Danmarks Breve

BREV TIL: Johannes Carl Emil Clausen FRA: Johan Vilhelm Beck (1857-12-13)

Vilh. Becks Svar.
Uby 13. Decbr. 1857.

Kjæreste bedste Ven! meget kunde jeg have at indvende imod, hvad Du skriver, kun ikke det, at Du skriver det til mig, naar du føler det saaledes, derfor skal Du have Tak! Men Du har saa ofte paamindet mig til Held og Lykke for mig; det samme vil jeg gjerne gjøre af al den Kjærlighed, jeg har til Dig. Det er det daglige Livs Vanskeligheder og Fortrædeligheder, der frister Dig, og det er jo det samme, om end paa forskjellig Maade, som har været mig til saa megen Fristelse. Næst Guds Ord og Aand skylder jeg dit Venskab og dine kraftige Paamindelser, at jeg har lært bedre at s. 46 staa imod. — Dette siger jeg Dig i min faste Tro og Overbevisning: det er i Dagliglivet, at din Tro skal prøves og blive fast. Tænk paa al Guds Kjærlighed imod Dig — og kan Du saa, tør Du saa klage for lidt Fristelse? Kan Du ikke bede, saa maa Du »stride« i Bønnen; thi Gud vil, at vi mangen Gang skulle fravriste ham Velsignelsen. Bliv Kapellan hos N. N.; Du skylder Gud det. Brug al din Kraft til Guds Riges Udbredelse, og Du vil glemme de smaa Fortrædeligheder over det meget, Du som Præst vil faa at stride med. Naar Du altid skal forkynde Fredens Ord, vil Du blive nødt til ogsaa at bevare Fredens Aand i Dig selv. — Nej, jeg frygter, at jeg ikke kan det, siger Du; men fordi Du frygter, har Du saa Lov at sige Nej til din Frelser, naar han siger: gaa ud og udsaa Sæden; thi her er megen god Jord, — og naar han siger til Dig: hvi staar Du ledig den ganske Dag? Ja kjæreste dyrebareste Ven! Har Du Lov dertil? — —

Vær dog ikke altid et Rør, der bevæges hid og did af enhver Stemning; men plant Kristi Kors dybt i dit Hjerte.

Din
Vilh. Beck.