Clausen, Johannes Carl Emil BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Johannes Carl Emil (1862-01-18)

J. Clausen til Vilh. Beck.
18. Januar 1862.

Tak min kjæreste Ven! for dit Brev ¹⁾Dette Brever gaaet tabt.. Du kan ikke tro, hvor Brevene fra Dig gjøre mig godt, de ere en ren Vederkvægelse for min Sjæl, netop fordi Du er den Ven, som bedst forstaaer mig, og om hvem jeg veed og føler, at Du uskrømtet holder af mig, deler mine Sorger og Glæder. Ja kjæreste Ven! Moders Død var et haardt Slag for mig, ikke alene i det naturlige, men fornemmelig i det aandelige Menneske. Spørgsmaalet var ikke alene om Død og Savn, men tværtimod det om Liv og Salighed. Trøsten kom, Tak, Tak for din og andre velsignede Venners Bøn. — I min Sjæl lyser Haabet om Salighed for min afdøde Moders Sjæl; det er et af de alvorligste Spørgsmaal, min Sjæl har gjort. O! hvor vilde jeg gjerne tale med Dig, min bedste Ven, om dette Haab, atter i det Haab, at Du vil ret kunne bestyrke mig i min Tro paa, at Gud har været min stakkels Moders Sjæl naadig. Kunde Du ikke komme hen til os? Hvor vilde Sophie og jeg gjerne, om Du vilde bringe os det Offer at komme hen og tage os til Alters. Lad mig med allerførste Post vide, om der er Mulighed for Opfyldelsen af mit Ønske. Kunde Du komme, turde Du vel ikke love at holde en Forsamling; til Velsignelse vilde det jo være. Da vi dog maaske kunne sees, vil jeg ikke inden udtale mig om meget, der ellers ligger mig paa Hjerte.

Din trofaste Ven og Broder
J. Clausen.