeg ret har Lyst til at skrive til Dig min allerkjæreste, min eneste sande Ven! og dertil er jeg saa glad i Aften; jeg er nemlig kommet hjem fra at holde Bibellæsning i Skolen; og mens jeg der udbreder Evangeliets Fred, tager jeg den altid med mig hjem derfra. Hvor Gud dog er god imod mig, jeg som er saa stor en Synder. Ja bedste Ven! naar rigtig Guds Godhed sætter ind paa mig, saa føler jeg først rigtig min Synd; og det er ikke blot den Byrde, som vi bære paa Alle, men hele mit tidligere Liv er besmittet af Synd. — Dog nok herom; jeg vilde nødig miste din Kjærlighed. Disse Bibellæsninger ere noget, som ingen Præst burde forsømme; thi jeg troer, at der udrettes meget derved, og hvor herligt er det dog ikke saaledes at mødes som Kristne ogsaa udenfor Kirken, hvor det ikke er befalet, hvor man kommer aldeles frivilligt, beder og synger med hverandre og fortæller Andre de Følelser og Tanker, som Bibelens Læsning opvækker hos mig selv, medens man tillige kan fremdrage alle Tvivl og Modsigelser, som Folk nærer, for at gjendrive dem. Jeg begyndte i Uby Skole i Dag 14 Dage, og Skolen var fuld; Menighedsraadet havde sat det til hver 14. Dag, og Uby skulde være Prøven; i Aften stod Gaarden imidlertid næsten ogsaa fuld, og ved Slutningen forlangte de det hver 8. Dag, ligesom en Del fra de andre Byer forlangte Bibellæsning i Klovby 1) Skole. Ikke sandt kjære Ven! det aander til os fra Guds Rige. Jeg har saaledes beredet mig et godt Vinterarbejde; jeg har ikke en eneste Dag s. 43 fri; bed for mig, kjære Ven! at Gud vil give mig den fornødne Kraft. — Viborgs Mening om Løverdags Skriftemaal 1) kan jeg af fuldt Bryst sige Amen til; jeg har nu prøvet det i nogen Tid; Skriftemaalet er nu 2 Timer istedetfor en halv, og jeg synes at spore en hel anden Alvor og Bevægelse hos Altergæsterne. Jeg katekiserer atter om Søndagen lige før Nadveren over Nadveren. — Det var nu altsammen om mig selv, men Du vil jo nok høre det; det veed jeg, thi »jeg staar jo overfor min bedste Ven!« — ja det gjorde Du kjære Johannes! da Du sendte mig hint store Brev 2) , hvor Du talte om din Sophie, og deri beredede din bedste Ven den bedste Glæde, dog ikke blot mig, men ogsaa min Nina; thi saa stor var min Glæde, at hun maatte læse det; og dette maa Du vide, at Du har ingen, som holder mere af Dig end Nina. Din Sophie holder ikke mere af Dig; vel paa en anden Maade, men det bliver kun en Kvalitets Forskjel. Gid de to maa komme til at holde af hinanden som vi to; men det ville de. En anden Ting er der ved dine Breve og in specie ved hint: de virke saa godt paa mig; dine aabenhjertelige Meddelelser og Bekjendelser berede, at noget Godt vil frem hos mig; de virke noget Lignende som de svenske Natursangere, da jeg hørte dem forleden; det smelter sammen med mit eget Væsen. Dog jeg sidder og vrider mig for at sige Dig, hvad jeg mener; men det kan kun føles, og saa forstaar Du det nok alligevel.

Din hengivne Ven
Vilh. Beck.