Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1862-01?)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Stenmagle 1862 1) .

Min kjære Ven! Du kunde ikke komme hen og række os det hellige Sakrament. Jeg havde gjerne seet det, men jeg indseer, at Du var undskyldt. Dr. Francke tog os til Alters om Søndagen tillige med En af Menigheden. Jeg var glad i Aanden, ogsaa glad over, at jeg ved Exemplet fik vist Menigheden, at jeg ikke vil dømme Francke; i al Fald kan han ikke skille mig fra Guds Kjærlighed i Christus, den man jo annammer i Nadveren.

Missionssagen faaer mere og mere Interesse for mig. Jeg var den, der først bad Dig om at overtage Redaktionen, derfor følte jeg mig forpligtet til at staae Dig bi i Bøn og Daad. Hoslagt er tre Opsatser 2) . Brug dem, som Du synes, lad ligge, hvad Du ikke synes om. Hvilken Modsigelse i sidste Nr. fra forrige Aar, først motiverer Rønne J. Larsens 3) Afsked med Paavisningen af grundtvigske Vildfarelser og lidt hen i Bladet er der Ting af en saa bestemt grundtvigiansk vammel og kjedelig Karakter, som man nogetsteds vil søge det. Jeg har skrevet til Rothe 4) , at jeg var glad over den Gang, Missionssagen har faaet af de blot negative Grunde, at den er bleven udreven af Lægfolks udelukkende Ledelse og af den forskruede grundtvigske Aand. Jeg har allerede sporet Virkningen af Bladet som Bindemiddel mellem de Troende; din Juleprædiken 5) og ogsaa Missionsbladet læses trindt omkring, hvor jeg slet ikke anede det, s. 77 og Troende udenfor Sognene vise uhyre Deltagelse for Bladet. Det er rigtignok ingen »magnus imprimator«, men snarere »deprimator« der oppe i Slagelse; det var dog en skammelig Tryk; for Lægfolks Skyld gjør det mindre, men slemt er det med Hensyn til Præsterne. — Forleden var jeg hos Becker 1) , en elskelig Mand, uhyre lærd, men barnlig from, elsket af Menigheden, vistnok upartisk, men en god Præst. Han holder Forsamlinger, dog ikke i vid Udstrækning. Jeg kjender en troende Mand af hans Sognefolk, som ønskede Missionsmøde hos sig. I den Anledning tog jeg til Becker; han var rigtig venlig og holder rigtignok langt fra paa den vantro Del af Præsterne, endnu mindre paa Provsteracen.

Henad Foraaret agter jeg at gjøre en Tour ned omkring Præstøkanten for at samle Venner til Missionen. Det var en Fryd, om vi kunde følges ad. — Saa lev da vel, min dyrebare Ven! Guds Aand være og forblive med Dig og dine.

Din hengivne Ven
J. Clausen.