Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1860-07-11)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Stenmagle 11. Juli 1860.

Jeg takker dig venligst min kjære Ven! for din Indbydelse til Missionsmøde. Mangel paa Befordring og s. 63 Tid er Grunden til, at jeg og andre ikke kom. Hovedgrunden var imidlertid denne, at jeg, efter at have været 14 Dage borte, var bleven træt af denne Omflakken og trængte til Ro, ligesom ogsaa mange Ting i Menigheden gjorde min Hjemmeforbliven nødvendig. Og dog trænger jeg mere end nogensinde til at tale med Dig, min kjæreste Ven! thi jeg er sandt at sige mat baade paa Sjæl og Legeme. Jeg har nogle svage Minder om min gamle Nervesvækkelse; det trykker min Kraft; thi svag i Troen, træt i Bønnen og kold i Kjærligheden er jeg. Embedet med dets Byrder trykker mig næsten ned. Du gjør Dig ingen Begreb om, hvor vi ere plagede med Sektvæsen. Du arbejder rigtignok under gunstigere Forhold; thi Du har dog kun Kamp med Vantroen, og dem, Du vinder ind i Menigheden, er Du sikker paa at beholde. Men lige saa snart man her ved Guds Naade kan faae vakt Liv i en Sjæl, strax ere Frimenighedsstifterne Peder Pedersen 1) , Grunnet 2) og navnlig Baptisterne ved Haanden og lægge Snarer for saadanne. Jeg var saa glad over to unge Gaardmænds Opvækkelse i Stenville, og nu ere de efter Sigende paa Vejen til at blive Baptister. Henad Allindemagle Sogn griber dette Baptistvæsen om sig i en uhyre Udstrækning. Kirkerne staae tomme, Skolelæreren er paa Vej til at blive Baptist; alle de dygtigere Konfirmander blive strax Baptister. Præsten er aldeles ude af Stand til at gjøre noget. Provsten veed intet og gjør intet, Biskoppen 3) veed intet og gjør intet. Jeg har flere Gange tænkt paa ligefrem at meddele Biskoppen Tingenes Tilstand, men det er jo ikke den Slags Folk, som man kan henvende sig til. Han gjør alligevel intet af bare s. 64 Fornemhed. Ja det er harmligt med en saadan Øvrighed. Fik man en rigtig dygtig Præst i Haraldsted og Allingemagle, da havde vi Baptistkirken indesluttet paa alle Sider. Jeg var til Præstekonvent i Ondløse forleden. Men hvor lidet sympatiserer man med mange af disse Præster. Jeg trænger derfor svært til at tale med Dig, men naar det skeer, er jo helt uvist.

Din altid hengivne Ven
J. Clausen.

(Clausens Brev (7. Juni 1860) om Brevvekslingens Velsignelse synes ikke at have haft den forønskede Virkning paa Beck. Saa langt hen paa Efteraaret som i Oktober beklager Clausen sig over Becks Tavshed, spørger: „Er det sandt, at Du er død, eller i alt Fald om Du har glemt din gamle Ven, om Du i den Grad er bunden ved Hymens Slavebaand, at Du hverken har Sind eller Tanke tilovers for andre skikkelige Folk. Jeg er i en Sindsstemning, der nærmer sig Fornærmelse.“

Heller ikke denne Bebrejdelse synes at have haft den forønskede Virkning; endnu i November klager Clausen over, at Correspondancen ikke kan komme i Gang. I dette Brev bliver Missionen 1) første Gang omtalt i Brevvekslingen.)