Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1863-02-07)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Stenmagle 7. Februar 1863.

Tak min kjære Ven! for sidst. Jeg har længtes efter at høre, hvorledes det er bleven med den lille Johannes 1) . Da jeg intet har hørt, antager jeg, at han er bedre. Folkene fra Skjellebjerg spørge bestandig om det omtalte Missionsmøde. Naar Du bestemmer det, lader Du da mig vide Tiden; og kunde Du efter Mødet tage herhen og blive et Par Dage, vilde jeg være glad ved at tale lidt nærmere med Dig.

Siden vi saaes 2) , har jeg været i Kjøbenhavn. Monrad 3) var særdeles venlig imod mig og udtalte, at han ikke havde noget imod at oprette et Kapellani 4) her, men at det jo væsentlig vilde komme an paa Indstillingen fra Bispen; ham talte jeg med; han var kold og frastødende som sædvanlig og vilde modsætte sig Kapellaniet s. 82 af alle Kræfter; thi det var kun et personligt Spørgsmaal, her var ingen Trang til det o. s. v.; det er en sørgelig Mand; han kommer mere og mere til at ligne Provster, og saa behøver jeg ikke at sige mere. Var det nu saa, at det væsentlig, som Monrad sagde, kom an paa Bispen, da var jo Tingen afgjort; men egentlig betragter M. nok Martensen som meget uvæsentlig — — —

I Kjøbenhavn besøgte jeg Blædel 1) ; han var mageløs kjærlig og venlig. Han yttrede levende Deltagelse for min Bliven her af kirkelige Grunde, ↄ: af Hensyn til Menighedslivet og den Fare, som dette er udsat for her paa Grund af de omgivende Sekterere. Han tilbød uopfordret at gaae til Monrad — og Martensen. Hos Monrad skal Blædel have megen Indflydelse. Jeg venter nu Brev fra ham, og af dette vil jeg vist kunne slutte mig til Sagens Udfald. Frimodt talte jeg ogsaa med; ogsaa han var hjertelig, rigtig christelig kjærlig. Jeg tilbragte en rar Aften hos ham. Han og Blædel vilde, at jeg skulde søge Kapellaniet paa Frederiksberg, men jeg troer slet ikke, jeg passer til disse Forhold. Dog Herren fører mig nok hen, hvor jeg skal være. 2)

Vær kjærligst hilset af din Ven og Broder

J. Clausen.