Clausen, Johannes Carl Emil BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Johannes Carl Emil (1857-11-22)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Søndag 22. November 1857.

Selv hentede jeg i Dag, kjære Ven! dit venlige og kjærlige Brev til mig. Den Glæde, du udtalte over din Virksomhed og over den Aand, der i den synes at være kommen over Dig, er ogsaa min. Ogsaa jeg føler stundom en Kristens Glæde, men desværre sjælden; ingensinde mere end nu føler jeg min Svaghed, min Mangel paa Tro og Kraft til at bekæmpe de Fristelser, jeg er undergiven her. Levende Indtryk gjorde engang et Ord paa mig af Lind i en Prædiken: »Du synder af den Grund ikke, fordi der ingen Fristelser er.« Hvor ofte har jeg mindedes dette Ord; thi gik det ikke saaledes næsten altid, naar jeg var hos Dig eller i Tersløse, da følte jeg mig ganske anderledes kraftig og tryg mod Synden; at gjøre det Gode, at tænke og tale kristeligt, det var mig saa let; jeg kunde bede med en Rigdom i Sjælen, en Glæde i Hjertet, som nu saa sjælden er i mig. Jeg takker Gud, for at jeg har ved hans Hjælp faaet Aanden vakt for det Gode, men at gjennemføre dette under alle Forhold og Fristelser, dertil mangler jeg Kraft. Ja denne skulde jeg hente hos Gud i Bønnen, men — har Du ikke ofte følt, at Bønnen er en Naadegave, som Gud maa give — jeg kan saa ofte ikke bede. Nu er der vel Øjeblikke, hvor en hellig Begejstring griber hele min Aand; jeg føler en himmelsk Ro og Glæde, jeg føler en Kraft i mig til at forkynde det hellige Evangelium trods al Hindring, jeg seer saa mange Steder, hvor jeg vilde bringe det, jeg seer i Aanden de Syge og Skrøbelige, til hvem Gud har givet mig en Skat at bringe, jeg seer de Trodsige og Gjenstridige, for hvem jeg skulde aflægge et saa kraftigt Vidnesbyrd i Tale og Liv, at Frelseren da naadeligt (o, hvor føler jeg hans dybe Kjærlighed) maatte træde frem for s. 45det af Verden omtaagede Blik og sønderknuse Hjertet, saa at det vendte om til Gud. O ja, i saadanne Øjeblikke føler jeg saa dybt, at »vort Borgerskab er i Himlen«; thi vendte jeg mig blot om og saae tilbage paa Verden istedetfor at see frem, langt, langt ind i den lyse Himmel, o, hvor følte da Hjertet ikke smerteligt, at følte Salighed og Glæde da kun var en øjeblikkelig; Øjet vendte sig ikke mod Verden, uden at det strax mødte Syndens klamme, tunge Taage. Nu spørger Du: selvom Du ikke kan fastholde en saadan dyb kristelig Glæde mere end for et Øjeblik (Jordelivet tilsteder jo ikke dette), hvorfor kan Du da ikke leve et stille, roligt kristeligt Liv, hvor der vel er Afvexling af Glæde og Sorg, af Fred og Strid, men hvor Grundstemningen dog er Følelsen af, at man er et Guds Barn, at man engang vil indgaae i et Rige, hvor denne Afvexling af Glæde og Sorg, af Fred og Strid ikke er mere — — — ¹⁾Clausen besvarer selv disse Spørgsmaal med en fortrolig Omtale af sit daglige Livs Vanskeligheder, hvor han føler, at hans egne Kræfter ikke slaar til, en Omtale, der hører Privatlivet til.