Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1858-09-16)

J. Clausens Svar.
16. September 1858.

Paa bedre Maade end ved at skrive Dig til, min kjære gode Ven! kunde jeg vel ikke indvie min Forlovelsesdag (16. Septbr.); som denne Dag gjorde Begyndelsen til et nyt Liv for mig, rigt paa Fred, saa vil jeg i Dag fejre den med at fornye (om man kan bruge dette Udtryk) vort Venskab eller dog i al Fald atter bringe os i det gamle Forhold til hinanden. Hvor trivielt det s. 51 end kan blive, og hvor langt hellere man maatte lade Forglemmelsen hvile over de sidste 2 à 3 Maaneders Begivenheder, bliver det dog en Nødvendighed for mig at anstille nogle psykologiske Betragtninger. —

Med Hjertet saa fuldt som nogensinde før af Glæde kom jeg hin Dag til Gjersløv; jeg havde forladt en Menighed, en Virksomhed, som jeg elskede; jeg kom for at møde Sophie og Eder, I mine bedste Venner. Ikke en Sky formørkede min Himmel; jeg var ret af Hjertet glad. Du maa have kunnet see og føle det paa mig; men saa kom dine Indvendinger, dine tvingende Grunde, for at jeg maatte mod min Villie rejse. Dette ikke at ville bryde med Folks Meninger og Fordomme kan kaldes Svaghed; men med dette Navn kan man ikke kalde det ikke at ville saare Folks Følelse; og at jeg virkelig vidste, at jeg gjorde dette, derom kunde Du tvivle før Rejsen, men ikke nu efter, at Du har talt med N. N. Hvad forbittrede nu mit Sind? Det at min bedste Ven ikke vilde respektere mine Følelser; at min bedste Ven i slige Ting vilde være eneraadende. Og hvad kom til? Erindringen om tidligere Rejser sammen med Dig, Erindringen om, at Du (jeg taler ligefrem) i al Fald tidligere har villet med Tilsidesættelse af alle Hensyn sætte din Villie igjennem (jvf. i saa Henseende dine øvrige Venners Vidnesbyrd). Du havde saaret mig; thi af min bedste Ven ventede jeg med Rette, at han ikke vilde søge sit Eget alene. Min Glæde, min Fred var saaret; jeg var totalt skuffet. Min Karakter er nu en Gang: enten-eller; jeg havde ventet ublandet Glæde, en blandet kunde jeg ikke nyde. Det onde Sind bor i mig. Og spørger jeg: hvorledes muligt, at alle gamle Erindringer, at inderligt uforgængeligt Venskab kunde forglemmes og aldeles tabe sin modvirkende Kraft? da svarer jeg dette: det er lige saa umuligt at s. 52 holde dette Sind tilbage, som det er umuligt at standse den af en Tønde udstrømmende Bærme ved at stikke en Lillefinger i et Spunshul stort nok til en Tommelfinger; alene en fastere Tro og et heiligere Liv, alene Christus og den Helligaand kan tvinge sligt tilbage, ikke Venskabsfølelser, de være lige saa inderlige de være ville, de være saa uforgængelige som vore ere det. —

Hvad er nu Resultatet? — Dette at jeg maa med Kraft væbne mig mod dette Sind, som jeg af hin Begivenhed seer endnu kan herske over mig, at Du heraf vil lære, at dine Venners Følelser skal Du respektere; Du skal ikke ville, selvom dine Bevæggrunde ere aldrig saa gode og rene, fremtvinge din Villie, hvor andre skulle raade. Dømte jeg saaledes om Dig alene af denne sidste Begivenhed, da var Dommen streng og uberettiget; men det kan ikke og er ikke (derom forvisser mig dine egne Ord) skjult for Dig, at Du med en stor Ugenerthed og aldeles Tilsidesættelse af andres Meninger og Følelser har villet anbringe dine egne i tidligere Dage; visselig Du har særdeles meget aflagt dette, men mon der endnu ikke være noget tilbage heraf? Dog nu ikke mere herom kjære Vilhelm! Kun dette vil jeg sige: alt i denne Verden skuffer, ej alene det materielle som opløses, men ogsaa det sjælelige som oplyses, netop oplyses. Du har i mig seet for meget, altfor meget overvurderet min Indflydelse paa Dig; hvad der er indvirket paa Dig ad hel andre Veje, har Du ment at komme fra mig, fordi jeg for det meste var sammen med Dig, da der skete et stort Vendepunkt i dit Liv. Hvor meget hellere og bedre at være undervunderet end overvurderet. Jeg har ingen Gang, som tidligere udtalt, forladt Uby, uden at denne Sandhed har hvilet trykkende paa min Sjæl. Jeg har altid fundet, at dine øvrige Venner vare langt værdigere til dit Venskab; s. 53 velsandt, dine og mine Følelser og Sympatier kunde følges langt ad, men saa manglede der fra min Side, hvad dine øvrige Venner have, den faste, ærlige Grund, uden hvilken den opførte Venskabsbygning let falder sammen. Intetsteds uden i mit Hjerte troer jeg, at der kunde være sket, hvad sket er; thi der strømmer Erindringer om Fortiden saa bittre, tunge og i og for sig syndige frem over mig, at jeg ingensteds føler mig saa svag som netop der. Dog — min Tanke skal ikke dvæle herved. Nu ville vi glemme; thi det har Gud jo sagt, vi maae. Mit Liv før Ferien var lykeligere end efter den; det var stille fredeligt og uden Uro før den Tid, efter den uroligt og vaklende, men Grunden, hvorpaa min Fred var bygget, var endnu ikke den fuldkommen rensede. Jeg maa arbejde paa at rense og forbedre den.

Er der Kulde i dette Brev? Det forekommer mig, naar jeg læser det nu igjennem. Denne Kulde maa bort. Jeg rækker Dig Haanden med samme inderlige Glæde, som jeg gjorde det hin Dag i Gjersløv. O! den skjændige Synd, som saaledes kan tage Glæden fra os; disse djævelske Indskydelser. Ja svag, let bevægelig er jeg, vaklende som Sivet; men dog — Gud være takket — Christi Kjærlighed lyser dog ind i min Sjæl; det gjør den i denne Stund; begge see vi mod den lyse Kyst, vi ville ikke lade de mørke Skyer formørke vort Liv. O! jeg trænger saa meget til Dig; Daarskab at ville støde Dig bort; jeg er meget gladere nu. Du seer mig nu langt lavere, men ogsaa langt sundere, seer mig, som jeg er. Igaar var jeg i Sorø; Sophie takkede mig, fordi jeg havde begyndt mit Brev til Dig; mange Gange har hun bedet mig om at skrive (Du kan tro, hun er en god Sjæl). Jeg var saa lykkelig derude; hvorfor da her hjemme huse i Hjertet en ukjærlig Tanke og Følelse. Det vil jeg ikke heller — vi ere igjen gode, gamle Ven s. 54 ner, hver sine Svagheder, den ene ikke bedre end den anden; vi bedømme ikke hinanden, vi hjælpe hinanden.

Tak for dit kjærlige Brev; saa have vi da rakt hinanden Haanden og med den ogsaa lagt et Dække over det skete. Ja inderlig gjerne seer jeg, at Du besøger mig. Vi kunne følges ad til Konventet. Du kan vel ride hertil, saa skaffer jeg Vogn til Ringsted. Kom saalænge forud før Konventet, som det er Dig muligt.

Om min Stilling og øvrige Forhold her ville vi bedst mundtligt kunne tale.

Din altid hengivne Ven
Johannes Clausen.