Clausen, Johannes Carl Emil BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Johannes Carl Emil (1862-01-04)

J. Clausen til Vilh. Beck.
4. Januar 1862.

Saa meget havde jeg nu at bringe Dig fra Hjertet, min kjære gode Ven! For nogle Dage siden, ja da var jeg saa glad og lykkelig, thi jeg havde havt en saadan velsignet Jul; havde jeg skrevet den Gang, da kunde Du have modtaget Tanker fra en glad Christen; nu derimod er mit Sind saa tungt, jeg er saa bedrøvet over min Synd, min Lunkenhed, over Forholdene her, ja jeg kunde græde derover, og gid jeg kunde det for Gud, saa i Dag bliver det snarere den svage, den elendige Synders Klage, der maatte naa dit Øre, Du som er min sande Ven. Dog Glæden straaler jo nu Dig imøde, min kjære Ven! Skulde da jeg formørke den? nej! Herren har velsignet Dig og din Hustru. Jeg skal indeslutte Eders lille Søn i min Bøn — o! jeg har ikke kunnet bede i disse Dage — jeg er som en fremmed paa disse Steder ¹⁾Clausen var paa Rejse, bl. a. i Ørsløv. — men naar jeg kommer hjem, naar der bliver stille om mig og i mig — da vil jeg tale med Gud om Eders Lykke, at han vil lade Eder have den som dem, der kunne miste den, fordi I troe, men dog lade Eder være lykkelige. Og hvorledes kan det være anderledes? Hvor I to ere forsamlede om Eders Barns Vugge, der staar jo Frelseren og breder sin velsignende s. 74Fred ud over det; thi I ere jo forenede i Jesu Navn. En saadan Lille ved Julens Tid! Det er jo det levende Billede paa Jesusbarnet. Du har vel Hjertet fuldt af Juleglæde; min er ligesom veget bort. Maatte jeg blive rigere i Kjærligheden, fastere i Troen og heiligere i Livet — dog Christus er jo Alt og vil blive Alt i os, naar vi kun ville oplade Døren for ham. Min Jul var, som sagt, velsignet; noget anstrengende jo imidlertid. Først Prædiken 4 Dage i Træk, dernæst 4 Forsamlinger i Juletiden, altid Herrens Aand dog tilstede; Glæden fulgte mig paa en eneste Aften nær. Livet voxer kjendeligt iblandt os, flere og flere lægges til Menigheden, samtidig med at Kampen udadtil forøges. O! at jeg kunde stride ret standhaftigt indadtil mod min Vantro, Modløshed og Synd, at man dog kunde værdiges af Herren, at han ikke vilde tage sin Hellig Aand fra mig, men stadig forny den i mig og skabe i mig et rent Hjerte, at jeg dog fremdeles kunde udrette noget for hans Riges Fremme. —

Jeg skal og har allerede bedet for Martensen; Tak for din Paamindelse ¹⁾Paa Clausens Rejse har han truffet Beck, hvor denne har paamindet Cl. om hans Stilling til Biskop Martensen. Jvf. iøvrigt Becks Brev af 12/12 1860. — den vil mildne mit Sind imod ham. Han er jo nok en Christen, om end ikke som jeg ønskede det, men hvorledes er jeg selv? ikke som Gud vilde have mig, ikke som mine Venner kunde ønske mig.

Lev nu vel, min kjære Ven og Veninde! Gud være hos Eder og Eders Søn med al sin rige Naade nu og i Fremtiden, det ønsker Sophie og Eders Ven

J. Clausen.