Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1862-06-21)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Stenmagle 21. Juni 1862.

Min kjære elskede Ven! Du kan troe, at jeg blev glad ved dit Brev 2) ; Herren velsigne Eder fremdeles, som han alt paa saa mange Maader og senest ved det, s. 79 Du meddelte os, har velsignet Eder; og jeg troer, han vil det, det siger jo nemlig Troen os, at Solen altid er paa Himlen, om den end til en Tid skjules af den mørke Sky; men Skyen indeholder jo dog ogsaa den frugtbargjørende Regn; og visselig — vi trænge ogsaa til denne i Aandens Egne. Det har igjen været lysere i min Sjæl, til sine Tider endog straalende Solskin; men der er dog saa mange mørke Pletter, endnu mange forbifarende mørke Skyer; men Solen bryder dog nu og da frem gjennem dem. Endnu ved min Hjemkomst fra Dig var jeg meget svag, imidlertid prædikede jeg og endog med en vis Kraft. Dr. Francke er nu falden paa at prædike 1. Helligdag i begge Kirkerne; da det blev ved den ene Kirke, vilde jeg ikke holde nogen Forsamling for at forebygge al Beskyldning for personlig Fremtrængen. Naar nu Menighedslivet og Glæden bliver ganske forstyrret begge Steder, vil jeg ikke længere tage dette Hensyn. 1. Pintsedags Eftermiddag havde jeg en herlig Forsamling i Stenlille Skole. Ved slige Lejligheder er »de Helliges Samfund« tilstede i mere fremtrædende og kjendelig Form; derfor troer jeg, at det der er lettere at holde Pintse, at prædike om og ud af den Helligaand end i Kirken. Der kom den Aften ligesom en ny Aandens Pintse over os. Den 10. var jeg til Skolelærermøde i Ringsted, hvor jeg havde Lejlighed til at see Grundtvigianismen i Skolelærerskikkelse; heller ikke og endnu mindre tiltalte den mig i denne Form. Grundtvigianismen er vel gjennem Præster destilleret ned i Skolelærerne, for ikke at sige dryppet ned i dem; den har ikke vundet Klarhed for mig ved denne Proces. Jeg tørnede lidt sammen med dem. Fra Mødet rejste jeg lige til Kjøbenhavn; jeg kom til at rejse med en grundtvigsk Lægmand, en Rigsdagsmand, en rar Mand forresten, men ganske gjennemsivet, saa det dryppede af ham. Han ansaae s. 80 det for en stor Fejl med Missionsbladet, at man ikke vilde indlade sig i Strid eller optage noget grundtvigiansk 1) . »Naar man ikke er begejstret Dansk, er man ingen Christen«, var en af hans Hovedmaximer. Han blev yderlig forbauset, da jeg hertil bemærkede: en from fattig Bondekone, levende troende og gudfrygtig i sine snævre Kaar, uden at kjende noget til den politiske Verden, kan være lige god Christen, enten hun sidder midt i Danmark eller midt i Preussen. Han benægtede dette paa det bestemteste. Opholdet i Kjøbenhavn oplivede mig meget; jeg var glad og tilfreds ved at have faaet opfrisket mine gamle skandinaviske Sympathier. — I Torsdags d. 19. havde jeg et herligt Missionsmøde i Eskildstrup Kirke, Provst Beckers Pastorat. Uagtet han beredvillig i Vinter gik ind paa Missionssagen, viser hans lange Udsættelse af Mødet og adskillige andre Smaaomstændigheder, at Provsten har været lidt ængstelig for det hele Møde. Først skrev han til mig, at Lægfolk dog vel ikke kom til at tale i Kirken; da vi mødtes der, yttrede han, at det var ham sagt, at der vilde komme Baptister, at jeg i Kirken vilde disputere med dem o. s. v. (!!!). Han er imidlertid skikkelig, men ældre Præst — altsaa ængstelig, bange, diplomatisk. Kirken var næsten fuld; glad var jeg, at Bülow 2) , Kali (Kapellan) vare tilstede tilligemed en hel Del Skolelærere. Bülow har ellers holdt sig en hel Del tilbage. Han fik Lyst til et Møde hos sig; det blev foreløbig aftalt. Kall vil ogsaa have Møde i Haraldsted. Provsten prædikede — en god (udmærket bibelsk) Prædiken, men den anslog dog ikke saa høj en Tone, som Du talte om. Han lovede mig den til Bladet; Prædikenen vil være bedre s. 81 at læse end at høre, men blot for Navnets Skyld bør vi være glade ved den. Beckers Navn vil støtte os. Jeg talte dernæst i Kordøren nudus et impeditus, ↄ: uden Præstekjole; saa gaar det bedst for mig. Først gav jeg en kort Forklaring af Missionssagen; dernæst udlagde jeg Luk. 9, 51–56. Af Bülow fik j eg Ordre til ikke at tale mere end ½ Time; dog gik der 5 Kvarter; jeg var mageløs godt oplagt — Hjertet i Kjærlighed og Begejstring. Jeg var saa glad, det er vel derfor, jeg sidder og maler alt dette op for Dig.

Og nu Farvel min elskede Ven.

Din Ven og Broder
J. Clausen.