Danmarks Breve

BREV TIL: Johannes Carl Emil Clausen FRA: Johan Vilhelm Beck (1860-12-12)

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 12. December 1860.

Min kjære og bedste Ven! Jeg har modtaget dine Sange, og de ere mig en venlig Hilsen fra min syngende Ven i Stenmagle; men jeg savnede Hustavlerne, og jeg vil bede Dig sende mig dem snarest muligt, hvad saa Prisen er, da jeg stadig bliver rykket for dem af flere, som endelig ville have dem inden Jul, og et saadant Ønske bør respekteres og imødekommes. —

Forøvrigt kjære Ven! har jeg et lille Ord — om Du vil: formanende Ord — at sige Dig, som har forfulgt mig bestandig — omtrent hver Dag —, siden vi sidst vare samlede; og Du vil nok modtage det i Kjærlighed; det er angaaende Martensen. — Jeg elsker denne Mand, ja elsker ham i Ordets sande, fulde Betydning, og vil blive ved at elske ham, om han end en Gang dybt skulde saare mig; det veed jeg fra den Tid, jeg troede det om ham 1) ; jeg takker Gud for ham baade for min egen Skyld og for Kirkens Skyld; thi vi skylde ham eller Gud gjennem ham uendelig meget; og om Du kan oplede Taager i hans Dogmatik — eller store, store Mangler og Svagheder ved hans Visitatser — eller maaske Hovmod eller Fornemhed i hans private Væsen, — saa har han dog været Troens Lærer for mange mange Præster, — saa er han dog Troens Prædikant, hvorsomhelst han oplukker sin Mund, — og saa har dog hverken Du eller jeg den Kamp, som han maaske har at udkæmpe med sig selv i det Skjulte. — Kjære Ven! han har været vor Lærer, er vor Biskop og endnu mere vor Broder; lad os kun see hans Fejl, men lad os samle dem allesammen i daglig troende Forbøn for ham. Ja, det var netop det, som har brændt mig, siden vi sidst vare samlede, og som jeg nu vil spørge Dig om: beder s. 66 Du for denne Mand? Nu er det sagt, og nu er jeg saa glad over det, thi jeg veed, at hvis Du ikke gjorde det hidtil, saa vil Du begynde paa det, naar Du har læst dette Brev. — O hvor er det dog lykkeligt at kjende den Hellig Aands Samfund; at vide sig forenede som Du og jeg som Venner i dette Samfund, her kan man dog altid saa glad og tillidsfuldt sige hinanden, hvad man tænker — endog hinandens Skrøbeligheder.

Jeg har atter været syg, men kunde dog i Søndags ved Guds Naade gaa op paa Prædikestolen, men maatte atter til Sengs. Dog dette var ogsaa godt, nu kan jeg dog maaske være rask i Julen. Nina hilser Dig og er rask; bed for hende og for mig, at Gud for Jesu Skyld vil være os en naadig Gud og Fader.

Din hengivne
Vilh. Beck.